Menu |
 |
|
|
RSS
 |
|
|
Engelsk RSS
|
|
| Organer |
 |
| 16. august 2007
Af Simon Espersen, cand. scient. pol. |
| Man har retten til sit eget liv samt råderetten over sin egen krop, så længe man er i live. Med dette udgangspunkt tages der i det følgende stilling til et spørgsmål rejst af Karin Riis-Jørgensen (V) samt et andet, der er mere kontroversielt. |
Hos Venstre stiller Karin Riis-Jørgensen, der er Medlem af Europa-Parlamentet for Venstre spørgsmålet om [vi skal] være organdonorer fra fødslen, [om vi aktivt skal] melde os til, skal vi kunne bytte organer, og hvad skal vi gøre for at hjælpe alle de mange der venter på et organ?" Spørgsmålet handler altså om hvad, der kan ske med ens organer i tilfælde af, at man ender som "hjernedød", hvor man af en læge bliver erklæret død, eftersom hjernen ikke længere virker, men hvor organerne i kroppen kunne gøre gavn for andre. En anden debat, som dog ikke direkte rejses af KR-J handler om reglerne for overdragelse af organer, mens man er i live. For som det vil være flere bekendt, kan man undvære visse organer: enten nogle man har to af – men også dele af nogle af de organer, som man kun har et af. Men denne diskussion berører naturligvis også det sidste spørgsmål, der stilles af K R-J, som handler om hvad man skal gøre for at hjælpe alle de mange, der venter på et organ. Spørgsmålet er nu, om der kan opstilles en regel, der fortæller, hvad der er rigtigt og forkert, som det bør kunne lade sig gøre, at nå til enighed om; og som kan besvare begge spørgsmål på en konsistent og etisk forsvarlig måde? - Ja, den regel kunne handle om, at man har retten til sit eget liv og dermed også til sin egen krop. Dette udgangspunkt kan bruges til at forholde sig til såvel det første spørgsmål: om hvad der skal ske, efter man er død; men også til hvad, der kan være, og er, tilladeligt at gøre hvis man gerne vil hjælpe dem, der venter på et organ, som man kan undvære i levende live. Naturligvis er det ikke problemfrit at komme fra det generelle udgangspunkt (retten til eget liv) og så nå frem til en konklusion for det konkrete spørgsmål, der er konsistent med udgangspunktet. Men et svar på det første spørgsmål kunne jo være, at når man er død, så bortfalder retten til ens krop. Verden og verdens regler er nu engang til for de levendes skyld. Man kan således godt nedfælde regler til de efterladte om, hvad man gerne vil have, at der skal ske med kroppen, efter man ikke længere er i live. Men det er ikke desto mindre de efterladte og levende, der tager stilling. Derfor må man som udgangspunkt konkludere, at man ikke har ret til sine organer, efter at man er død, men kun ret til dem, så længe, man er i live. (Hvilket præcis er det tidspunkt, det er relevant at tale om rettigheder: altså fra man bliver født til man er død). Man kan således ikke kræve, at man som død skal blive liggende på sygehuset eller i dagligstuen (eller at man skal udstoppes, etc). Der kan kun (i tide) formuleres forespørgsler og laves aftaler; hvor aftalerne så må være på de levendes præmisser. Eventuelt kan man derfor lave aftaler, der enten bygger på ”æresbegreber uden betaling”, eller ”æresbegreber med betaling”: altså hvor man betaler nogle for at gøre det med ens krop, som man gerne vil have, at der skal ske med den, efter man er død. Men her er rettighedsbegrebet altså noget, der kun omfatter den levende, der står overfor at skulle honorere en aftale, men som altså også samtidig skal forholde sig til den øvrige lovgivning, der netop er beregnet til at skulle forsvare de levende. Lovgivning, er således skabt for at sikre levende individer, og som derfor er det primære mål, der må tages hensyn til (Og det er hensyn, der ikke kan fraviges). Konkret betyder dette således, at den, der indgår en aftale om, at disponere over en død krop (eksempelvis en bedemand eller et sygehus) må sørge for, at ingen levende bliver syge, hvis sådan en aftale skal kunne honoreres. Netop derfor kan man ikke indgå enhver form for aftale. Omvendt betyder sådanne aftaler jo så også, at den der indgår dem ville have forpligtet sig til at gøre det som den døende, gerne ville have; og at andre i så fald ikke ville kunne beråbe sig den dødes organer i kraft af sådan en aftale. Som følge af ovenstående må man bare samtidig derfor gentage, at udgangspunktet (og altså også konklusionen) må være, at man ikke har ret til sine organer, når man er død; og altså at man kun kan sikre sig, at ingen bruger ens organer, hvis man aktivt laver en aftale med nogle om, at disse vil sørge for, at ens krop får en bestemt skæbne, efter at man er død. Undertegnede er derfor enig med Karin Riis-Jørgensen, der mener, at man aktivt skal melde sig fra hvis man ikke ønsker at være organdonor. Køb og salg af organer ville sikre, at flere kunne hjælpes Herefter skal det andet spørgsmål om organdonation i levende live også søges besvaret. Her er synspunkterne også forskellige. Reglen, som er brugt til at nå frem til en konklusion på dette sted er dog den samme, som for det første spørgsmål: Man har retten til sit eget liv, og man har retten til at disponere over sin krop, som man vil, så længe man er i live (Og så længe man ikke skader andre). Så lad os sige, at man gerne vil hjælpe andre, men ikke hvem som helst, og ikke for enhver pris. Hvad kan så føre frem til enighed mellem den, der gerne vil hjælpe, og den der gerne vil hjælpes? Svaret er naturligvis prismekanismen: - Hvis den der gerne vil hjælpe tilbyder en vis sum penge for at blive hjulpet, så kan en tilstrækkeligt høj pris måske føre til enighed. Årsagerne til at nogle som udgangspunkt gerne vil hjælpe, hvis de modtager betaling for det, kan være utallige. Fakta er bare det simple, at udveksling af penge og dermed, at man indgår en handel øger muligheden for at flere bliver hjulpet i praksis. Fakta er også, at retten til at sælge nogle af sine egne organer, er en ret der helt naturligt følger af, at man har retten til at disponere over sin egen krop, lige så længe man er i live. Af samme grund er det vel at mærke også problematisk, at det skulle være forbudt at sælge sine egne organer; for det antyder dermed, at der er nogle, der ikke mener, at man har retten til sit eget liv. Køb og salg af organer ville derfor sikre, at flere kunne hjælpes. Og så vil jeg lade Karin Riis-Jørgensen afslutte med følgende ord, der dog oprindeligt blev brugt som beskrivelse af konsekvensen af det første forslag (hvor der kunne konstateres enighed): Det kunne for alvor give håb for de mange patienter, der venter på et organ i Danmark. Alene 652 venter i dag på et nyt organ. Og det er 652 for mange. DEBAT OM EMNET HER. |
|
|
Hvis du kan lide denne side - så støt Copenhagen Instiute
Copenhagen Institute er afhængig af støtte fra private og virksomheder, som deler vores vision om et frit og dynamisk samfund! |
|
||
Konkurrence & regulering, Seneste 10 artikler: |
||
| Seneste COIN/Blog: |
|
|
COPENHAGEN INSTITUTE |
||||||||