Copenhagen Institute - Folkestyret kan lære meget af enevælden

Folkestyret kan lære meget af enevælden

21. juli 2011
Af Steen Steensen, forfatter, cand. pæd. i historie

Fra 1755 indledte det enevældige styre en økonomisk frigørelsesproces, som i enhver henseende overgår nutidens tilstande.

Hvem vinder det kommende valg? Politiske kommentatorer river sig i håret. Svært at sige, men noget tyder på, at... Nej, det er overhovedet ikke vanskeligt at forudse. De intellektuelle sejrer med garanti. Det har de nemlig gjort siden midten af 1960’erne. Således ændrer et regeringsskift ingenting. Den megen tummel mellem partierne har ikke noget med sociale skel at gøre. Spektaklet hidrører fra lige mænds og kvinders rivalisering om karriereposter. Kandidaterne er udruget på de samme højere skoler. Et fælles materielt fundament udvikler fælles ideer.

Borgerlige vælgere er meget frustrerede over den borgerlige regerings manglende borgerlighed. Hvor er respekten for de borgerlige frihedsidealer? Næringsfriheden, hvad med den? Og ejendomsrettens ukrænkelighed? Hvorfor bliver selvejerne i den grad overdænget med love, forordninger, bekendtgørelser og cirkulærer? Mængden af regler i produktive erhverv er fuldkommen uoverskuelig. Hvor er den økonomiske liberalisme blevet af? Og hvad med den undertrykkende og ydmygende kontrol? Vil alt det forblive i samme gænge efter valget?

Ja, det er lige så sikkert som valgets udfald. Hverken regeringens eller oppositionens partier er tilhængere af økonomisk frihed. Markedets selvregulerende kræfter interesserer ikke den akademiske stand, tværtimod. Universiteternes kandidater er embedsjægere. Denne materielle virkelighed har i høj grad påvirket lovgivningen siden 1968. Selvejersamfundets epoke er slut.

En genoprettelse af næringsfriheden forudsætter et opgør med økologismen. Men den isme giver de intellektuelle ikke fra sig uden kamp. Netop miljøideologien gjorde det af med producenternes toneangivende position. I dag kan miljøkommissærerne til enhver tid uden varsel og uden dommerkendelse bryde ind på privat grund og koste rundt med ejerne. Disse smertefulde begivenheder er beskrevet i bogen, De intellektuelles magtovertagelse - og regimente.

Jamen, der findes vel i folketinget et parti, som i det mindste overgår enevælden i økonomisk liberalisme?

Nej, det gør der ikke, hvilket vil fremgå af det følgende. Fra 1755 indledte det enevældige styre en økonomisk frigørelsesproces, som i enhver henseende overgår nutidens tilstande. Enevælden i Danmark kom til fadet i 1660. Det betød en styrkelse af kongens autoritet. Stadigvæk var godsejerne i besiddelse af en betydelig magt, men staten, hoffet og købstædernes borgerskab rykkede. Enevoldsfyrsten og embedsmændene iværksatte nye produktioner, oprettede monopoler, udstedte privilegier og regulerede import og eksport af varer. Merkantilisme kaldes denne økonomiske orden. Den var absolut ikke frihedsorienteret.

Imidlertid ændrede debatten sig i Europa. I 1700-tallet fik den klassiske liberalisme vind i sejlene. Den kom i stigende grad til at præge tidsånden.

Liberalismens talsmænd rejste et centralt spørgsmål: Hvordan overvinder vi fattigdommen? Når nationens velstand er målet, hvorledes bør samfundet da indrettes? Det stod klart for stadig flere analytikere, at undertrykkelsen af bønderne ikke førte til rigdom, merkantilismen heller ikke, og hvad med det enevældige styre? Nej, kun økonomisk selvstændighed og frihandel baner vejen for fremgang. I England og Frankrig blev der stillet krav om politiske reformer.

Enevælden i Danmark vendte det døve øre til snakken om politiske forandringer. Det enevældige regimente skulle ikke reformeres. Men der blev lyttet til den økonomiske diskussion. Vidtskuende godsejere lyttede med. Blandt dem bør Chr. Ditlev Reventlow og A. P. Bernstorff fremhæves. Embedsmanden Christian Colbjørnsen skal tillige nævnes. De reformivrige grupper i Danmark var også klar over, at det i første række gjaldt om at reformere landbruget. Langt den overvejende part bestod af fæstebønder. Herremændene ejede fæstegårdene og jorden. Fæsterne måtte derfor betale afgifter og skatter og gøre hoveri på godset. Fæstebønderne var samtidig bundet til landsbyfællesskabet, som indebar en fælles dyrkning af jorden. Altså nød fæstebonden en meget ringe grad af selvstændighed.

I 1755 tog enevælden det første initiativ til bondefrigørelsen. En kongelig opfordring udgik til alle undersåtter høj som lav: Indsend ideer, der er i stand til at bringe velstand til veje! Enevælden appellerede med andre ord til selvstændig tænkning. Opfordringen gav stødet til en lovgivning, der beskyttede fæstebønderne. Herremændene fik forbud mod at afsætte en fæstebonde. Samtidig indførtes en lov om arvefæste, hvorefter en af sønnerne kunne overtage ejendommen efter faderen. Hermed blev der sat en stopper for godsejernes planer om at lægge fæstejorden ind til hovedgårdens marker ved fæsterens død. Ganske vist ejede herremændene fæstegårdene, men enevælden ønskede ikke engelske tilstande i Danmark. I England kom forandringerne i landbruget godsherrerne til gode.

Alt tog i første omgang sigte på at beskytte fæstegårdene mod aggressive godsejere. En forordning i 1787 forstærkede fæstebøndernes retssikkerhed over for deres herrer. Hoveriets omfang lagde regeringen i faste rammer, så det ikke længere var muligt for jorddrotten at øge fæsternes arbejdstid på herregården. Disse bestemmelser gjaldt med et slag for 80.000 fæstere. Året efter kom loven, der ophævede stavnsbåndet. En stor sejr for bevægelsesfriheden.

Men enevældens økonomiske liberalisme rakte videre. Det nævnte dristige forarbejde banede vejen for en smidig overgang til bøndernes selvstændighed. Springet fra fæste til selvejer kan uden forbehold betegnes som den største og lykkeligste reform i rigets historie. Danmark fik de bedste bondereformer i Europa. Det bør ikke undre, at de russiske zarer i slutningen af 1800-tallet hidkaldte danske landbrugskandidater, mejerister og veterinærer i stort tal som rådgivere.

Ved overgangen fra fæste til selvejer forsøgte vrede herremænd påny at inddrage fæstegårdenes jord; men det fik de ikke lov til. Som sagt var fremsynede godsejere og embedsmænd levende optaget af bøndernes frigørelse. Også hos Frederik VI mødte godsejerne energisk modstand. Det er alt sammen til landets fordel, ivrede reformvenlige kredse, selvejet kalder på ansvarlighed. Ejerglæden mobiliserer energi og arbejdslyst. Juraen var på godsejernes side, men for enevælden i den periode vægtede den økonomiske liberalisme nok så kraftig. Altså slap Danmark for et godsstyret landvæsen. I princippet var fæstegårdene familiebrug. Denne orden fortsatte efter overgangen til selvejet.

En betragtning mere skal frem i lyset. I England og Frankrig kom de politiske reformer først. Senere fulgte de økonomiske ændringer. Danmark gjorde det stik modsatte. Politisk gav enevælden ikke noget ved dørene; til gengæld satsede kongen og regeringen på frigørende økonomiske tiltag. Og det med storslåede resultater til følge. For øvrigt anvender Kina i dag den samme rækkefølge. Den kommunistiske regering giver ikke slip på den politiske magt. I stedet for lukkes der op for økonomisk liberalisme. Arbejdsiveren er imponerende og velstandsstigningen fantastisk.

Også på andre centrale felter praktiserede enevælden økonomisk frihed. Det enevældige styre både indførte og afskaffede merkantilismen. I 1797 sejrede principperne om frihandel, der blev en afgørende krumtap i dansk udenrigspolitik. Enevælden erfarede på den hårde måde, at statsdirigering af næringslivet ikke duede. Regeringen måtte sande, at forbudspolitikken ikke forøgede velstanden. Tanken om økonomisk frihed vandt stadig stærkere tilslutning. Navnlig gav statens oprettelse af nye virksomheder dundrende underskud, hvorfor den form for politisk aktivisme ophørte i 1781. I samme tiår afviklede enevælden monopolhandlen og for en stor dels vedkommende også toldlovene.

Den økonomiske frihed sejrede stort. Folket var kongen taknemlig. Således lyttede den menige skare ikke til tidens revolutionære brushoveder. Af samme grund støttede Grundtvig længe enevælden. Han var en svoren tilhænger af familiebrug og selveje.

Folketinget kan lære meget af enevælden. I perioden fra 1755 til enevældens ophør i 1848 afpolitiserede enevoldsstyret næringslivet. Bondebeskyttelse, fribønder og frihandel danner essensen af enevældens økonomiske politik. Ingen af nutidens politiske partier praktiserer noget tilsvarende. Miljøreglerne likviderede husmændene som klasse i 1980‘erne. Derefter stod gårdmændene for tur.

I hundrede år dannede gårdbrugene Venstres faste underlag. Partiet var et udpræget landbrugsparti, der beskyttede og varetog fribøndernes interesser. Værnet om familiegårdene ophørte med de intellektuelles undergravning af partiet. I slutningen af 1980’erne angreb miljøbevægelsen landbruget usædvanlig hårdhændet. Venstre så passiv til fra sidelinjen. End ikke ideologisk støtte rakte indsatsen til. Cand.polit.erne orienterede sig til anden side. Forlængst havde de fattet, at den grønne linje var identisk med den karrierekorrekte linje. I de sidste ti år har Venstre endog deltaget aktiv i pressionen mod de sidste familiebrug. Unægtelig en ussel tak til gårdmændene for over hundrede års loyale støtte.

Kun storgårde er tilbage. Hvad ville Chr. Ditlev Reventlow sige til det? Og enevoldskongen Frederik VI?

Hvis du kan lide denne side - så støt Copenhagen Instiute

Som støttemedlem af Copenhagen Institute er du bidrager på en meget konkret og direkte måde til, at Danmark udvikler sig til et af de mest innovative og dynamiske vækstsamfund i verden – et samfund hvor det enkelte menneske har ansvar under frihed.

Copenhagen Institute er afhængig af støtte fra private og virksomheder, som deler vores vision om et frit og dynamisk samfund!

Klik her og tegn et støttemedlemskab af Copenhagen Institute.

Menu

Værktøjer

Skat & velfærd, Seneste 10 artikler: