Menu |
 |
|
|
RSS
 |
|
|
Engelsk RSS
|
|
| Introduktion til Frederic Bastiat |
 |
| 31. maj 2009 |
Every attempt to divert responsibility from its natural cause is an attack upon justice, freedom, order, civilization, or progress. - Frederic Bastiat En god måde at lære sig grundlæggende nationaløkonomiske lovmæssigheder på, er ved at tage afsæt i økonomen Frederic Bastiats forfatterskab. Bastiat tilhørte den lille kreds af franske intellektuelle, der stillede sig op imod den bølge af socialistiske utopikere og demagoger, der plagede 1800-tallets Frankrig. Han blev født den 29. juni 1801 og døde i 1850. Bastiat begyndte sit politiske arbejde med at beskrive fordelene ved frihandel og de negative konsekvenser af protektionisme. Han indså imidlertid hurtigt, at de metoder som dele af erhvervslivet benyttede sig af for at opnå beskyttelse var de samme, som dem andre grupperinger i det franske samfund brugte til på anden vis at opnå tilsvarende særfordele. Et af hans mest kendte skrifter, og som er det første man bør læse af ham er That which is seen and that which is not seen , der beskriver disse sammenhænge, hvor individer eller grupperinger, ser en fordel i politisk beskyttelse, og samtidig, hvorledes den politiske beslutningstager undlader at være opmærksom på de ikke-sete konsekvenser af den politiske hjælp til disse grupper for de øvrige individer i samfundet. Bastiats pointer i denne henseende har inspireret økonomen Henry Hazlitt til den pædagogiske økonomibog Economics in one Lesson samt indirekte Anders Fogh Rasmussens Vera og Benefica. , der er udgivet af Copenhagen Institute. Fra protektionisme til protektion mere generelt gik Bastiat endnu videre til at se sammenhængen mellem forskellige politiske handlinger, der kan kendetegnes ved ønsket om at opnå det ufortjente i almindelighed - jævnfør citatet om ansvar foroven. Ønsket om at opnå det ufortjente er jo et andet udtryk for ønsket om at blive frataget en del af ens eget ansvar. Det er dette som den politiske demagog lover vælgeren: at han i større eller mindre omfang kan blive ansvarsfri. Det er ikke mindst Bastiats evne til at forklare sammenhængen mellem økonomiske fænomener, som man i dag desværre holder analytisk adskilt, der gør ham til en vigtig forfatter også i dag. Bastiat nedbryder den kompartmentalisering, der gør at mange i dag ikke kan se en sammenhæng mellem erhvervsstøtte nationalt og så protektionisme mellem lande; eller se sammenhængen mellem kulturelt forfald på den ene side og så et stigende skattetryk og knopskydningen af diverse former for overførselsindkomster på den anden. Selv om Bastiat befandt sig i en tid, hvor socialismen endnu ikke var blevet institutionaliseret som projekt, havde han ikke desto mindre geniet til at forudse, hvad der ville ske, det øjeblik at visionerne blev konkretiseret i form af diverse "sociale" programmer. De store politiske trusler kom derfor ikke fra mængden af enkeltstående gruppers ønske om særbehandling. Her var der tale om sager, det var forholdsvist nemt at dokumentere. Det var i stedet de samfundsomstyrtende utopier, som iboende og bagvedliggende havde nogle moralske påstande som også måtte behandles, og besvares, - som var den reelle udfordring. Ayn Rand har identificeret den overordnede trussel mod civilisation og velstand som altruismen ; eller rettere i altruismens hykleri. Rand viser i hendes forfatterskab hvordan offervilje som moralkodeks fører til menneskeartens kollektive selvmord. (Det gør hun mesterligt i bogen Atlas Shrugged ). Bastiat taler om staten som den store fiktion, hvormed alle opfører sig som om de kan leve på andres bekostning ("Government is the great fiction through which everybody endeavors to live at the expense of everybody else.") . Altruismen er den ideologi, hvormed man gør det legitimt at hjælpe sig til det andre har skabt. Altruismen har med andre ord gjort svaghedens karakter og den svage til den gode sag. Det sidste så Bastiat ikke, men han beskriver ypperligt hvordan demagogerne formår at sikre sig opbakning ved at appellere til trangen til at slippe for arbejdet, og til at vælte byrden over på Næsten. Dette gør man i praksis så i næstekærlighedens navn: Det er denne påstand om gavn for andre som lobbyisten og politikeren bruger til at vælte nye byrder over på skatteyderen. Skatteyderne finder sig i byrderne i det i det omfang, at viljen til næstekærlighed er stærk nok. (Man kunne derfor postulere en sammenhæng mellem det hvide kors i Dannebrog og så skattetrykket. Måske skal korset væk før skatterne bliver mærkbart reducerede.) Bastiat viser under alle omstændigheder, at denne trang til at få det, man ikke kan gøre moralsk krav på er et fællestræk for de som bidrager til statens voksende størrelse: fra den simple lobbyists arbejde til den venstreorienterede demagogs. Det er denne trang, som de politiske demagoger benytter sig af for at maksimere stemmer. Uden denne moralske brist i befolkningen som består i ønsket om en større eller mindre form for ansvarsfrihed - ville demagogerne sidde alene tilbage med deres mange drømme om at lede og styre folket i deres ønskede retning. Omvendt sikrer en stærk oplyst egeninteresse - en vilje til at leve selvstændigt - og dermed til at leve for alvor - at ejendomsretten forsvares. Det var således løfterne, der drev værket i 1800tallets Frankrig på samme måde som det er tilfældet i dag: De som giver løfterne vil bestemme. De som overlader magten - og dermed deres og vores frihed - til politikerne via deres stemmeafgivning vil have betaling i form af løfternes opfyldelse. I praksis er det nogle andre end de som lader sig bestikke og bestikkerne, der skal honorere løfterne materielt. Konsekvensen af denne relation mellem de som bestikker og de som lader sig bestikke, bliver naturligvis trinvis erodering af friheden, og at uretfærdighed institutionaliseres for at magthaverne kan konsolidere deres magt. Den politiske magt bygger altså på, at en række mennesker ønsker at leve ansvarsfrit, og at en række politikere lover dem, at de kan gøre det, hvis de stemmer på dem. Hvordan denne uretfærdighed institutionaliseres har Bastiat beskrevet udførligt i The Law . I denne bog viser han med al ønskelig tydelighed hvorfor lov ikke længere er ret, når socialisme bliver institutionaliseret, sådan som det er sket med dansk lovgivning; og sådan som det er tilfældet med det katalog af love, som den danske befolkning er blevet påtvunget af V&K med den europæiske forfatning. Ønsket om ansvarsfrihed er altså en rød tråd i det simple ønske om beskyttelse mod udenlandske eller indenlandske konkurrenter; i ønsket om politisk beskyttelse mod materiel stagnation; - samt mere overordnet når det gælder ønsket om at leve over evne i det hele taget. Det er det altomfattende ønske om at være ansvarsfri, som er det, der har skabt den i vid udstrækning totalitære velfærdsstat, vi har i dag. Bastiats forfatterskab viser dette. Hans argumenter blev aktivt brugt til at forsvare og sikre friheden. Og havde det ikke været for mænd af Bastiats kaliber, var det måske Frankrig og ikke Rusland, der var blevet det første offer for kommunismens pest. Den korrumperende socialpolitik og Bastiats betydning i dag Bastiat viser således, at vi ikke kan leve af at konfiskere hinandens ejendom, og hvordan alle de utopiske projekter, der skal ophæve det individuelle ansvar og erstatte dette med den ansvarsfri kollektivisme altid vil kuldsejle. Han viser primært, at kuldsejlingen vil ske i kraft af økonomiens love, og ikke på grund af konkrete moralske svigt, - herunder de egoistiske tilbøjeligheder, som utopisterne mener sig i stand til at korrigere, som om de med menneskers karakter havde at gøre med ler, der kunne formes efter ønske. Men han havde altså også blik for de moralsk negative konsekvenser ved det man med en bred pensel kan kalde "socialpolitik". På det lange sigt beskrev han derfor udsigten til det uundgåelige økonomiske kollaps. På det korte sigt var Bastiat lige så fænomenal til at beskrive så vel den amoral, der lå til grund for den stemmeafgivning, der gav opbakning til Frankrigs kollektivister - så vel som den amoral, der blev en konsekvens af de projekter og den ideologi, man sponsorerede via tvangsopkrævede midler, og som blandt andet gik til kollektiviseringen af undervisningsområdet. Penge her-og-nu taget fra mennesker der har tjent dem, og givet til mennesker, der ikke har fortjent dem, virker således hurtigt i korrumperende retning, men når adfærden systematiseres har den naturligvis også langsigtede skadelige virkninger. Bastiat kortlagde som en af de få på sin tid det kyniske syn demagogerne havde på folket, som noget der kunne formes i overensstemmelse med et givent utopisk projekt. Han beskrev de uholdbare løfter, der blev givet og den naive tro, der sikrede folkets opbakning til demagogerne. Han dokumenterede de konkrete negative og kumulerede konsekvenser af den stat, som voksede sig større i takt med troen på demagogerne, og som vi ved skaber grobund for nye demagoger og utopier. Dette analytiske fokus i den moderne socialismes tidlige fase, er naturligvis også afgørende for en forståelse af vores nutid, og den nuværende "velfærdsstats" politiske og sociale mekanismer - ikke mindst de negative sociale konsekvenser ved ophævelsen af det individuelle ansvar. De studerende af velfærdsstaten i vor tid spises i vid udstrækning i stedet af med en forklaring om, at skabelsen af den eksisterende omfordelingsstat er et produkt af en række "politiske kampe". Går man tilbage i historien vil man dog ved selvsyn kunne iagttage at de konkrete politikker er delresultater i et grundlæggende ønske om at skabe den fuldbyrdede utopiske tilstand, hvor der ikke længere var nogen som helst sammenhæng mellem produktivitet og materiel velstand for den enkelte. Velfærdsstatens moder er med andre ord socialismen og i sidste instans altruismen. De mange politiske kampe har et fælles ophav og en fælles ideologi. Et andet fællesudtryk er kollektivisme. Ideen om "samfundet" som et overflødighedshorn, en enhed der er mere end summen af dets enkelte dele, og som alle derfor kan tage fra uden at man til sidst ender med en nulsum, er den utopi som Bastiat bidrager til at gennemhulle. Bastiat viser hvordan der med velfærdsstaten er tale om at øjebliksbillede i en proces, der fører videre frem mod yderligere frihedsstab og kollektivisering. Kollektiviseringsprocessen fortsættet så længe drømmen om fiktionen lever. Fiktionen lever så længe størstedelen af befolkningen tror, at man kan leve på andres bekostning uden konsekvenser. Når man her-og-nu grådigt stemmer sig til naboens ejendom via stemmeafgivning, så har det yderligere negative konsekvenser på længere sigt. Omvendt ovenstående lærer man i dag hovedsageligt, at velfærdsstaten er en model; det vil sige et produkt af noget velovervejet, der på en eller anden måde er kontrolleret politisk. Det er den samme tro på, at der er politisk kontrol med projektet, der gør at visse borgerlige bakker op om EU - trods det forhold at der grundlæggende er tale om et omfordelingsprojekt tilsvarende velfærdsstaten, og at der bag dette projekt netop gemmer sig en tilsvarende ide om at opbygge et system, der fungerer som et overflødighedshorn. Den institutionaliserede kollektivisme Bastiat viser hvordan kollektivismen og socialismen forstærkes med utopisterne og demagogernes brug af demokratiet. Hans genialitet består ikke mindst i at han var blandt de første opmærksomme vidner til hvordan et nyt politisk fænomen - det brede demokrati - på meget kort tid perverteredes til at kleptokrati: det politiske tyvevælde, vi har i dag. Fornuftens og omtankens mænd som Bastiat er derfor stadigvæk farlige for vor tids politiske lederskab, for de mange som i dag forsørges af staten herunder på universiteterne, og for den generelle velfærdsstats-ideologi, som sikrer den politiske opbakning til det systematiserede politiske tyveri som velfærdsstaten er. Som så mange andre er omtalen af Bastiat på offentlige "velfærdsuniversiteter" indenfor Historie, Sociologi, Politologi, Økonomi mv. forventeligt fraværende. På disse kollektivistiske læreanstalter har det fortænkte erstattet den sunde fornuft, som netop er Bastiats adelsmærke. Bastiat er netop barnet i Kejserens nye klæder, der gør opmærksom på det, alle har valgt at se bort fra i deres jagt på måden, hvorpå man få noget for ingenting, hvilket netop er utopiens målsætning. Den engagerede politolog vil i stedet for Bastiat have stiftet bekendtskab med mange af de demagoger som fra og med deres levetid bidrog til revolution, armod, ulykke, stagnation og/eller kaos - herunder blandt andet Rousseau , en række af de franske anarkister Proudhon m.v. fra den tid som Bastiat levede i. For staten har også i dag brug for sidstnævnte utopikere, eftersom de bruges til at legitimere "det politiske/sociale eksperiment"; det vil sige når man forfølger større eller mindre politiske projekter og gør dette ved at afskaffe en del af borgernes frihed og konfiskerer deres ejendom. Selvom velfærdsstaten i vor tid er konsolideret, sikrer en levende utopisme i en fortyndet udgave, at der skabes grobund for nye planlæggere; det vil sige typer som på pragmatisk vis altid er villige til at indrømme, at tidligere projekter er kuldsejlede, men at det simpelthen handler om at eksperimentere og prøve sig frem yderligere - og på denne måde "lege" med menneskeskæbner og værdier i jagten på kollektivismens hellige gral - det ansvarsfri samfund, som Karl Marx lovede sine tilhængere. En anden gruppe ud over politologerne som det er vigtigt for demagogerne at svække moralsk er de økonomer, som man har brug for til at få befolkningen til at tage projekterne alvorligt. De må under ingen omstændigheder forledes til - som det ville være naturligt - at stille spørgsmål ved om det i det hele taget er moralsk at tage pengene og friheden fra borgerne i første omgang. Det er der så praktisk talt heller ingen økonomer der gør. Her starter analysen af de økonomiske konsekvenser ved et projekt (eller "indgreb") altid først med tilstanden efter at pengene og friheden er fortabt. Borgernes tab af frihed og midler analyseres ikke. Det er ingen moralsk stillingtagen fra økonomernes side. De politiske økonomer er i dag blandt statens mest loyale lakajer. Men økonomi, der ser bort fra beskatningsgrundlagets oprindelige tab er naturligvis ikke hæderlig økonomi. En borgerlig helt Bastiat beskrev de bagvedliggende moralske og økonomiske fejltrin, der ligger til grund for de forskellige variationer af kollektivisme og utopisme. Og af samme årsag er han blandt de unævnelige tænkere på vor tids offentlige læreanstalter. Bastiat er ikke desto mindre en borgerlig helt og en intellektuel frihedskæmper. Frederic Bastiat på COIN-bloggen Artikler vedrørende Bastiats pointer: Copenhagen Institute udgiver bog af Anders Fogh Rasmussen Vera og Benefica Anders Fogh Rasmussens evergreen Vera og internationalismen Når man i staten vil bygge broer kan det have to forskellige årsager Legaliseret tyveri Jeg, en blyant Svar til Thue Kjærhus Velstandsskabelse vs. forbrugerisme Atilla på skoleskemaet Europe: Governments Should Focus on Intellectual Property Rights Vil de offentlige pensioner sænke euroen? Fra anti-monopolpolitikken mod katastrofen: En oversigt over den Europæiske Unions konkurrence-politik Links: http://fee.org/library/downloads/ (søg "bastiat") http://bastiat.org http://en.wikipedia.org/wiki/Bastiat |
|
|
Hvis du kan lide denne side - så støt Copenhagen Instiute
Copenhagen Institute er afhængig af støtte fra private og virksomheder, som deler vores vision om et frit og dynamisk samfund! |
|
||
Udgivelser, Seneste 10 artikler: |
||
Introduktion til Frederic Bastiat |
||
Artikler om Ayn Rand og hendes arbejde – med en introduktion til forfatteren |
||
| Seneste COIN/Blog: |
|
|
COPENHAGEN INSTITUTE |
||||||||