Efterlønsreformen i 1998, der bl.a. indførte kravet om 25 års medlemsskab af en arbejdsløshedskasse, resulterede i, at andelen af 35-39 åriges tilmeldning faldt til 67% i dag, mod 82% for fem år siden.

For de 30-34 årige var faldet endnu højere (der ifølge reformen fra 1998 har muligheden for tilmeldning frem til det 35. år).

Disse markante fald betød ifølge et arbejdspapir fra Copenhagen Institute i en besparelse på mellem 1,8 og 4 mia. kr.

I det nyligt forhandlede velfærdsforlig (reform fik vi ikke-nikke-nej), ændres kravet til medlemsskab af en arbejdsløshedskasse med 5 år, til 30 år. Endvidere skal indbetalingerne påbegyndes senest, når man fylder 30 år.

Som Peter Kurrild-Klitgaard redegjorde for i en analyse for CEPOS, så kan det godt være at befolkningen bakker om om efterlønnen, men altså kun sålænge den er ”gratis”.

Da befolkningens præferencer nok ikke ændrer sig sådan over night, skal vi nok regne med at se endnu en nedgang i antallet af tilmeldte. En nedgang, der vel at mærke ser ud til at batte langt mere end den elastiske tilbagetrækningsalder, der også er en del af forliget.

Ændringen af tilmeldingstiden er indtil videre ikke det, diverse internetmedier har brugt deres båndbredde på. Måske er det lykkes forligspartierne at snige noget, der reelt er mere omfangsrigt end det umiddelbart synes, ind i forliget i håb om at finde en balance mellem det nødvendige og bibeholdelse af taburetterne.

Eller også tager jeg fejl. Måske har jeg pådraget mig en velfærds-psykose, der bunder i et ønske om reformer - næret af 5 års skuffelser.

Under alle omstændigheder, er det temmelig ynkeligt, at skulle glæde sig over en udsigt til at staten sparer et par håndører, der sikkert aligevel bliver delt ud til diverse kontraproduktive støtteordninger.