Menu |
 |
|
|
RSS
 |
|
|
Engelsk RSS
|
|
| Den blå planet, vandmangel og det fri marked |
 |
| 14. august 2007
Af Simon Espersen, cand. scient. pol. |
| Vand er et centralt gode. Mangel på vand kan man forholde sig til på mange måder. I nogle lande dræber man hinanden for at få vand. I andre lande er det er marked for vand. Der er forskelle på menneskelig adfærd. Der er forskel på synet på religion. Og på fornuftens betydning. Der er også store forskelle på forståelsen for teknologi. Det gælder således ikke bare om at få teknologi. Det gælder om at kunne skabe og udvikle teknologi. Mangel på vand handler ikke mindst om vurderingen af vigtigheden af økonomiske systemer for, om der bliver skabt velstand eller ej. |
Vand - giver liv, skaber konflikter, udløser krige, sender mennesker på flugt og påvirker miljøet. Mangel på vand truer vor eksistens. Det kunne man i det mindste læse på forsiden af Jyllands-Postens tillæg International (24/7). Ifølge journalist Lars From er tidens helt store spørgsmål endvidere hvordan klimaet vil ændre sig, og hvad det vil betyde for menneskenes levevis.Sandt er det uden tvivl, at vand påvirker miljøet; hvad dette så end præcist skal forstille at mene. Men er det i grunden et meningsfuldt udsagn? Man kunne også skrive, at miljø påvirker vand. Man kunne godt formode at hensigten med at skrive dette er, at skabe en frygt baseret på det ukendte. For udsagnet bidrager simpelthen ikke til nogen form for forståelse, for hvad det vil sige at være menneske, og forholde sig rationelt til sine omgivelser. Endvidere må man stille spørgsmål ved Froms vægtning af, hvad der er vigtigt al den stund at adskillige milliarder af mennesker lever i ufrihed, fattigdom og plages af hungersnød, banale infektioner og lever et kort, usselt og brutalt liv. Der er med andre ord grund til at stille spørgsmål ved Froms vægtning af tidens helt store spørgsmål. Hvad disse forskelle på livsvilkår handler om, er simpelthen ikke, om man har meget eller lidt adgang til vand. Der er mere fundamentale ting på spil. Det lyder måske banalt at skulle gøre opmærksom på dette, men vandmangel er nu engang en årsag - et resultat - af noget andet. Det er ikke en primær faktor. Det vil jeg illustrere i det følgende. Er det i øvrigt godt eller skidt at vand påvirker miljøet (?) for nu at vende tilbage til Jyllands-Postens reklame for indholdet i deres temaavis. Svaret er, at udsagnet er en sætning med meget højt absurditetsindhold. Men det er kollektivisme også. Og det følgende handler også om vand og kollektivisme. Kollektivisme er vel at mærke noget, der har en meget klar tendens til at lamme individers adfærd, og blandt andet få dem til at foretage sig irrationelle og selvdestruktive handlinger. Man handler i flok, og man handler blindt. Man forhindrer ydermere individuel udfoldelse; og man forbliver dermed på det samme stadie, hvad angår velstand men også indsigt og oplysning. Som eksempler på rendyrket kollektivisme skal nævnes Nordkorea, Pol Pots Cambodja, Maos Kina og Stalins Rusland. De fleste har vel forstået at der her er tale om kollektivisme og hvorfor kollektivisme så er destruktiv. Hvad man har sværere ved, er at genkende de tendenser, der i det daglige fører os frem mod sådanne tilstande, hvor man sulter, dør i ufrihed, ikke får rent vand, tilstrækkelig mad, ikke overlever simple infektioner; og hvor samfund ikke oplever fremskridt men tilbageskridt. For det er hvad Kim Carstensen fra Verdensnaturfonden, der optræder i temaavisen, men også journalister på Jyllands-Posten bidrager til. (Mens andre på JP - men ikke hos Verdensnaturfonden - gør det modsatte). De trækker vores samfund i retning af kollektivisme. Den kollektivisme, der eksisterer den dag i dag i store dele af Afrika, og som man i den politiske korrektheds navn ikke vil erkende. I stedet taler man netop bare om vand og miljø. Faktum er imidlertid at man i Afrika præcis har meget stor respekt for miljøet og omgivelserne, og at dette er en central grund til at man lever som man også gjorde for hundreder og i visse tilfælde tusinder af år siden. Vandmangel og Muhammed-tegninger