9. oktober 2007
Af Morten Sørensen, næstformand for partiet Liberalisterne
Hvis man i stedet for f.eks. skattefinansieret børnepasning gav børnefamilierne et skattefradrag og derefter privatiserede børnepasning, kunne familierne selv prioritere flere pædagoger og sund mad i institutionerne frem for de af nogle forkætrede fladskærme og samtalekøkkener.
Vi er for tiden vidne til de årligt tilbagevendende protester mod kommunale nedskæringer. Det hele kulminerede foreløbigt 2. oktober på Christiansborg Slotsplads med en stor demonstration. Selv om det offentlige år for år har realvækst i udgifterne, bliver den offentlige service ifølge de protesterende (se www.2oktober.dk) kun ringere og ringere.
Men når nu det offentliges service er så ringe, hvorfor så ikke tage konsekvensen og forlange velfærden privatiseret? Folk er langt mere tilfredse med private serviceydelser.
Har man f.eks. nogensinde set en demonstration mod ringere service ved de danske automekanikere? Eller hvad med en demonstration for flere varme hænder hos frisørerne? Nej for er man utilfreds med ydelsen, finder man bare et andet sted. Man ser heller ikke demonstrationer, når den lokale købmand lukker. Folk er godt klar over, at de selv bærer ansvaret for lukningen. De har af egen fri vilje prioriteret prisbesparelserne i byernes butikker højere end den korte afstand og landsbyens liv, og så kan man jo ikke klandre andre for lukningen.
Helt anderledes er det, når det gælder det offentlige. Her er det alles kamp mod alle om andre folks penge. Brugeren er ansvarsfri, da det ikke er hendes egne penge, men det offentliges, man kræver brugt på servicen. Og serviceudbyderen er også ansvarsfri, da dårlig service sjældent har konsekvenser har i form af manglende kunder.
Et konkret eksempel
Følger man mediernes dækning af velfærden, skulle man tro, at kommunerne får færre og færre penge, hvilket resulterer i, at kommunerne må skære på de nuværende kerneopgaver som børnepasning, folkeskoler og ældresektoren. Som borger i Viborg Kommune er jeg selv vidne til nogle kommunale nedskæringer med tilhørende massive protester. Og jeg skal gerne medgive, at der er noget at protestere over. F.eks. lukker man en overbygning på en skole, så nogle børn får 20 km i skole, og man lukker en skole, hvor prisen pr. elev er gennemsnitlig for kommunen, - og hvis indskoling er så god, at lærere og skoleledere kommer langvejs fra for at studere den.
Skolelukningerne gennemføres under henvisning til, at kommunen mangler penge, og besparelsen er et nødvendigt onde. Venstrefløjen i byrådet giver naturligvis regeringen skylden. Men et hurtigt kig på Viborg Kommunes budget viser, at kommunen ikke mangler penge; men blot foretager nogle fornuftstridige prioriteringer. Herunder gives nogle få eksempler på ting kommunen prioriterer højere, end at børnene skal undgå to timers bustransport dagligt:
Ekstra 800.000 kr. årligt til Det Jyske Ensemble
400.000 kr. årligt til et kultursekretariat i samarbejde med andre jyske kommuner
300 mio. kr. til nyt rådhus
8 mio. kr. til naturgenopretningsprojekter
2,0 mio. kr. til sundhedsfestival m.v.
2,0 mio. kr. til markering af 950 året for Viborg bys udnævnelse til Stiftsstad
Topscoren i kommunalt fråds og tåbelig prioritering bliver dog følgende enstemmige vedtagelse på byrådsmødet 25/9. Her vedtog man at afsætte 1,8 mio. kr. til ”modelforsøg med børnekultur”. Hovedindholdet i forsøget er:
At give flest mulige børn i Viborg Kommune mulighed for at opleve professionel kunst og kultur samt aktivt bevare og udvikle deres kreative kompetencer.
At kunst og kultur bliver et aspekt af alle børns hverdagsmiljøer, dvs. både i institutioner og i familien.
