Copenhagen Institute - Statsløs regulering II

Statsløs regulering II

27. juli 2007
Af John Blundell og Colin Robinson,

Her bringes anden og sidste halvdel af "Regulation without the State" oversat til dansk. Første del kan læses her. Bemærk printfunktionen i øverste højre hjørne.

9. Statsløs regulering.

Selvom det er populært at sige at markeder 'fejler', er den primære måde hvorpå målsætningen for regulering opfyldes ikke desto mindre den daglige interaktion imellem forbrugere og producenter. Enkeltpersoner efterspøger, hvad enten de er i deres producentrolle eller forbrugerrolle, sundhed, sikkerhed, arbejderbeskyttelse, sikring af miljøet og andre lignende ønskværdige elementer ved tilværelsen.

Når levestandarden stiger, og forbrugernes mere basale behov bliver tilfredsstillet, begynder kravene vedrørende disse forhold at stige hurtigere end indkomsten. Den udvikling kan ses over tid, i et givent land, eller ved et sammenligne tværsnit af forskellige lande med forskellige levestandarder på et givent tidspunkt. Aktuelle og potentielle udbydere har derfor en interesse i at opfylde sådanne krav. Det er en måde hvorpå man som virksomhed kan opbygge sig et ry, og dermed opnå succes.

Frivillige alternativer til statsreguleringer tillader i store træk markedet at fungere, og samtidig sikre, at der findes legale og andre veje for dem, der eventuelt lider under andres handlinger. Dermed gives markedsbaserede former for beskyttelse - såsom forsikringer, frivillig håndhævelse af standarder, og måske endda en frivillig fastlæggelse af disse, mulighed for at blomstre. Resultatet bliver aldrig perfekt. Det er der imidlertid ikke nogle af de resultater, man kan forestille sig, der bliver.

Ved fraværet af statsreguleringer ville de dimensioner ved tilværelsen som reguleringer søger at garantere, alligevel udbydes i det omfang de blev efterspurgt af forbrugerne.

Forbrugerne køber og efterspørger varesammensætninger og særlige karakteristika. De efterspøger ikke blot varer per se. Som en konsekvens heraf ville virksomheder uden statsregulering konkurrere for at beskytte og udbygge deres ry, ved at producere varer med de specifikationer som forbrugerne efterspørger (herunder sikkerhed ved brug, fravær af sundhedsfarer samt miljøforsvarlighed). Et firmas ry er potentielt set dets vigtigste aktiv: Under konkurrencebetingelser ville virksomheder have et incitament til at søge at udbygge dette ved at opfylde forbrugernes behov, og gøre deres produkter forskellige fra deres konkurrenters, eksempelvis som det gælder for mærkevarer [26]. Virksomhederne ville også konkurrere på løn og gode arbejdsforhold, fordi de ville sikre at deres ry også kunne sikre, at de kunne hyre de bedste arbejdere.

Hvor det ville være passende ville firmaer gå sammen og fastlægge produktstandarder og opstille certifikatprocedurer for at give forbrugerne tillid til deres produkter. Der ville på markedet opstå mulighed for uafhængig standardfastsættelse, tests og certifikatudstedelse, sådan at udbydere af disse services ville opstå. På samme vis ville andre organisationer udbyde forbrugerinformation.

Udviklingen af internettet har ført til forudsigelsen af øgede muligheder for forbrugerne via de nye 'infomedier' [27]. Disse hjælper forbrugerne med at nedbringe deres transaktionsomkostninger ved varekøb i en mere kompleks verden.

Under sådanne tilstande ville der sikkert være mere behov for private forsikringer end det er tilfældet i dag. Befolkningen ville eksempelvis beskytte sig selv ved at forsikre sig imod eventualiteter såsom arbejdsløshed, sygdom og alderdom. De ville også forsikre sig selv imod defekter i de varer og tjenester, de købte. Sådanne beskyttelser ligger allerede i flere typer af huslån, leje/købsaftaler samt visse former for kreditkort.

10. Kunsten at ændre incitamenterne for lovgiverne.

Én måde at nedbringe mængden af reguleringer på, og begrænse deres negative effekter, er at ændre på incitamentsstrukturerne så lovgivere og embedsmænd ville have mindre incitament til imperiebyggeri, og blive bedre i stand til at modstå kravet om mere regulering. Dette ville ikke være videre forstyrrende for det nuværende regime.

I den sammenhæng har man i Storbritannien haft en vis succes med energireguleringer, indenfor områder som vand og elektricitet, ved at give embedsmænd pligt til at fremme eller muliggøre den frie konkurrence [28]. På det tidspunkt hvor disse forpligtelser blev pålagt embedsværket, var der ikke så stor vished om deres betydning. Man var dog klar over at overgangen i en industri fra monopol- til konkurrence-situation, krævede sådanne tiltag.

Forpligtelserne har dog haft mere gennemslagskraft end forudset. De har ikke blot tilladt embedsværket at tage initiativet ved at fremme øget indtræden på markedet; de har også ændret på tilskyndelserne dertil. Embedsmændene ved at et af hovedkriterierne for at bedømme deres arbejde (eksempelvis når det er tid til genansættelser), er ved at bedømme hvor meget konkurrencen er blevet fremmet i de markeder, de er sat til at overvåge. Hvis man således mener at den frie konkurrence er den bedste måde, hvorpå man sikrer forbrugernes interesser, d.v.s. ved at give forbrugerne et valg, [29] så vil britiske embedsmænd nu hovedsageligt handle i disse forbrugeres interesse. 'Gidseltagning' af forbrugerne har under alle omstændigheder ikke været et nært så stort problem indenfor britisk energiforsyning, som det har været i USA.

Derudover betyder fokus på konkurrencefremme, at når konkurrencen øges så falder behovet for reguleringer. Det logiske resultat er, at reguleringer med tiden kun vil dække områder, hvor der er et 'naturligt monopol' (såsom ledningsnet, rørlægning og banestrækninger) [30]. Med andre ord vil der på det britiske energiforsyningsmarked være en mekanisme der hæmmer øget regulering, og det burde på længere sigt få reguleringsinstanserne til at skrumpe ind.

Der er særlige træk ved energiforsyningsmarkedet, såsom den magt de eksisterende virksomheder vil besidde umiddelbart efter privatisering, der simpelthen gør disse pro-konkurrenceforpligtigelser essentielle. Ikke desto mindre, er ideen om en forpligtigelse, der pålægger embedsværket at handle efter forbrugernes interesser, og gør det uattraktivt for dem, at udvide deres imperier, noget der også kan applikeres i mere bred forstand. Der er mange markeder der nu er regulerede, ikke blot i Storbritannien.

Eksempelvis kunne en pligt til at fremme konkurrence pålægges finansielle regulatorer, som middel til at undgå, at disse fik overdreven tilbøjelighed til ekspansion og indførsel af forbud (som de måske bliver i Storbritannien under det nye centraliserede system). Det ville hjælpe med til at undgå den almindelige stramning af regler, og tilføjelse af detaljeringer, som uindskrænkede reguleringssystemer har en tendens til, og som ofte hæmmer markedsprocesserne. Lignende pligter kunne indføres på øvrige regulerede områder.

11. Frivillig regulering.

Det kan være nyttigt her at undersøge nogle tilfælde hvor reguleringer er opstået naturligt, i modsætning til at være blevet indført fra oven af regeringer, og undersøge om disse tilfælde kunne have mere almen relevans.

Standardfastsættelse og efterlevelse

Det er væsentligt at holde fastsættelsen af standarder på den ene side og overvågning af deres efterlevelse på den anden side (såsom inspektion, tests, og certificering) adskilte. Der findes betydelig erfaring med involvering af uafhængige tredjeparter i efterlevelsesprocedurer, samt nogen erfaring med deres involvering hvad angår standardfastsættelse. I fraværet af statsreguleringer kan disse blive til helt frivilligt. Det viser følgende eksempler.

Underwriters Laboratories

Underwriters Laboratories (UL) er en amerikansk og privat non-profit organisation, der tilbyder frivilligt søgte sikkerhedscertifikater for - blandt andet - el-artikler, bil-produkter, lægemidler, alarmsystemer og kemikalier [31]. UL efterprøver ikke blot og udsteder certifikater. De udvikler også standarder efter en forsigtig og åben gennemsynsproces. Selvom de har konkurrenter, har organisationen i løbet af de sidste 100 år, indtaget en position som den største indenfor feltet. UL har opnået sådan et ry, at mange virksomheder er modvillige til at sælge deres produkter uden at have fået et certifikat fra UL eller en af deres konkurrenter, vel at mærke selvom dette ikke er et lovkrav. Trods det forhold at certifikatet kun dækker sikkerheden ved produktet, vil det være utroligt svært at markedsføre et produkt i USA uden. Frivillig regulering er netop effektiv, fordi standarderne er bredt anerkendte; producenter og detailhandlere har derfor en kraftig tilskyndelse til at efterleve dem.

Angående effektivitet og markeds-responsivitet, er UL fundamentalt anderledes stillet end et statsagentur: De opererer på et marked med konkurrence (UL har 12 konkurrenter, og det er samtidig muligt for en potentiel konkurrent at gå ind på markedet). Virksomheden har derfor et incitament til at holde omkostningerne nede, og tilpasse sig forandrede markedsvilkår. Ydermere er omkostningerne for at fastsætte standarder, og få disse efterlevet, nødt til at befinde sig inden for hvad kunderne kan og vil betale. Som en konsekvens heraf, undgås tendensen til overregulering, der med stor sandsynlighed opstår når reguleringsinstansen kun har en lille del af omkostningerne ved deres egne aktiviteter.

Succesen for UL- og den britiske standardinstitutions program ved navn 'Kite Mark' - illustrerer de fordele, der er ved frivillige aftaler frem for statens forbudsregulering. Virksomhedernes egeninteresse fører dem til at opsøge de nødvendige certifikater hos den private reguleringsinstans., Denne har en langt bedre incitamentsstruktur end den statslige.

Green Seal, Scientific Certification Systems og Eco-Rating.

Et andet eksempel handler om tre amerikanske agenturer, der rangordner produkter ud fra deres miljøvenlighed [32]. Green Seal er en non-profit organisation, der mærker varer, til hjælp for forbrugerne, så de kan se hvilke varer der opfylder specifikke miljøkrav. På samme vis som UL, gennemfører de en omfattende undersøgelsesproces, før agenturerne fastsætter deres standarder. Produkter, der opfylder disse, tildeles Green Seal-certifikatet og får påsat mærkater, der fortæller om produkternes miljøegenskaber. De omfattede virksomheder underskriver en kontrakt med Green Seal, og efterlevelse heraf overvåges ved inspektioner.

Indenfor samme felt findes Eco Rating International Ltd., en ”for-profit-virksomhed”, der rangerer produkter efter miljøvenlighed, ved at bruge måleinstrumenter, der kan minde om finansielle indikatorer. Scientific Certification Systems, undersøger ligeledes produkters miljøegenskaber, ved eksempelvis, at tage højde for disses udledninger af kuldioxid og svovl.

Forbrugerinformation og rangliste-agenturer.

En naturlig reaktion fra markedet på forbrugernes krav om information om produkter og tjenesteydelser, er fremkomsten af organisationer, der måler produkternes præstation, sikkerhed samt andre relevante forhold. Firmaer kan opfatte omfanget af sådanne krav, og har derfor en tilskyndelse til at udbyde dem. Når først disse standarter er etableret har producenterne incitament til selv at opsøge disse, da godkendelse i overensstemmelse hermed vil være et vigtigt middel til at opbygge sig et godt omdømme.

I Storbritannien er Consumers' Association (der udgiver magasinet Which?) opstået som reaktion på efterspørgsel efter en organisation, der tilvejebringer information om varer og tjenesteydelser, og som opstiller ranglister til forbrugerbrug. Der er talrige af den slags organisationer i USA [33]. En af disse er Consumers' Union, der evaluerer produkter og udgiver resultaterne i organisationens månedlige Consumer Reports, den årlige Buying Guide, samt via indslag i fjernsynet, radio og aviserne. Consumer Reports har 5 millioner abonnenter.

En anden organisation er The Good Housekeeping Institute, der er et produktevaluerende laboratorium, der uddeler Husholdningsseglet, der indbefatter en garanti fra Good Housekeeping, om at man vil erstatte et defekt produkt, og refundere prisen et år efter køb. Der findes også et Råd for Bedre Forretninger i både USA og Canada, der dels selv opstiller høje standarder for deres medlemmer, dels udgiver forbrugerrapporter og dels fungerer som forligsinstans imellem deres medlemmer og forbrugerne. Et andet eksempel på et forligsprogram, er det, der findes for charterrejser, og som tilbydes af britiske rejsebureauer.

Industriforsikringer

Britiske eksempler på private certifikater kan findes i visse industriers sikkerhedsforskrifter - eksempelvis blandt producenter af elevatorer og hejseværk, dampmaskiner samt transportable gasbeholdere. Alt sammen potentielt farlige aktiviteter. Den nuværende lovgivning stiller krav om, at den relevante aktivitet skal inspiceres af en "kompetent person", der så tilvejebringer det nødvendige sikkerhedscertifikat. Den funktion er naturligt nok, endt med at blive udført af de firmaer, der forsikrer disse anlæg.

'Industriforsikrings'-programmer går tilbage til midten af 1800-tallet, hvor der var en alvorlig bekymring over antallet af eksplosioner der skete ved brug af dampmaskiner. For at tage sig af dette problem, gik de berørte virksomheder frivilligt sammen. Et system af forsikringer og inspektioner, opstod gradvist fra disse anstrengelser, og endte med at blive en blomstrende forretning i sig selv. Med andre ord udviklede der sig en markedsbaseret løsning for at opfylde et behov, skønt løsningen efterfølgende blev fulgt op af et regeringskrav om inspektion.

Eftersom industriforsikringsfirmaer er underlagt normale markedsincitamenter har de kunnet tilpasse sig ændrede markedsvilkår netop på den måde, som statsagenturer finder, er så ekstremt vanskelig. Derved har branchen udviklet sig betydeligt siden den tidlige begyndelse, hvor man specialiserede sig i dampmaskiner. I dag, siger Royal and Sun Alliance Engineering's brochure (se eksempel 1), at de tilbyder inspektionsservices (med og uden forsikring) samt teknisk konsulentvirksomhed for en bred vifte af fabrikstyper og ejerforhold. De dækker ingeniør-risici (herunder eventuelle afbrydelser i forretningsgangen), konstruktions- og transportrisici, og 'elektroniske' risici (hvilket omfatter de finansielle konsekvenser af et computersammenbrud). Selvom de tilbyder inspektion uden forsikringer, gør det modsatte sig selvfølgelig ikke gældende.

For at forsikring skal være en praktisk mulighed, skal det være muligt at undgå, nogle af de problemer, der kan opstå på grund af skjult viden. De to vigtigste elementer i denne kategori er det økonomerne kalder henholdsvis 'avers selektion' (dem der ønsker at opnå forsikring skjuler måske noget om sig selv) og 'moralske fælder' (Når først man er forsikret, kan det være at virksomheder eller individer skjuler deres manglende anstrengelser for at undgå den relevante risiko). Kort sagt, så er forsikringsselskaber nødt til at kunne anslå ex ante den risiko de selv løber, og overvåge ex post om - og hvorvidt - de forsikrede 'skulker'.

Ved at sammenkæde inspektion og forsikring, som i ovenstående tilfælde, tager man sig på elegant vis af begge problemer. Virksomhederne behøver grønt lys fra en kompetent inspektør, og de søger også at blive forsikret, ud fra deres viden at noget af og til går galt. Firmaet forstår, at den kun vil opnå forsikringen i de tilfælde, hvor deres faciliteter kommer i betragtning ud fra en tilfredsstillende standard, og at dette kun kan ske efter, at virksomheden er blevet inspiceret af et forsikringsselskab, der har en lang erfaring i at taksere risici indenfor den pågældende industri.

Ud fra forsikringsselskabets synspunkt, tillader deres akkumulerede erfaring dem i at taksere risici på forhånd. De forsikrer derfor kun hvis de har en tilfredsstillende inspektionsrapport. På grund af det periodemæssige inspektionssystem, kan forsikringsselskabet ydermere overvåge hvordan den forsikrede virksomhed opfører sig: Det kan derfor føre kontrol med de virksomheder, der misligholder deres ansvar.

Statens rolle i alt dette, lader til ikke at være andet end et spørgsmål om ”dobbeltkonfekt”: Et rent frivilligt system, hvor virksomhederne, ud fra egeninteresse, ønske forsikringer, og derfor blive inspicerede, ville med stor sikkerhed blive ligeså effektiv. Rent faktisk voksede industriforsikringer netop frem af sådanne frivillige systemer. Den konklusion man under alle omstændigheder kan drage, er at et lovmæssigt inspektionskrav i mange tilfælde er, at foretrække frem for statslige forbud, eftersom det er langt mere smidigt overfor forandringer.

Vesterhavet

Sikkerheden på havinstallationer er et særligt komplekst spørgsmål. Ikke desto mindre (eller måske netop derfor), er staten mindre involveret i de detaljerede sikkerhedsreguleringer.

Efter det katastrofale uheld i juli 1988, på Alphainstallationen ved oliefeltet Occidental Piper, hvor 167 mennesker omkom, og Lord Cullens efterfølgende offentlige undersøgelse, blev det yderst forbudsbaserede sikkerhedssystem, der var i brug på det tidspunkt, og som åbenbart havde vist sig ineffektivt, afskaffet. Der skulle ikke længere opstilles detaljerede påkrav for hver enkelt havinstallation. I stedet lod man operatørerne og ejerne opstille deres egne sikkerhedsplaner ('sikkerheds-cases’), der herefter skulle godkendes af Sundheds og Sikkerhedsministeriet (HSE). Operatører og ejere kunne efterfølgende vælge imellem seks forskellige certificeringsautoriteter, der så ville gennemføre undersøgelser af installationerne.

I en senere udvikling, indførte regeringen i 1996 (over en to-årig overgangsperiode), en ny form for verificering. Ejeren eller operatøren af en boreplatform skulle stadigvæk forberede en sikkerhedsplan, der skulle accepteres af HSE, men de skulle ikke længere gå til en af de seks udspecificerede instanser for at få dem til at inspicere installationen. I stedet skal ejeren eller operatøren selv identificere de kritiske elementer i hans sikkerhedsplan (de såkaldt sikkerhedskritiske elementer) og finde deres egen 'uafhængige og kompetente person' (eksempelvis et el-firma eller en specialist i pressionsledere), til at tjekke dette. Ejere og operatører har derfor en vis mulighed for at fastsætte deres egne standarder, som vil være underlagt verifikation af en person de selv kan vælge, forudsat at han eller hun opfylder HSE's definitioner på 'uafhængighed' og 'kompetence' [34].

Alkoholsselvregulering I Storbritannien

Udbydere af alkoholiske drikke i Storbritannien opererer indenfor rammerne af et licenssystem og reguleringer dikteret af staten. Indenfor denne ramme er der imidlertid opstået et frivilligt reguleringssystem, hovedsageligt igennem The Portman Group (en instans grundlagt af drikkevareindustrien, der søger at forhindre alkoholmisbrug og fremme 'fornuftige drikkevaner').

Forbrugeroplysningskampagner i fjernsynet og andre steder, hvoraf nogle af disse har været sponsoreret af drikkevareindustrien, har mere i Storbritannien end andre steder hjulpet med til at nedsætte antallet af trafikdrab og skader der skyldes spritbilister fra 1800 i 1980 til under 600 i dag. Andre lande, der har brugt statsreguleringstilgange har set lavere fald. USA, hævede eksempelvis drikkealderen til 21; Australien indførte stikprøvekontrol i form af åndedragstests i stort tal. I Skandinavien benytter man sig af store bøder og fængselsdomme.

For at tackle problemet med mindreåriges drikkeri, indførte Portman Gruppen i 1990 et aldersbevis, for at hjælpe såvel udskænkningsbranchen (der selv er ansvarlige for, at håndhæve loven der forbyder salg af alkohol til unge under 18), som de legitime forbrugere, der ikke som udgangspunkt var i besiddelse af et pas eller andet aldersbevis.

Et andet Portman Group initiativ er rettet mod at begrænse den forvirring der tilsyneladende er opstået i forbindelse med lanceringen af de såkaldte 'alkopops'. Et kodeks for Navngivning, Emballage, og Markedsføring af alkoholiske drikke, indførtes i april 1996, og som blev revideret i august 1997, har til formål, at undgå forvirring omkring alkoholiske og ikke-alkoholiske drikkevare samt undgå enhver sammenkædning af alkoholforbrug og dårlig opførsel. Gruppen tilbyder en rådgivningstjeneste for virksomheder, så disse kan indhente retningslinier om hvorvidt deres fremtidige produkter lever op til det omtalte kodeks.

Eksempel 1

Fødslen og udviklingen af Industriforsikringsselskaber.

Da Storbritanniens industrielle revolution tog fart i det 19.århundrede, steg kravet om dampkraft dramatisk. Dampmaskiner konstrueredes til tekstilmøllerne og sværindustrien. Og i 1850 havde the Midlands og Nordengland den højeste koncentration af dampmaskiner i Verden.

Udformningen og konstruktionen af dampmaskiner befandt sig imidlertid stadigvæk på et tidligt stadie i den teknologiske udvikling. de Tekniske evners begrænsninger blev derfor ikke forstået fuldt ud. Eksplosioner var hyppige, da maskinerne brugtes under for høje tryk. Alvorlige skader på ejendom, og omfattende tab af menneskeliv gjorde disse eksplosioner til genstand for national bekymring.

I 1854, forekom der en særlig voldsom eksplosion i Rochdale, hvor 10 mennesker mistede livet. Som en reaktion herpå gik sir William Fairbairn, der designede Lancashire-dampmaskinen, i gang med at indsamle videnskabelig og industriel rådgivning, og vidnesbyrd fra folk, der havde deltaget i undersøgelser af dampmaskineeksplosioner. Hans efterforskning førte til et møde med ingeniører, videnskabsmænd, producenter og mølleejere det samme år. Sådan stiftedes the Association for the Prevention of Steam Boiler Explosions. Denne gruppe organiserede frivillige inspektioner, dog uden ansvar, men var temmelig ineffektive.

I et forsøg på at udvikle en mere effektiv løsning på eksplosionerne, stiftedes The Steam Boiler Insurance Company af handelsfolk og fabrikanter I 1858. Dette var det første selskab der både forsikrede og inspicerede nye anlæg og anlæg-i-brug. Selskabet gennemgik en periode med hastig ekspansion, og blev gendannet i 1865 som the Boiler Insurance and Steam Power Company. Samme år grundlagdes the National Boiler and General Insurance Company. Denne nye del af forskringsbranchen førte til undersøgelsen af motorer, mekaniske og elektriske fabriksanlæg, fremstillingsmaskineri, kraner og elevatorer i relation til de passende forsikringsdækninger.

Hen imod slutningen af det 19.århundrede havde de to dampmaskineforsikringsselskaber udvidet deres virksomhed til dampmaskiner, motorer, økonomiserings-ansatser, luftventiler, den omgivende ejendom, de ansattes liv samt også tredjeparter. Selskaberne bidrog også til specifikationerne for nye motorer og maskiner, og foretog inspektioner i såvel konstruktions- som produktions-fasen.

I 1996 gik efterkommerne af de to første forsikringsselskaber for dampmaskine sammen da moderselskaberne Royal Insurance og Sun Alliance fusionerede sig til at blive Storbritanniens største industriforsikringsgruppe, hvis aktiviteter også omfatter metallurgi, behandling af kemikalier og vand, ikke-destruktive tests samt dækning af aktiviteter forbundet med computere og andet elektronisk udstyr.

Kilde: 'Royal and Sun Alliance Engineering: Enjoying an Honourable Heritage" Foreword magazine, august 1997, s. 8-9.

Frivillig regulering i den britiske detailhandel

Store britiske supermarkeder agerer ofte ud fra skrappere retningslinier end dem statsreguleringer kræver. Nogle eksempler taget fra supermarkedskæden Tesco's erfaring findes i ”eksempel 2”.

Eksempel 2

Frivillig regulering i Tesco

Mange førende detailhandlere sætter og håndhæver selv deres egne standarder, inkluderende fødevaresikkerhed, vel at mærke udover den lovgivning, der eksisterer. Her følger to eksempler på hvad Tesco gør:

Systematiske prøver

Tesco har i samarbejde med amtsrådet i Hertfordshire, hvor de hører hjemme, lanceret et pilotprojekt der har til formål, at foretage stikprøvekontrol i et udvalg af forretninger, frem for en fuld gennemgang af alle forretninger to gange om året. Denne ordning har den fordel, at den frigør ressourcer til andre formål, og tillader inspektørerne at koncentrere sig om områder forbundet med høj risiko.

Uheld og selvregulering

Da man oplevede at en stadigt stigende mængde uheld, førte til en himmelflugt i forsikringspræmierne, begyndte Tesco selv at foretage selvregulerende kontrolbesøg for at forbedre situationen. Dette førte til en stigende bevidsthed om sundhed og sikkerhed, samt afsætning af midler, til at forsikre sig mod anmeldelser. Over en treårig periode faldt antallet af alvorlige ulykker for både personale og kunder, med 35 procent, og antallet af anmeldelser faldt ligeledes.

Frivillige beskyttelsesprogrammer I USA

Tesco henviser også til amerikanske erfaringer med forsøgsvis selvregulering. Den amerikanske arbejdsmiljømyndighed (Occupational Safety and Health Administration (OSHA)der nogenlunde svarer til det britiske HSE påbegyndte i 1992 forsøgsvise 'Frivillige selvbeskyttelsesprogrammer'(VPP). Ifølge OSHA-folk førte denne tosporede tilgang til, at man fik mulighed for at skelne imellem 'dårlige aktører', der ikke har nogen efterlevelsesplaner, og så 'gode borgere', d.v.s. samarbejdsvillige og mere vellidte koncerner . Ved at benytte sig af forslagene til ”best practice”, kan arbejdsgiverne opnå fritagelse for OSHA-inspektioner samt bøde-reduktioner i forbindelse med diverse former for håndhævelse.

Kilde: Tesco

Transportsektoren I New Zealand

Hvis vi vender blikket imod et andet land, har New Zealand på mange områder været del af fortroppen indenfor økonomiske reformer [35]. Indenfor transportområdet har de bevæget sig hen imod et langt mindre forbudsbaseret reguleringsregime. Dette forklares i eksempel 3 nedenfor. Et meget detaljeret reguleringssystem erstattedes af et system, hvor industrien selv blev gjort ansvarlig for sikkerhed, imens staten koncentrerede sig om at overvåge efterlevelse. Programmet har nydt en bemærkelsesværdig succes, såvel hvad angår forbedret sikkerhed, lavere reguleringsomkostninger som lavere priser.

Eksempel 3

Transportsektoren I New Zealand

I New Zealand har rationaliseringer i den offentlige sektor, og deregulering på transportområdet haft bemærkelsesværdige og fordelagtige resultater. Eksempelvis kontrollerede Transportministeriet engang alle sikkerheds-, pris- og licensreguleringer både hvad angår spedition, shipping og luftfart. I 1991 anerkendte regeringen, at de omkostninger for levering af kvalitet og sikkerhed, der var påtvunget skatteyderne, rettelig burde bæres af industrien selv. Den ændrede derfor på den skævhed, der lå i reguleringerne, således at disse nu i stedet for at handle om operatør-efterlevelse kom til at handle om operatørens ansvar.

I praksis betød dette at Transportministeriet ikke længere ville deltage i tilvejebringelsen af sikkerhed; de ville i højere grad skulle sikre, at industrien selv gjorde det. Den typiske medarbejder i ministeriets dagligdag ændrede sig. Tidligere arbejdedes der for transportudbyderne, nu skal deres præstationer blot måles igennem almen overvågning, stikprøvekontrol samt uregelmæssige besøg.

Mens ministeriets tidligere opgaver med, at sørge for sikkerhedspersonnel til industrien, krævede 5,500 ansatte, kunne den nye mission med blot at garantere sikker transport og overvågning klares af 57- eller omkring 1 procent af den tidlige stab. Trods denne massive nedgang i antallet reguleringsfolk, kunne kvaliteten i det nye reguleringsprogram, og dermed de objektive mål for sikre resultater, iagttages i alle industriens sektorer. Kvaliteten og udvalget af transportydelser er blevet forbedret. Samtidig har forbrugerne opnået fordele, da priserne på transportydelser er stabiliseret eller faldet siden 1980'erne.

Denne forbedring i transportsikkerhed var ikke tilfældig. Ved at få transportindustrien til selv at betale for deres sikkerhedsvedligeholdelse gav regeringen dem, der konkurrerede på det frie marked, incitamenter til en så effektiv selvregulering som muligt. Ved at måle de faktiske sikkerhedsresultater og præstationer, snarere end blot at måle efterlevelse af de specifikke regler gav Ministeriet incitamentet til effektiv selvregulering og ansvarlighed tilbage til industrien. Denne opdagede samtidig nye og innovative metoder til at sørge for sikker transport. Ved således at gennemgå egne funktioner, og fokusere på målbare resultater, blev Transportministeriet i stand til at operere langt mere effektivt, hvad angår hovedopgaven, d.v.s. at sikre færre ulykker og tab af menneskeliv, og dette for en brøkdel af de tidligere omkostninger for skatteyderne.

Kilde: Privat korrespondance med James M. Buchanan, Center for politisk økonomi, George Mason University, Fairfax, Virginia.

12 – Argumentationen for mere frivillig regulering.

Der kunne gives flere eksempler på frivillig regulering, der med al tydelighed fungerer samt på områder hvor man med fordel, kunne erstatte statsreguleringer [36]. Som eet studie fra USA pointerer:

Reguleringer identificeres ofte med delstatslige eller føderale myndigheder, men dette er en fejlopfattelse. Der findes idag mange uafhængige tredjeparter, der privat regulerer en stor del af aktiviteterne på markedet uden statsindblanding (Yilmaz, op.cit., s. 35)

Der findes talrige forskellige modeller. I nogle tilfælde sætter staten en ramme, som virksomhederne i industrien selv udfylder ved at grundlægge en selvregulerende organisation. Dermed undgås ulemperne ved en ufleksibel og yderst forbudsbaseret lovgivning. The Portman Group er et eksempel på en sådan model.

I andre tilfælde, er industrien stort set selv ansvarlig for at regulere egne aktiviteter, men dog med et juridisk påbud om at gennemføre inspektioner (typisk af 'en kompetent person'). Sikkerheden på Vesterhavsplatforme, er ét af sådanne eksempler. Et andet er indenfor industriforsikringer, - bortset fra at de voksede frem som et helt frivilligt system, der overvåges af forsikringsselskaberne, og det lader stadig til at fungere netop på grund af involveringen af inspektion og forsikring som værende dele af et integreret system.

Der findes også eksempler (såsom Underwriters Laboratories), hvor reguleringer fuldstændig udføres af den private sektor. Det vil sige, et reguleringssystem, der er opstået naturligt, som reaktion på en efterspørgsel hos såvel producenter som forbrugere, og som sikrer såvel standardfastsættelser igennem uafhængige parter som efterlevelsesprocedurer (d.v.s. tests, certifikater m.m..)

Den store fordel ved de systemer, der er opstået naturligt, er at de undgår mange af de praktiske besværligheder ved offentlig regulering, som dette paper har beskrevet. Da omkostningerne ved reguleringer ikke er eksterne for reguleringsinstanserne, undgås tendensen til den overregulering, der finder sted med de statslige ordninger. Derudover er dette system nemmere at tilpasse til ændrede omstændigheder end det normalt er tilfældet for statsreguleringer. Som det blev forklaret i afsnit 8, er en af hovedomkostningerne ved statsregulering (skønt en usynlig omkostning), den dæmpende effekt, de har på iværksætterand og innovation, grundet de rigide regler der normalt er forbundet med statsregulering.

Private systemers større fleksibilitet er en stor fordel. Trods dette nyder markedets evne til at producere incitamenter til at handle forsvarligt og fornuftigt i vid udstrækning ikke den brede anerkendelse som det burde. Eksempelvis købte en af forfatterne for nylig en bilforsikring for et køretøj, der primært skulle bruges af familiens teenager. Forsikringsmægleren spurgte efter en kopi af sønnens seneste karakterbevis. Da han bemærkede fremragende karakterer i alle fag, blev der tilbudt en betydelig rabat. Der tilbydes yderligere rabat ved succesrig fuldførelse af et kørelærerkursus. En fotokopi af karakterudskriftet og beviset for fuldførelsen af kurset, fremsendes herefter, med alle andre relevante papirer til forsikringsselskabet af mægleren. Rabatten for gode karakterer er en lille smule større end den for kørelærekurset. Markedet foretager tydeligvis en meget fintfølende og subtil distinktion, af den slags som statsregulering simpelthen bare ikke er i stand til.

Endelig er det i denne kontekst værd at overveje, hvad der mon ville ske hvis kørekortsystemet i Storbritannien blev privatiseret. For tiden overrækkes et førerbevis der er gyldigt i 53 år, til den nye 17-årige kører. Det vil sige gyldigt indtil hans 70-års fødselsdag. Der er ingen yderlige krav om genoptræning eller re-eksaminering, og der er derfor ingen tilskyndelser til at finpudse sine evner, andet end en stigning i forsikringspræmien efter en skadesanmeldelse. Hvis bevisudstedelsen var på private hænder, så kunne man nok forvente at en del eksperimentering ville finde sted, og et antal af genopfriskningskurser ville opstå. Det er endvidere utænkeligt, at den private sektor ville udstede et førerbevis, der var gyldigt i mere end 50 år.

13. – Konklusioner

Et amerikansk studie af reguleringer konkluderede at:

…der findes en kolossal verden af privat regulering som embedsmænd, Kongresmedlemmer, Præsidenten og journalisterne er blinde for (Yilmaz, op.cit., s. 32).

Det samme gør sig sandsynligvis gældende i Storbritannien – trods det forhold at en del privat regulering i begge lande, må være blevet fortrængt af den statslige. I det mindste bør omfanget og resultaterne af privat regulering studeres. I Storbritannien ville dette være en passende opgave for Better Regulation Task Force og den nye Regulation Impact Unit [37], eftersom frivillige reguleringer lader til at have indbyggede fordele i forhold til den statslige variant. Statsregulering lader hyppigt til at være ineffektiv, når det drejer sig om opnåelsen af de opstillede mål. Samtidig er efterlevelsesomkostningerne ofte høje og virker afskrækkende på iværksætterånden. Statslig regulering lader alt for ofte til at være en stor og dyr forhammer, der har tendens til at ramme ved siden af en relativt lille nød.