Kollektivisme handler blandt andet om at ignorere markedsøkonomi, ejendomsret og individualisme. Og det er netop hvad man gør i Jyllands-Postens noget vandede tillæg den 24. juli 2007. I nordafrikanske lande bekriger forskellige stammer hinanden, og der er samtidig vandmangel. Men betyder kultur og religion ikke noget? Betyder stammementaliteten ingen ting. Det gør den dog stadig i vores del af verden. (Eksempelvis hvor en enkelt flygtning, der har to koner får medlemmer af Dansk Folkeparti til at gå i panik). Venstrefløjen taler da ellers også meget om racisme og diskrimination. Man kunne imidlertid godt få det indtryk, at religion betyder meget mere i andre dele af verden end vores. Det vil sige at man er mere racistisk og primitiv, end vi er det - eksempelvis i Nordafrika (end her hvor der ikke er vandmangel). Ja, faktisk kan man, hvis man blot ser en lille smule TV og læser aviser få indtryk af at man i mange egne stadig fører religionskrige - med en målsætning om at udbrede en bestemt tro. (Er det helt naivt at konstatere dette - al den stund at der tales så meget om "hellig krig" i såvel Nordafrika som i Mellemøsten og store dele af Asien). Selv om Jyllands-Posten gerne vil fokusere på vand den 24. juli, så er det således forfatterens klare indtryk, at sådanne krige (der handler om alt andet end vand) også finder sted i eksempelvis Nordafrika. Men måske vil Jyllands-Posten på et senere tidspunkt belære skribenten om også dette: at vreden over Muhammed-tegningerne i virkeligheden blot var en skjult vandpolitisk tilkendegivelse? Og at religion i virkeligheden er noget underordnet? Den tilsyneladende vrede dækkede altså i virkeligheden over vandmangel? Man skulle næsten tro, at dette var indstillingen fra JP's side. For vand udløser krige, hævder Jyllands-Posten endvidere. Imidlertid har vand ingen intelligens - i modsætning til mennesker. Hvordan og hvorfor går mennesker i krig? De deler sig ud fra religiøse eller verdsligt politiske anskuelser. Vand er derimod vand. Det ligger i grunden. Det fordamper. Det flyder. Men det udløser ingen som helst bestemt menneskelig adfærd. Og det kan derfor ikke siges, at sætte mennesker op i mod hinanden. Hvordan mennesker forholder sig til vandmangel, er nu engang et spørgsmål der kun kan besvares ved at forholde sig til, hvad der foregår i menneskers bevidsthed. Menneskers adfærd er langt mere forskelligartet end de laverestående dyrs, og det skyldes netop bevidstheden (og ikke om der er lidt eller meget adgang til vand). Eftersom det der står i Jyllands-Postens vandtillæg i det store hele enten kan henlægges under kategorierne "meningsløst" eller "overfladisk", vil jeg bruge lidt mere tid end sædvanligt på at diskutere de påstande og betragtninger, man kan finde. Vand og determinisme Den menneskelige intelligens sikrer, at man bevidst kan tage stilling til sine handlinger. Men når man på Jyllands-Posten skriver at vand fører til denne og hin adfærd, giver man ikke desto mindre udtryk for det stik modsatte. Mangel på vand kan ikke desto mindre føre til mange forskellige slags beslutninger: Vandmangel kan eksempelvis give anledning til planøkonomiske projekter, hvor alle indbyggere gøres ansvarlige for alle andres vandbehov; og så tørster man i praksis, eftersom alle vælter ansvaret over på alle andre. (Flere i Europa arbejder i øvrigt på at kollektivisere energiforbruget og produktionen - naturligvis også i Verdensnaturfonden. Og det er bestemt ikke fordi man i Verdensnaturfonden interesserer sig for mennesker. Det handler om, at man vil begrænse menneskers frihed til fordel for miljøet). Faktum er vel at mærke, at man ikke stoler ret meget på hinanden i de lande, hvor der er vandmangel. Der er endvidere intet nobelt eller ædelt ved den "levevis", som Lars From omtaler andetsteds: Kvinder undertrykkes. Traditioner fastholder adfærden i negative mønstre. Man producerer i vid udstrækning for og til sig selv (og altså ikke til et marked). Endvidere er der i netop Nordafrika en begrænset arbejdsdeling og specialisering. Man har isoleret sig kulturelt. Og man lever i vid udstrækning, som man gjorde for hundrede år siden. Ofte er de mest moderne nyskabelser våben. Andre få moderne elementer være kommunikation, - som man dog ofte i høj grad bruger til krigsførelse. I de lande, hvor der stadigvæk er sult, hungersnød og vandmangel glimrer fraværet nu engang af alle de kulturelle revolutioner, som har præget den vestlige verden - herunder som den helt centrale revolution: respekten for det enkelte menneskes frihed til at bruge sin egen dømmekraft og gå sine egne veje. Den respekt og forståelse glimrer tilsvarende ved sit fravær i Jyllands-Posten, hvor man fra Lars Froms side åbenbart drømmer om, at man i Nordafrika skal bevare ovenstående levevis. Fraværet af denne forståelse for at vores velstand bygger på individuel frihed generelt i dansk presse, viser samtidig, der er noget helt galt med mediebilledet, og at journalisten Ole Birk Olesen havde ret i påstanden om, at journalister er kollektivistiske - ved at påpege, hvor mange der stemmer på Enhedslisten. Den samme fraværende forståelse betyder også, at man nok bør overveje sit abonnement på sådanne aviser, eftersom man i praksis betaler til at nogle mennesker promoverer kollektivisme, der dels vil føre den vestlige civilisation tilbage til et tidligere stadie, men også fastholde ovennævnte kulturer i den stagnation, der er årsag til deres aktuelle fattigdom og nød. Globalisering gør de basale varer billigere (også vand!) Vandmangel kan kun bidrage som et input - det vil sige som et simpelt faktum - i en erkendelse af, at man ikke er en del af det teknologiske globale marked, hvor vandmangel ikke længere er en realitet. Steder hvor man for hundrede år siden ikke kunne have industri eller landbrug, kan det nu i dag lade sig gøre på grund af teknologi, der gør vand tilgængelig og rigelig. Dette handler om, at man kan producere noget, der er så meget værd, at det kan betale sig at skaffe vand selv ved relativt høje omkostninger, eftersom indtægterne ved ens egen adfærd tilsvarende er høje. Så kan man dyrke store og øde landområder i USA og Australien, hvor man ikke kunne gøre det for hundrede år siden. Ovenstående er så blot en anden måde at sige, at det ikke er evnen til at opfinde nye vandløsninger, der er det umiddelbart afgørende, men vel at mærke som det primære, at det er karakteren af selve systemet (om det er frit eller ej) der er det, som er centralt: - Det er de generelt lave omkostninger i et samfund, som helhed, der er afgørende for at man kan opdyrke nye områder, dræne og overrisle dem, som betyder noget. Det afgørende er altså, at prisen på metal, gummi, kobber, what ever er lav. Dette er hvad, der er forudsætningen for eksempelvis etableringen af afsaltningsanlæg med videre. Denne forudsætning handler dermed om tilstedeværelsen af markedsøkonomi, som altså handler om frivillig arbejdsdeling og specialisering, som atter lader sig gøre i kraft af den private ejendomsret og friheden til at handle (altså til at købe og sælge i almindelighed, til at spare op, investere, købe og sælge jord, bruge jorden sådan som man selv vil, osv. osv.) Disse velgørende forhold eksisterer så netop i den økonomisk frie del af verden - vores verden, men ikke i den del af verden hvor der sult og vandmangel. Fra Lars Froms side tror jeg, at man ignorerer ovennævnte forskelle (og ser bort fra forskelle på, om man er del af markedsøkonomien eller ej), fordi man har en skjult dagsorden, hvor denne ignorance spiller en rolle (Mit gæt er, at man vil det samme som man vil i Verdensnaturfonden og hos Greenpeace: Det vil sige, reducere menneskers handlefrihed til ære for miljøet). Lars From nævner i øvrigt selv i JP- tillægget, at det i dag er langt billigere, at fremstille drikkevand af havvand. Faktisk er det ved at være så billigt, at meget tyder på, at vi danskere burde insistere lidt mere end vi gør på et friere vandmarked. For ifølge Lars From er prisen […] blevet halveret inden for de seneste år, så afsaltning af havvand i dag i mange tilfælde kan laves til en lavere pris end den, de danske vandværker skal have for at hente rent grundvand p af den danske undergrund. Forudsætningen for at man kan nyde godt af teknologiske landvindinger, er ikke desto mindre, at det kan betale sig for nogle at implementere dem. Her gælder det derfor netop, at det skal være muligt at tjene penge på vandet. Det er netop i lande, hvor der er friere markeder, at varerne generelt er billige. Og at der i disse lande indenfor forskellige områder, så er tale om, at statslige virksomheder overtager og søger at efterligne private virksomheder gør ingen forskel på årsagen til, hvorfor varer kan produceres forholdsvis billigt. Forklaringen er stadigvæk, at man er del af markedsøkonomien. Nogle steder har man blot et svækket marked, med en høj grad af statslig indblanding, og så betaler man som regel lidt mere for sine varer end man ellers ville gøre. Eller man kan i kraft af subsidier betale lidt mindre for subsidierede produkter (hvor så skatteyderne betaler prisen for den konkrete "billiggørelse"). Men det generelle prisniveau og købekraften for den almindelige borger er ikke desto mindre stadigt bestemt af det forhold, at der findes en i almindelighed fri markedsøkonomi, hvor der generelt og indenfor de fleste områder er konkurrence om at reducere omkostningerne. Derfor ser man netop, at hvor konkurrencen er mest fri, der falder priserne mest, og da udvikles produkterne tilsvarende i et højere tempo, end dér hvor staten styrer og blander sig mere. Måske kan vandmangel - jævnfør at der er tale om et simpelt faktum - bidrage til grundlæggende økonomiske reformer i et land. I nogle lande har man i det mindste erkendt, at der skulle være en individuel belønning ved at man foretog sig noget produktivt. Dermed har man også erkendt at nogle skulle tjene på at levere vandet, ligesom andre skulle tjene på at levere fødevarer, tøj, sko, biler, cykler og flyvemaskiner. Men det er ikke desto mindre mennesker selv, der bestemmer sig for om de vælger planøkonomi og politisk undertrykkelse - eller politisk og økonomisk frihed. Fordummelse i Jyllands-Posten Hvad mon uvidende mennesker vælger, hvis de læser Jyllands-Posten tillægsforside? Som nævnt stod der at: Vand - giver liv, skaber konflikter, udløser krige, sender mennesker på flugt og påvirker miljøet. Mangel på vand truer vor eksistens. - Jeg tror de mest uvidende vil vælge ufriheden. Især de yngre generationer, der ikke ved bedre. For de lærer i kraft af de fleste af artiklerne i tillægget, at vand er et kollektivt problem. Det vil de også lære (fra de samme journalisters side eventuelt suppleret med flere bidrag fra Verdensnaturfonden) gælder for landbrugsproduktion, og for alt muligt andet. Det bliver det blot ikke mere sandt af. I Jyllands-Posten tillæg er der således ikke noget, der hedder forskel på økonomiske systemer. Og her er vand derfor et globalt problem, selv om det ikke er tilfældet i praksis. Så der er implicit et budskab, der handler om at problemerne skal løses i kraft af mere økonomisk centralisering og styring, og altså ikke at vores økonomiske frihed skal udbredes til netop de egne, hvor man står overfor alverdens forskellige former for mangeltilstande - og altså ikke blot vand, som tillægget på barnagtig vis insinuerer. Klimajournalister som Lars From bryder sig derfor tydeligvis ikke om markedsøkonomi. For Lars From er det afgørende spørgsmål, som han selv skriver hvordan klimaet vil ændre sig. Og med det fokus sætter han nogle ret fundamentale forskelle (kultur, marked, oplysning, tradition, religion, med mere) på stand by. From begår med andre ord en "alt andet lige", når han hævder at det er mangel på vand, der gør, at befolkninger ikke kan opretholde deres levevis. Og denne levevis der tales om, er vel at mærke den materielt tilbagestående levevis, man også kan se på det billede fra det vestlige Indien, som er bragt nedenunder Lars Froms indledende artikel (International s. 3). Det forestiller en hob af fattige mennesker forsamlet rundt om en brønd. Tilsvarende skaber vand ikke konflikter, selv om man påstår dette på sin forside. Mennesker skaber konflikter, og de forhindrer hinanden i at løse problemer og leve i fred og frihed. Fra Lars Froms side regner man dermed åbenbart ikke mennesker for ret meget, hvis man skal tage ovenstående vanddeterminisme, og påstande om hvad vand gør ved mennesker, alvorligt. Men vand giver liv, det er da i det mindste sandt? Ja, det er sandt at vand er en forudsætning for menneskers eksistens. Men det er nu engang mennesker, der skaber de forudsætninger, hvorunder vand kan bruges i en livgivende sammenhæng. Det er den eneste måde at forene Jyllands-Posten mange påstande om vand. Man kunne således have skrevet følgende, i stedet for det man bragte på temaavisens forside: Vand er et centralt gode. Mangel på vand kan man forholde sig til på mange måder. I nogle lande dræber man hinanden for at få vand. I andre lande er det er marked for vand. Der er forskelle på menneskelig adfærd. Der er forskel på synet på religion. Og på fornuftens betydning. Der er også store forskelle på forståelsen for teknologi. Det gælder således ikke bare om at få teknologi. Det gælder om at kunne skabe og udvikle teknologi. Mangel på vand handler ikke mindst om vurderingen af vigtigheden af økonomiske systemer for, om der bliver skabt velstand eller ej. Denne indfaldsvinkel er helt modsat hvad man kan læse i JP's vandtillæg. Mangel på vand truer vor eksistens, skriver man endvidere - jævnfør indledningen. Igen befinder man sig på et rablende niveau, hvor påstanden strider mod hvad man som borger i et velstående, oplyst og industrialiseret samfund kan iagttage. Her er bestemt ingen vandmangel. I USA kan man i vor tid således leve af at designe (virtuelt) tøj til karakterer i computerspil. Man har altså bevæget sig meget langt væk fra problemstillingerne vedrørende vand. I den industrialiserede del af verden er der - hvis man ikke har øjne i hovedet til at se det - derfor rindende vand i hanerne. Vand findes i rigelighed og til overflod. Og teknologien gør, at vi med lethed kunne gøre havvand til drikkevand. Grunden til at "vi" (helt præcist entreprenører og kapitalister) ikke gør dette er, at det ikke kan betale sig. Men grunden til at der er rigeligt med vand er vel at mærke den samme grund til at nogle kan leve at designe computerspil eller ligefrem, hvis man er dygtig, leve af blot at spille dem, er, at der her findes overlegen teknologi, og en udbredt grad af arbejdsdeling, der har effektiviseret produktiviteten, og dermed gjort sådanne bekymringer overflødige, hvad angår os selv (så længe vi vel at mærke bevarer og styrker markedsøkonomien). Industrisamfundet handler dermed ikke først og fremmest om forbrugsgoder, men eksempelvis om maskiner, der producerer maskiner; der betyder at der kan gøres mere med færre menneskers indsats. Industrisamfundet handler dermed om masser af landvindinger, der sikrer at ressourcerne bruges mere optimalt, og som overflødiggør en masse hårdt arbejde, - og som dermed frigør arbejdskraft til noget, der er mere interessant men også lettere end tidligere tiders arbejde. Det kollektive "vi" Flere af JP's læsere leder sikkert efter et ord for at få de mange forkerte og skøre påstande fra Jyllands-Postens og vandtillæggets side til at give mening. Ordet der kunne få hoved og hale på vrøvlet, man finder er således netop "markedsøkonomi". Det er præcis et ord, der forsvundet i journalistikken sammen med "ejendomsret". Men det er præcis et begreb, der er helt afgørende for at forstå, hvorfor der er mennesker, der lever i noget, vi må betegne som ubeskriveligt armod: De er ikke en del af det frie, åbne og globaliserede marked. De er tværtimod isolerede fra det. (Og det er utroligt at man kan bruge et helt temanummer om vandmangel uden rigtigt at komme ind på dette forhold. Det er - for nu at gentage - rystende). Når disse begreber forsvinder, er der således kun det kollektive "vi" tilbage. Og i denne kollektive verden er alle således ansvarlige for alle andres liv og levned. Men sådan er det blot ikke i praksis. Når man fjerner menneskers ret til at handle i frihed og erstatter det med den kollektivisme, man finder i Jyllands-Postens bizarre tillæg, fører denne adfærd netop til den fattigdom og de mangeltilstande, man beskriver. Problemet med at insistere på det kollektive "vi", er endvidere, at det netop er blevet så tindrende absurd at gøre dette, i kraft af at vi i vor tid netop har forskellige økonomiske systemer, og også at der så åbenlyst kan findes tydelige forskelle på værdier, kulturer, adfærd og menneskesyn, at dette kollektive "vi" (hvor alle skal være alle andres vogter) bliver grotesk. Det kollektive "vi" kan simpelthen ikke forklare de mange forskellige jobfunktioner i den højteknologiske og højtudviklede frie verden. Her er netop ikke tale om kollektive projekter. Der er tale om individuelle projekter, som bliver til noget, fordi de er interessante for bestemte mennesker: Nogle efterspørger computerspil, og nogle har så flair for at udvikle dem. Så bliver disse spil til noget, selv om andre er fuldstændigt ligeglade med at spilindustrien findes. Når det gælder vand er der som bekendt tale om noget alle efterspørger. Men man efterspørger vand på vidt forskellige måder. Derfor leveres vand også på mange forskellige måder i industrisamfundet. Og det sker netop i kraft af den personlige frihed og ejendomsretten. Rent vand og drikkevand findes i rigelige mængder - som følge af den velstand, der er skabt fordi det kan betale sig at opføre sig produktivt; det vil sige på grund af ejendomsretten og handlefriheden (samt altså også den oplysning, der har kunnet sprede sig på grund af respekten for individet, og som derfor også i sidste instans handler om ejendomsret). Det er således sandt, at mangel på vand truer individer i lande, der ikke har markedsøkonomi og ikke er del af den industrialiserede verden. Tilsvarende er det altså sandt at vandkollektivisterne vil have, at vand skal leveres på bestemte måder. De vil styre produktionen af vand. Og det vil de ikke kun hvad angår fattige lande, men også hvad angår vores del af verden. Resultatet af dette projekt bliver naturligvis ikke kun stigende priser for vand. Projekterne må ses som en del af et mere overordnet projekt, der handler om at styre og kontrollere produktionen i almindelighed. Denne målsætning vil man ikke kun finde hos Greenpeace og Verdensnaturfonden, men i vid udstrækning også i den offentlige sektor - og blandt ministre (som Connie Hedegaard), der netop lader sig inspirere af, hvad der kommer fra denne fløj. Man ønsker dermed ikke, at mennesker skal være frie til at producere det, som de selv vil, eftersom de kan se en fordel i at gøre det. I stedet vil kollektivisterne udpege stadigt flere fælles projekter, som så skal implementeres fra centralt hold - fra oven. Og hvert eneste nyt projekt, kræver så, at der bliver afsat ressourcer til disse; og her skal den frie befolkning så yde ofre, så man kan føre sine lidet oplyste projekter ud i livet. Omvendt så er de rigtige skridt at tage - væk fra kollektivisme - samtidig nogle skridt, som individer må og kan tage hver især: I Kenya behøver man derfor ikke at vente på, at man genfinder friheden i Zimbabwe, og omvendt. Og i den ene ende af Kenya behøver man ikke vente på den anden: Man må og kan selv vælge at gå i enten den ene eller anden retning. (Også i Danmark må man som enkeltstående individ på sin egen måde gøre op med de former for kollektivisme og flokmentalitet, der truer friheden, der hvor man selv befinder sig). Vand og katastrofer Man skriver således også at, vand sender mennesker på flugt. Ja, nogle gange opstår der en katastrofesituation. Og - igen - jo bedre teknologisk stillet man er, desto bedre kan man så forholde sig til sådanne undtagelser: Så er der effektive veje, hvorved man kan bringe hjælpen ind og hjælpe befolkningen ud. Der er fly, helikoptere, biler og lastbiler. Atter har noget (truende vandmasser), som virkeligt er skadeligt fået mindre skadelige konsekvenser netop som følge af den livgivende markedsøkonomi og industrialisering. Og atter må man konstatere, at man på Jyllands-Posten lader som om industrisamfund og markedsøkonomi ikke gør den vigtige og afgørende positiv forskel, som det er tilfældet i praksis. I andre dele af verden er der således af og til ingenting andet end sult, nød og afsavn, som er udgangspunlktet før katastrofen indtræffer. Efter katastrofen er alting så endnu værre. "Det kollektive problem" består derfor i, at disse lande, ved at forblive låst ude fra den globale økonomi vil blive ved med at producere flygtninge og blive ved med at være fattige. Men det er atter ikke noget, man forholder sig til fra Jyllands-Posten side. (For målet er - ifølge denne forfatters antagelse baseret på de påstande, der er identificeret i vandtillægget - at man vil reducere vores velstandsskabende frihed, og ofre denne på et alter, der handler om miljøet som en værdi-i-sig-selv. Vores ofre vil naturligvis ikke ændre på fattige landes evne til at øge deres produktivitet og til at skabe velstand. Tværtimod.) Konklusion Så hvorfor er man i nogle lande så rige og i andre lande fattige? Det handler for nu at gentage om forskelle på økonomier. Det handler om graden af oplysning. Det handler om muligheden for at man kan producere i fred og frihed. Herunder (men som noget underordnet i forhold til det systemiske) skal det også kunne betale sig at frembringe (sælge og distribuere) vand. Det handler blandt andet også om hvor meget eller hvor lidt tro/overtro dominerer i et givent samfund. Det handler kort sagt om rigtigt mange af de ting, som man ellers skulle tro, at man i Jyllands-Posten var blevet konfronteret med i kraft af "tegninge-krisen". Men når det gælder vand-spørgsmålet forholder man sig tværtimod nærmest lige så primitivt som de stammer, der skreg og råbte i forbindelsen med den omtalte krise. Man vil have at hele verdens befolkning skal bekymre sig om hele verdens vandforsyning. Alternativet er naturligvis ikke, at ingen bekymrer sig om vand; men at individer i deres nærområde forholder sig til dette spørgsmål for deres område. Derfor har vi en velfungerende industri: Det er fordi det for den enkelte kan betale sig at handle - her og nu, der hvor han eller hun befinder sig. Frihed og respekt for ejendomsretten har civiliseret planeten I kraft af netop ovenstående frihed har man i Europa kunnet bevæge sig ind i uudforskede og tilbagestående egne af Syd-, Mellem-, og Nordamerika, Australien, New Zealand og så videre; og man kunnet forandre situationen for mennesker generelt ved simpelthen at forandre situationen for sig selv, der hvor man var: Rejste man som britisk straffefange til Australien for hundredvis af år siden, var man ikke længere ansvarlig for vandsituationen i hjemlandet (eksempelvis Storbritannien), så var man kun ansvarlig for at sikre sig vand til sig selv, dér hvor man nu var havnet. Det gjorde man så ved at efterspørge vand med den indkomst, man opnåede. Andre kunne så tjene penge på at levere vand! Det er faktisk ret simpelt. Men dette kræver altså, at man har ret til at søge at tjene på at levere vand til dem, der efterspørger. Det er netop dette som journalisterne fra Jyllands-Posten i praksis bidrager til at forhindre. Meget hurtigt blev meget få individer i den industrialiserede verden derfor ansvarlige for at levere vand til den øvrige befolkning i kraft af pengeøkonomien og den private ejendomsret. I kraft af tilsvarende former for specialisering og arbejdsdeling andre steder kan disse leverandører af vand samtidig levere det i rigelige mængder til en meget billig pris. Kollektivisme og slaveri vs. frihed, individualisme og frivillig arbejdsdeling Men nu viser det sig (ifølge Jyllands-Posten), at denne historie om markedsøkonomi og skabelse af materiel overflod samt afskaffelse af vandmangel (og rindende vand til masserne) åbenbart var en and… Vand er ifølge Jyllands-Posten et kollektivt anliggende, hvor alle er ansvarlige for alle. Og det betyder i praksis også, at vi alle er hinandens slaver. Det er bare ikke sandt. Den største trussel mod menneskers eksistens er først og fremmest menneskers egen dumhed. Og denne dumhed har man i Jyllands-Posten med sit vandtillæg bidraget kraftig til at forøge. Nogle samfund har derfor vitterligt udviklet sig en retning, der betyder, at man har distanceret sig fra i det daglige at skulle frygte banale infektioner, og om man får mad nok og vand nok. Disse lande har markedsøkonomi. Her findes individualisme. Det betyder dermed, at der er udbredt arbejdsdeling og specialisering. Det er netop også denne specialisering, der betyder at der med relativt få ressourcer kan sikres rindende vand i hanerne og rent drikkevand til hele befolkningen i vores del af verden. I andre lande har man ikke markedsøkonomi; eller hvad der findes af et marked er særdeles begrænset. Og dér vil man også finde en meget lav grad af individualisme (altså respekt for individets ret til at handle i frihed). Der vil være meget lidt specialisering og arbejdsdeling: Næsten alle laver det samme, det vil sige: næsten alle er beskæftiget med landbrug. Men udbyttet er samtidig meget lavt, netop på grund af fravær af arbejdsdeling og specialisering, som nu engang er en af de forudsætninger, der (ikke mindst sammen med kapitalakkumulation) sikrer den teknologi, der fører til en mere optimal brug af ressourcerne. Ovenstående meget grundlæggende forskelle er derfor afgørende. I kraft af den forskel kunne man derfor også tage et hvilket som helst andet emne, og opdage at man sørme også mangler alt muligt andet i ikke-teknologiske samfund, der ikke er en del af den globale økonomi! Og atter vil forklaringen være, at man ikke har respekt for den private ejendomsret, og at man holdes tilbage af skadelige traditioner. Disse skadelige traditioner ønsker Lars From i øvrigt netop at bevare (jævnfør talen om at kunne bevare "oprindelige folks" levevis). Midlet til at gøre dette er dels at kræve, at vi i vesten skal stille vand til rådighed uden at stille spørgsmål ved den iboende skadelighed forbundet med den skadelige "traditionelle levevis" (jævnfør de kroniske mangeltilstande), og dels, at vi på sigt skal afvikle vores eget industrisamfund ved at reducere den vækst, som han hævder skader andre. (Bemærk at man netop med sin indfaldsvinkel behandler den vestlige industrialiserede verden som ét stort kolllektiv og resten af verden som et andet). Den kortsigtede konsekvens i vores frie og industrialiserede del af verden - på den politik som ikke mindst Greenpeace og Verdensnaturfonden (men for den sags skyld også Miljøministeriet) vil have os til at føre, vil lige så forudsigeligt være stagnation. Det langsigtede resultat vil med samme usvigelige sikkerhed være, at vi vender tilbage til det stadie, man i ikke-industrialiserede og ufrie samfund befinder sig på i dag. Henvisninger: Der er store forskelle på økonomisk og politisk frihed i verden. Her er tre henvisninger til institutioner, hvor man kortlægger disse forskelle, som man i JP's temaavis stort set ignorerede: Freedom House - oversigt over økonomisk og politisk frihed Fraser Institute: Economic Freedom Heritage Foundation : Index of Economic Freedom 2007 Havvand kan gøres til drikkevand: Læs om Desalination i Wikipedia - Atter kræves en velfungerende økonomi, for at sikre at sådanne projekter bliver tilstrækkeligt rentable til, at nogle vil investere i dem, hvis og såfremt at der er mangel på ferskvand i et givent område. Rentabiliteten forsvinder naturligvis i det omfang at etniske grupperinger, og forskellige religiøse individer bekriger hinanden. - På koranskoler lærer man heller ikke ret meget, der sikrer materiel velstand. Det er tværtimod noget man foragter. Det må gøre en forskel i praksis. Fra COIN-bloggen: Klimajournalistikkens kulturløse regndans Blandingsøkonomien er aflyst Johan Norberg i Djævlens Advokat - Budskabet er at markedsøkonomi og økonomisk frihed bør spredes til resten af verden. Artikler fra Copenhagen Institute: Jesper Ib: Har du ret til dårligt vand? George Reisman: Environmentalism in the Light of Menger and Mises Hvordan vi bør forholde os til menneskelige påvirkninger af klimaet Lars From i Jyllands-Posten: Vand: For lidt eller for meget Millioner drikker havvand |
|
|
Hvis du kan lide denne side - så støt Copenhagen Instiute
Copenhagen Institute er afhængig af støtte fra private og virksomheder, som deler vores vision om et frit og dynamisk samfund! |
|
||
Miljø & teknologi, Seneste 10 artikler: |
||
Should Bjørn Lomborg say nice things about Danish climate policies? |
||
| Seneste COIN/Blog: |
|
|
COPENHAGEN INSTITUTE |
||||||||