At kommunes børn får optimale muligheder for at fortælle sig - og blive fortalt ind i livet i den nye kommune.
Idéen er at lade rollespilsgenren være det centrale omdrejningspunkt og ramme for konkrete initiativer og projekter […].
Viborg Kommunen har således nok af penge og med ovenstående in mente, må man jo også undre sig over, at kommunen har fundet det nødvendigt at hæve skatten 0,2 %. På baggrund af avisomtale vil jeg tro, at lignende forhold gør sig gældende i andre kommuner.
Eksemplet viser meget godt, at borgerne var bedst stillet ved at forlange velfærden privatiseret og skatterne sat voldsomt ned. Jeg forstår, at borgerne i de områder, der rammes af skolelukninger, er i oprør. Hvordan kan politikerne dog mene, at det er vigtigere, at lade børnene ”fortælle sig ind i – og blive fortalt ind i livet i den nye kommune” gennem rollespil, end at nogle af børnene ikke skal sidde i en skolebus 2 timer hver dag (, hvad så end projektets ordskvalder i øvrigt betyder)?
Tåbelige prioriteringer
Men når politikerne laver sådanne vanvittige prioriteringer, må det være mere nærliggende at kræve politikerne ud af ens hverdag gennem skattenedsættelser og privatiseringer end at kræve flere penge og dermed magt til de inkompetente politikere. Dette understreges af, at den lokale formand for børne- og ungeudvalget, Søren Pape (C), frejdigt erklærede i TV Midt/Vest, at han var glad for de nye storkommuner, da det var nemmere at føre politik, når man ikke mødte vælgeren nede ved købmanden. Senere udtalte han også, at han kun skimmede læserbrevene vedr. kommunens sparerunde. Her er altså en mand, der sætter en ære i at bruge folks surt tjente skattepenge uden at bekymre sig for, hvad folk mener om det.
Men så længe folk stemmer på det forenede danske velfærdsparti (alle partierne i Folketinget) til valgene, ja så må selv samme borgere acceptere, at politikerne prioriterer deres penge.
Privatisering giver frihed
Hvis man i stedet for f.eks. skattefinansieret børnepasning gav børnefamilierne et skattefradrag og derefter privatiserede børnepasning, kunne familierne selv prioritere flere pædagoger og sund mad i institutionerne frem for de af nogle forkætrede fladskærme og samtalekøkkener.
Privatiserede man skolerne, kunne folk i landdistrikterne selv prioritere lidt dyrere skolegang grundet små klassekoefficienter frem for finkultur i byerne. Så kan folk få det, som de selv vil, frem for at det er tilfældige politikere i et fjernt byråd, der laver prioriteringen for dem. Det er næsten så banalt, at det er flovt at skrive det; men den offentlige debat, hvor kravet lavere skatter mødes med forfærdelse og foragt, gør det nødvendigt at frembringe så indlysende argumenter.
- I parentes bemærket er det i øvrigt højest besynderligt at se, Spillerforeningen deltage i initiativet den 2. oktober med dens paroler om nej til nedskæringer og nej til skattelettelser. Dyre stadioner og mere eller mindre lyssky kommunale tilskud til elitesport bærer i nogle kommuner en del af ansvaret for, at kommunerne skærer i kommunale kerneopgaver som børnepasning, ældrepleje og skole. Læg hertil, at Spillerforeningen i årevis har kæmpet for, at dens medlemmer skal kunne udskyde skattebetalingen fra de aktive år til efter karrieren for at slippe for topskat. Men hvad, Spillerforeningen vil vel også bare deltage i alles kamp mod alle om andres folks penge.
Hvis du kan lide denne side - så støt Copenhagen Instiute
Som støttemedlem af Copenhagen Institute er du bidrager på en meget konkret og direkte måde til, at Danmark udvikler sig til et af de mest innovative og dynamiske vækstsamfund i verden – et samfund hvor det enkelte menneske har ansvar under frihed.
Copenhagen Institute er afhængig af støtte fra private og virksomheder, som deler vores vision om et frit og dynamisk samfund!