Der er fire yderligere tiltag, som vi vil anbefale. Disse er beskrevet nedenfor, og er rangordnet fra det mindst vidtrækkende forslag til det mest yderligtgående:

*Pålæg andre regeringsudnævnte regulatorer end dem indenfor energiforsyningsområdet pligt til at fremme den frie konkurrence, blandt andet for at sikre inddæmningen af reguleringsinstansernes ekspansionstendens. Eller indfør en lignende pligt med samme effekt.

*Hvor det er muligt, bør overvågnings- og efterlevelsesprocedurer (inspektioner, tests og certificeringer) overgå fra den offentlige til den private sektor. Eksempelvis kunne et statskrav om inspektion foretaget af 'en kompetent person' (som det er tilfældet for Vesterhavet og indenfor industriforsikring), erstatte forbudsregulering. Staten kunne kræve regulering, men ville hverken være involveret i fastsættelsen af detaljer, eller direkte involveret i de pågældende efterlevelsesprocedurer.

*Tillad private firmaer at fastsætte standarder. Muligvis i konkurrence med eksisterende statslige regulatorer.

* Endelig skal efterlevelse af privat fastsatte standarder gøres frivillig, så disse bevarer deres ikke-tvangsmæssige karakter. Producenterne kunne således beslutte om de ville deltage eller ej, baseret på i hvor høj grad deltagelsen forbedrede deres ry. En af faktorerne i forbrugernes indkøbsbeslutninger, ville herefter være deres vurdering af disse standarders betydning.

Disse anbefalinger burde appellere til regeringerne i de mange lande, hvor man er blevet bekymret over den statslige regulerings konsekvenser, og hvor man ved at blive opmærksom på de ulemper, der er forbundet hermed. Omkostningerne ved statsregulering er så store, at de prima facie allerede i sig selv er et argument for frivillig regulering, når det gælder om at forbedre de økonomiske betingelser. Derudover ville mange af de problemer, det er hensigten, at statsregulering skal løse, blive varetaget bedre med frivillige midler.

Uanset om der er tale om sikkerhed og sundhed, miljøbeskyttelse, gode arbejdsforhold, fremme af god praksis ved salg af finansprodukter - eller alle mulige andre emner som statsregulering retter sig imod, er der stærke argumenter for, at vejen frem går via frivillige løsninger og frie valg.

[26] Daniel B. Klein Reputation: Studies in Voluntary Elicitation of Good Conduct, University of Michigan Press, 1997

[27] John Hagel og Marc Singer Net Worth: Shaping Markets When Consumers set the Rules, Boston: Harvard Business
School Press 1999, Ch. 1 og McKinsey Quarterly no. 1, 1999, s. 7-15

[28] Den præcise ordlyd for pligten svinger. Den svageste pligt - at muliggoere konkurrence - findes indenfor vand og sanitet.

[29] Se A Fair Deal for Consumers:Modernising the Framework for Utility Regulation – The Response to Consultation, juli 1998, afsnit 42.

[30]Gas- og el-reguleringer er allerede formindsket, selvom man tidligere også troede, at de var naturlige monopoler, men man har indfoert konkurrence indenfor lagring, måleraflaesning og målerforsyning, der også tidligere var monopoliserede.

[31] Yderligere information om Underwriters Laboratories, kan findes I Yesin Yilmaz Private Regulation: A Real alternative for regulatory reform. Policy Analysis no. 303, Washington DC: Cato Institute, 20. april 1998, særligt s. 14-16.

[32] ibid., s. 20-22.

[33] ibid, s- 28-30.

[34] HSE regulerer hvorledes 'uanghaengighed' og 'kompetence' skal takseres: se A Guide to the Installation, Verification and Miscellaneous aspects of amendments by the Offshore Installation and Wells(Design and Construction etc.) Regulations 1996 to the Offshore Installations (Safety Case) Regulation 1992, HSE Books, 1996, Regulations 7A, 7B, 7C og Schedule 9).

[35] Se Donald Brash New Zealand's Remarkable Reforms, Occasional Paper No. 100, London: Institute of Economic Affairs, 1996.

[36] Indenfor eksempelvis pensionsordninger kan henvises til David Simpson, Regulating Pensions: Too Many Rules, Too little Competition, Hobart Paper no. 131, London:Institute of Economic Affairs, 1996. Indefor vandforsyning se Colin Robinson 'Introducing Competition into Water, I M.E. Beesley (ed.) Regulating Utilities: Broadening the Debate, Readings no. 46, London: Institute of Economic Affairs, 1997.

[37] 'Brussels to be targeted in drive to curb red tape', Financial Times, 28.april 1999, beskriver det nye britiske initiativ til at måle effekten af reguleringer.

Hvis du kan lide denne side - så støt Copenhagen Instiute

Som støttemedlem af Copenhagen Institute er du bidrager på en meget konkret og direkte måde til, at Danmark udvikler sig til et af de mest innovative og dynamiske vækstsamfund i verden – et samfund hvor det enkelte menneske har ansvar under frihed.

Copenhagen Institute er afhængig af støtte fra private og virksomheder, som deler vores vision om et frit og dynamisk samfund!

Klik her og tegn et støttemedlemskab af Copenhagen Institute.

Menu

Værktøjer

Konkurrence & regulering, Seneste 10 artikler: