Menu |
 |
|
|
RSS
 |
|
|
Engelsk RSS
|
|
| Fordomme om nytten ved EU’s konkurrence- og monopollovgivning |
 |
| 10. november 2005
Af Simon Espersen, cand. scient. pol. |
| I det følgende kommenteres på nogle fordomme om konkurrence- og monopollovgivning, som ikke bare er folkelige, men desværre også deles af en række embedsmænd i Danmark og Bruxelles. |
Fordom 1. Offentlige myndigheder kan gennem regulering samt forbud mod eksempelvis fusioner bringe markedet tættere på en situation, hvor der hersker ”perfekt konkurrence”.Der findes intet område på markedet, hvor der hersker det, der kan kaldes for perfekt konkurrence. Perfekt konkurrence ville betyde, at det ikke ville kunne betale sig for nogen virksomhed at gå ind i et bestemt marked eller for nogen virksomhed at trække sig ud. I sig selv bevæger markedet sig i retning af perfekt konkurrence i det omfang at fri konkurrence sender signaler til virksomheder om at træde ind på et givet marked eller træde ud. Dette bestemmes af prisudviklingen på markedet, der atter er bestemt af forholdet mellem udbud og efterspørgsel. Det er således en forudsætning for tilnærmelse til ”perfekt konkurrence” at prisdannelsen er fri. Fravær af ”perfekt konkurrence” er derfor ikke en gyldig begrundelse for offentlige indgreb. Derimod kan staten øge forudsætningerne for tilnærmelse til perfekt konkurrence ved at afvikle de nuværende nationale og regionale former for prisregulering. Fordom 2. Når der eksisterer barrierer for potentielle konkurrenter er det vigtigt, at EU-kommissionen eller de nationale myndigheder griber ind. Ligesom der aldrig kan eksistere ”perfekt konkurrence” i virkelighedens verden, så findes der altid større eller mindre barrierer for at nye konkurrenter kan træde ind på et givent marked. Blandt disse barrierer er blandt andet de såkaldte alternativomkostninger. D.v.s. det tab i fortjeneste som en virksomhed ville have ved at vælge satse på ét marked frem for et andet. Frygten for tab ved at gå ind på et givent marked er en væsentlig, men ikke desto mindre naturlig barriere for indtræden på et marked, hvor der eksempelvis i forvejen kun er en aktuel udbyder, d.v.s. et monopol. Højere efterspørgsel på andre ydelser og tilfredsstillelse af – for forbrugerne - mere påtrængende behov kan betyde, at det ikke kan betale sig for en potentiel konkurrent at tage kampen op med et iøvrigt ubeskyttet privat monopol. Men det signal som afholder en virksomhed i at tage kampen op mod en aktuel monopolist er altså i dette tilfælde forbrugernes efterspørgsel, der i form af højere potentiel indtjening for virksomheden andetsteds, forhindrer at det aktuelle monopol får konkurrence. Situationen med en aktuel udbyder, d.v.s. et markedsskabt privat monopol kan derfor i tilfældet med fri konkurrence (d.v.s. fravær af statslige reguleringer) siges at være bestemt af forbrugernes valg – i form af den efterspørgsel, der har belønnet én bestemt virksomhed fremfor nogle andre. Indføres offentlig regulering på et marked, hvor der er fri adgang for potentielle konkurrenter - med henblik på at reducere de naturlige barrierer for indtræden, så er dette derfor ikke et skridt i retning af mere perfekt konkurrence i overenstemmelse med forbrugernes valg, men derimod blot udtryk for en ikke-forbrugerskabt ændring af efterspørgslen. Et eksempel på statslige tilskyndelser til indtræden på et marked er mindstepriserne indenfor landbruget, der som bekendt har bidraget til overproduktion af fødevarer, og som samtidig giver mindre produktion andre steder. Dette gavner ikke forbrugerne, men derimod de mindst effektive producenter af fødevarer. Omvendt kan maksimalpriser fungere som en barriere for konkurrence, som altså ikke er markedsskabt, men derimod skabt af staten eller de regionale myndigheder. Fordom 3. Når en virksomhed har 100% markedsandele indenfor et givet område kan det selv bestemme priserne. Selv hvis Arla, Microsoft eller Danish Crown, havde 100% markedsandele indenfor visse produkter i Danmark, ville der ikke nødvendigvis være tale om et forbrugerskadeligt monopol. Hvis en virksomhed skal kunne siges at være et monopol, der var i stand til helt frit at fastsætte egne priser - til skade for forbrugerne, så kræves det samtidig at virksomheden er i stand til at holde potentielle konkurrenter ude – uanset hvilken pris som monopolet sælger sine varer til. På et frit marked kan et privat monopol naturligvis forsøge at holde potentielle konkurrenter ude gennem sin prispolitik, d.v.s. ved at sænke priserne så meget at de potentielle konkurrenter ikke kan være med. Men sålænge virksomheden gør dette taber den penge på det, og de lave priser gavner forbrugerne. Så snart virksomheden derimod forlader sin prispolitik og hæver priserne, øges incitamentet til andre virksomheder om at træde ind. Fordom 4. Offentlige myndigheder er i stand til at vurdere om priserne på bestemte varer er for høje eller for lave. Ifølge EU’s konkurrence-lovgivning skal EU forhindre at en dominerende virksomhed sælger sine varer for billigt eller for dyrt. (jvf. www.eu.int/comm/competition/publications/consumer_en.pdf) Imidlertid er det ikke muligt for andre end den enkelte forbruger at vurdere om prisen på en vare er for høj eller for lav. Det forhold at en virksomhed i teorien kunne ønske sig at presse en konkurrent ud af markedet, hvad man i grunden må formode de fleste virksomheder gerne ville, gør hverken EU eller nogen som helst anden myndighed eller institution i stand at fastsætte et ”naturligt” prisniveau for en given vare. (jvf. også www.institutmolinari.org/pubs/note200411.pdf ) På samme måde er EU ikke i stand vurdere om en virksomheds indtjening er for høj eller for lav. At sætte grænser for indtjening - eksempelvis ved at indføre prisregulering i form af maksimalpriser - bidrager tværtimod til at gøre det pågældende område langt mindre interessant for potentielle konkurrenter og begrænser dermed incitamentet til øget konkurrence. Fordom 5. Samfundsmæssige fordele og ulemper ved fusioner mellem store virksomheder kan afgøres på forhånd En lang række sandsynlige fordele og ulemper ved fusioner mellem store virksomheder kan beskrives og analyseres på forhånd. Det gør de implicerede virksomheder forud for en given fusion, og det kan embedsmændene i Bruxelles naturligvis også gøre - vel at mærke med langt mere begrænset viden om nytten for de pågældende virksomheder. Men hverken de fusionerende parter eller EU-kommissionen kan med sikkerhed vide hvilke konsekvenser fusionen i fremtiden vil have for markedet set under ét. EU begrunder mange af sine indgreb med vage ønsker om at forhindre ”øget dominans” eller ”stigende koncentration” - eller omvendt ”for at gavne forbrugerne” og ”skabe mere konkurrence”. Gode hensigter er imidlertid ikke en tilstrækkelig forudsætning for en forbrugergavnlig politik. Fordom 6. EU’s konkurrence- og monopollovgivning gavner forbrugerne Sammenlignet med den ikke mindre kritisable amerikanske monopollovgivning, så går EU’s lovgivning i højere grad ud på at beskytte konkurrenten og ikke konkurrencen i sig selv. I praksis betyder det at visse virksomheder på kortere eller længere sigt får en sikkerhed for overlevelse, som den frie konkurrence ikke giver nogen virksomhed. I forbindelse med EU’s godkendelse af større virksomheders sammenlægning sker det således ofte at der indføres en betingelse om frasalg af en række elementer af de fusionerende virksomheders aktiver, aktier, patenter m.m. – til konkurrenten. Selv om det sjældent sker at EU- kommissionen helt forbyder fusioner, så er det ikke desto mindre almindeligt at der ikke alene stilles krav om betingelserne for godkendelse før – men også efter fusionen har fundet sted. Disse fremtidige betingelser betyder at virksomhederne nu ikke blot skal indrette sig efter forbrugernes adfærd, men også efter hvad EU-kommissionen finder nødvendigt for at bevare konkurrencen på den måde, som den finder det optimalt. Visse tilfælde af priskonkurrence, d.v.s. lave priser, kan således blive vel modtaget af forbrugerne, men af EU-kommissionen blive fortolket som en virksomheds forsøg på at komme en konkurrende virksomhed til livs. På denne måde forsøger EU i stigende grad at overtage markedets funktion, d.v.s. at sikre fordelingen af ressourcer med henblik på størst mulig optimalitet – herunder at bevare ikke alene de nuværende konkurrencekonstellationer, men hvad der er endnu mere kritisabelt – bestemte virksomheders position i forhold til deres konkurrent. Fordom 7. EU’s monopollovgivning er principiel og bygger på velfunderet økonomisk teori EU’s konkurrence og monopollovgivning bygger på en fejlagtig overvurdering af offentlige myndigheders evne til at skabe perfekt konkurrence. Med sin stadigt mere ”pragmatiske” politik bevæger reguleringsmyndighederne sig længere og længere væk fra økonomisk teori og henimod stadig stigende lydhørhed overfor bestemte virksomheder, der på et givent tidspunkt efterspørger politisk beskyttelse mod en dygtigere konkurrent. Monopolmyndighedernes overvurdering af egne evner var oprindeligt baseret på såkaldt neo-klassisk monopolteori. Imidlertid er dette teoretiske udgangspunkt i stigende grad ved at blive erstattet af noget endnu værre nemlig medieoverskrifter, klager fra konkurrenterne, samt politisk og økonomisk lobbyisme – herunder ikke bare pression fra utilfredse konkurrenter men også forbrugerorganisationer m.m., - der alle har hver deres bud på hvordan den ”perfekte konkurrence” ser ud. ..................................... Anbefalet litteratur: Armentano, D.T.: “Antitrust Policy - The Case for Repeal” Méra, Xavier: The shaky foundations of antitrust policy. Monopoly price theory. IEM. (Kritik af neoklassisk monopol-teori) Salsman, Richard: "Pure and Perfect" Competition? By What Standard? (kritik af den moralfilosofi der ligger bag den nuværende monopollovgivning) Ludwig von Mises om monopolpriser Murray Rothbard om monopol og konkurrence Læs også Copenhagen Institutes introduktion til den østrigske økonomiske skole her. |
|
|
Hvis du kan lide denne side - så støt Copenhagen Instiute
Copenhagen Institute er afhængig af støtte fra private og virksomheder, som deler vores vision om et frit og dynamisk samfund! |
|
||
Konkurrence & regulering, Seneste 10 artikler: |
||
| Seneste COIN/Blog: |
|
|
COPENHAGEN INSTITUTE |
||||||||