Copenhagen Institute - De folkevalgtes sociale tilhørsforhold

De folkevalgtes sociale tilhørsforhold

12. december 2011
Af Steen Steensen, forfatter, cand. pæd. i historie

Lovgiverne afspejler altid stillingen i den sociale kamp. I perioden fra 1866 til midten af 1960‘erne var Folketingets sammensætning forholdsvis nuanceret. Selvejerne og produktionsarbejderne spillede en ikke uvæsentlig rolle. Følgelig var den førte politik tilsvarende socialt afbalanceret. Sammensætningen af landets lovgivere er særdeles afgørende. Nu er den meget ensidig. Skoleadlens dominans i dag er sammenlignelig med jordadlens dominans i middelalderen. Det har især haft negative konsekvenser for de økonomiske frihedsrettigheder.

Akademikerne erobrer den lovgivende magt. Noget i den retning lød overskrifterne i aviserne efter folketingsvalget i september. Overskrifterne rammer plet. Siden slutningen af 1960‘erne har universiteternes kandidater vundet valg efter valg til Folketinget. Men denne gang tydeligere end nogensinde. Landets næringsdrivende og produktionsarbejdere kan knap nok identificere sig med en eneste lovgiver i folketingssalen.

Men betyder det noget, at Folketingets lovgivere i store træk kommer fra samfundets øverste lag? Skal man regne med, at folkevalgte akademikere fortrinsvis varetager deres egne og klassefællernes interesser? Eller spiller partifarven og de valgtes holdninger den vigtigste en rolle? Hvis ikke har folket sat ræve til at vogte gæs. Hvad beretter den historiske erfaring herom?

Lad partiet Venstre illustrere problemstillingen. Dette parti opstod i 1870, som et bolværk mod godsejerne og embedsstanden. Den frembrusende bondebevægelse fødte så at sige den nye partidannelse. Overgangen fra fæstebonde til selvejer indebar et opbrud i landdistrikterne. Selvejet vakte til live en hidtil uset ejerglæde og arbejdsiver i landbruget. Selvbevidste gårdejerne rejste andelsbevægelsen. Fødevarernes kvalitet nåede hermed en imponerende høj standard. Dansk landbrug indtog fra den tid en international førerstilling.

Samtidig gjorde selvejerbønderne sig gældende i Folketinget. I 1870 talte de halvdelen af medlemmerne i Folketinget og i 1901 endog 61 procent. Et ikke ringe antal journalister og folkeskolelærere træder frem i partiet Venstre som ledere og agitatorer. Også mennesker med højere uddannelse meldte sig under fanerne. I 1905 forlod Venstres akademiske elite partiet og dannede Det radikale Venstre. Herefter var Venstre i flere årtier helt domineret af gårdejere.

I 1930'erne er landbrugets folk procentvis mere fremtrædende end nogensinde. Ved folketingsvalget i 1935 får Venstre 29 mandater. Heraf er 20 landbrugere, cirka 69 procent. Endnu i 1949, hundrede år efter folkestyrets indførelse, udgør bønderne et flertal i partiet. Men i 1950'erne begynder den boglige klasse for alvor at vise flaget. Efter folketingsvalget i 1956 besætter de højt uddannede 56 procent af pladserne, og bøndernes antal reduceres til 40 procent. Stillingen for de intellektuelle er den samme i 1968, men landmændenes talmæssige position i partiet forekommer vigende. Kun 12 af 34 folketingspladser tilfalder bønderne.

Virkningen af denne sociale omvæltning viser sig hurtigt. Det får store konsekvenser for landmændene, at Venstre kort efter 1968 træder ind i miljøbevægelsens rækker. Ved den tid vinder økologismen indpas på de danske læreanstalter. Denne isme stammer fra universiteterne i USA, hvor den opstår i begyndelsen af 1960‘erne. Københavns Universitet opfanger ideologien om den tiltagende forurening i 1968. Det er lige noget for studenteroprørerne. Med økologismen som våben forsøger de at nedkæmpe kapitalismen. Råbene fra socialistiske studenter buldrer: Miljøkamp er klassekamp!

Ingen af de politiske partier anede noget om forureningen før 1968. Heller ikke Danmarks Naturfredningsforening. Påstanden kom som et chok for alle. Er Danmark et forurenet land? Det havde ingen hidtil fået øje på. I fortiden var det danske samfund stærkt forurenet. Men den klassiske liberalisme i midten af 1800-tallet udrettede som antydet store ting. Næringsfriheden skabte forudsætningen for afskaffelsen af uhumskhederne. Den økonomiske frihed bragte velstand til veje. Industrialiseringen og den tekniske udvikling gjorde desuden meget til sagen. Trin for trin blev forureningen som et problem afskaffet. Derfor forekommer det ikke så underligt, at den ikke er til at opdage i 1968. Men nu blev forureningen ophøjet til en politisk sandhed, som de oprørske studenter anvendte i klassekampen mod selvejersamfundet.

Ikke ret længe kæmpede studenterne alene. Faktisk med det samme understøttes økologismen af Danmarks Radio. Forbløffende hurtigt tager store dele af den boglige klasse del i miljøkampen. Samtlige partier i Folketinget gør sig grønne. Venstre springer som nævnt også på toget. Forureningen skal bekæmpes! Afsnit herom bliver indskrevet i partiernes programmer. Allerede i 1971 står et ministerium klar, Ministeriet for Forureningsbekæmpelse. For landets producenter varslede denne vending ilde.

Ved valget i 1979 erhverver Venstre 23 mandater. Det boglige borgerskab erobrer 74 procent af pladserne. Kun fem gårdejere får fra det fordums så udprægede landbrugsparti sæde i Folketinget. Af tingets 179 medlemmer indtog bønderne blot 11 stole. Seks landbrugere var tilknyttet andre partier. Selv om man tager bondebefolkningens faldende andel af den samlede befolkning i betragtning, er der alligevel tale om en kraftig politisk nedtur.

Økologismen har tyndet ud i rækkerne. Miljøaktivisterne lægger ikke fingrene imellem. Selvejet er sårbar. Landbruget taber terræn. I 1960 var der 197.000 gårde i Danmark. Året 1990 melder om 77.000 landbrug. Voldsomme anklager hagler ned over det traditionsrige erhverv. Hvad gør Venstre? Forsøger partiet at afbøde slagene? Nej, der er ingen hjælp til landmændene fra den kant. Det var unægtelig en køn tak til bønderne for hundrede års trofaste støtte til partiet.

Ved årtusindskiftet er Venstre forlængst forvandlet til et akademisk parti. Det har stedse tydeligere orienteret sig i boglig retning. Landbruget forekommer for partiledelsen mindre interessant. Nu gør partiet sig til gode for den boglige klasses ambitioner. Kandidaterne fra de højere skoler dæmper Venstres liberale retorik. Partiets ledere lod stadig sjældnere ord falde om økonomiske frihedsrettigheder. Der er tavshed om ejendomsrettens ukrænkelighed. Forestillingen om selvejersamfundet som en uvurderlig værdi forsvinder som skove i tågen.

Ved valget i 2007 talte regeringspartiet Venstre højlydt om flere penge til universiteterne og forskningen. Partiet kørte uddannelses-ideologien i stilling. Staben af professionelle politikere går samtidig ind for en større offentlig sektor. Venstre overtager ideologien om velfærdsstaten og ekspanderer den yderligere.

Fra 2001 til 2011 leverede Venstre miljøministrene til regeringen, som i kontante udmeldinger ikke afveg fra de foregående ledere af miljøministeriet. De sidste familiebrug i landvæsnet bukker under i perioden. Jamen, hører man tit, de små brug kan ikke klare sig. Det er årsagen. Men den sætning er forkert. Den rigtige lyder sådan: De små brug kan ikke klare sig med det uhyrlige antal miljøregler, med tabet af selvstyret, med miljøkommissærerne og papirdyngerne på ryggen, med de krævede investeringer i miljø og det psykiske pres forårsaget af de vedvarende anklager om tilsvining af natur og samfund.

Nedturen for bønderne fortsætter uanfægtet. I dag er der kun cirka 12.000 heltidsbrug tilbage, storgårde begribeligvis. Det er en tragedie. Et frit land har ikke råd til at miste så mange selvejere. Efter det sidste valg i 2011 mønstrer Venstre kun én landmand i Folketinget.

Læren af ovennævnte hændelser er entydig. De gamle partier i Folketinget fortæller nemlig en lignende historie. Lovgiverne afspejler altid stillingen i den sociale kamp. I perioden fra 1866 til midten af 1960‘erne er Folketingets sammensætning forholdsvis nuanceret. Selvejerne og produktionsarbejderne spillede en ikke uvæsentlig rolle. Følgelig var den førte politik tilsvarende socialt afbalanceret. Sammensætningen af landets lovgivere er særdeles afgørende. Nu er den meget ensidig. Skoleadlens dominans i dag er sammenlignelig med jordadlens dominans i middelalderen.

Tanken om holdningernes betydning i politik bliver ikke understøttet af den historiske erfaring. Idealismen blegner med tiden. Afgørende er de folkevalgtes sociale tilhørsforhold. Sådan har det altid været.

Hvis du kan lide denne side - så støt Copenhagen Instiute

Som støttemedlem af Copenhagen Institute er du bidrager på en meget konkret og direkte måde til, at Danmark udvikler sig til et af de mest innovative og dynamiske vækstsamfund i verden – et samfund hvor det enkelte menneske har ansvar under frihed.

Copenhagen Institute er afhængig af støtte fra private og virksomheder, som deler vores vision om et frit og dynamisk samfund!

Klik her og tegn et støttemedlemskab af Copenhagen Institute.

Menu

Værktøjer

Skat & velfærd, Seneste 10 artikler: