Fra denne side kan du finde mod-ATTACs svar på 30 af globaliseringens vigtige spørgsmål. Du kan enten hoppe til de enkelte direkte fra denne side, eller du kan downloade alle 30 spørgsmål og svar samlet. Dette kan anbefales, såfremt du ønsker at printe svarene ud.

Har du et spørgsmål, som du ikke finder svar på her, så mail det til
jib@coin.dk

Dette dokument tilhører Copenhagen Institute/mod-ATTAC. Eftertryk tilladt med kildeangivelse.
/mod-ATTAC 23. november 2005.

Hvad er globalisering?
1. Hvad er globalisering
2. Er globalisering til fordel for fattige lande?
3. Er globalisering til fordel for rige lande, heriblandt Danmark?
Globaliseringen og de fattige lande
4. Gør globaliseringen de rige rigere, og de fattige fattigere?
5. Hvorfor er u-lande fattige?
6. Udnytter multinationale selskaber u-landene?
7. Bør vi eftergive u-landenes gæld?
8. Hvad betyder fri handel for u-landene?
9. Bør u-landene kunstigt beskytte egen industri? Og hvilken udviklingsstrategi er rigtig for et uland?
Globaliseringen og de rige lande
10. Er frihandel en trussel mod danske arbejdspladser?
11. Hvad skal rige lande gøre for selv at få gavn af globaliseringen?
12. Bør danske forbrugere boykotte børnearbejde?
Globaliseringen og kloden
13. Er globalisering en trussel mod klodens miljø?
14. Er verden ved at løbe tør for naturressourcer?
15. Er "drivhuseffekten" en trussel mod jordens fremtid?
16. Er verden ved at bliver overbefolket?
17. Betyder globaliseringen amerikansk kulturdominans?
Globaliseringens institutioner
18. Hvad er den internationale valutafond IMF?
19. Hvad er handelsorganisationen WTO?
20. Hvad er Verdensbanken?
21. Hvorfor er der ofte kritik mod IMF, WTO og Verdensbanken?
Globaliseringen og handel
22. mod-ATTAC ønsker frihandel. Men har vi ikke allerede det?
23. Medfører frihandel ikke et såkaldt "kapløb mod bunden", hvor miljø- og arbejdsmiljøregler hele tiden bliver forringet?
24. Hvad er forskellen på fri handel (free trade) og fair trade?
25. Bør vi ikke kræve sociale klausuler, når vi handler med u-landene?
26. Hvorfor er valutahandel gavnlig?
Globaliseringen og Attac
27. Hvad er Attacs analyse af verden?
28. Hvad er Attacs løsninger?
29. Er Attac protektionistisk?
30. Hvorfor tager Attac fejl?

"Globalisering begyndte faktisk for mange tusind år siden. Det startede med, at en lille gruppe mennesker mødte en anden lille gruppe mennesker. I stedet for at slå dem ihjel, handlede de med dem."

Der er i tidens løb skrevet mange definitioner på det svære begreb globalisering. Og ovenstående citat - af den amerikanske nobelpristager Vernon Smith - er en smuk illustration af, hvad der driver globaliseringen, nemlig handel og samarbejde.

For os i mod-ATTAC er globaliseringen simpelthen det faktum, at vi idag udveksler varer, ideer, tjenesteydelser, penge, kultur og arbejdskraft over landegrænserne, meget mere end vi har gjort nogensinde før.
Som Vernon Smith forklarer, har vi handlet med hinanden i mange år. Så globaliseringen er egentlig ikke ny. Men globaliseringen er de seneste 15 år blevet accellereret af to vigtige begivenheder:

• Kommunismens sammenbrud. Berlinmurens fald betød, at en stor del af verdens befolkning nu fik frihed til at vælge en demokratisk og markedsøkonomisk samfundsmodel. Verden kunne forlade kold-krigs konflikten, og kommunisme ophørte med at være et alternativ til markedsøkonomi.
• Teknologiske gennembrud. Internettet har stjålet det meste af opmærksomheden i 1990erne, men andre teknologiske fremskridt såsom satellit-TV, mobiltelefoni og billig luftfart har også fremmet globaliseringsprocessen.

Sammenfattende kan man sige, at globalisering helt enkelt er en intensivering af relationer over nationale grænser.

Ja. Globaliseringen er en historisk chance for fattige lande. Den forøgede verdenshandel og den stigende økonomiske integration mellem landene giver helt nye muligheder for, at fattige lande kan specialisere sig i det, de er bedst til, og eksportere til købedygtige markeder. Det betyder, at fattige lande nu får mulighed for selv at arbejde sig op til de rige landes økonomiske niveau – og det har en del lande faktisk gjort, endda på ganske få årtier.
Globalisering er imidlertid ikke en foræring. At udnytte globaliseringens muligheder kræver hårdt arbejde og barske beslutninger, også for u-landene.

Ja. De fleste danskere har i eget liv stiftet bekendtskab med globaliseringens muligheder: internationalt samarbejde mellem virksomhederne, rejser, fremmede kulturtilbud, moderne teknologi. For et lille land med en veluddannet befolkning betyder globaliseringen, at vi kan specialisere os i det, vi er bedst til: Vi kan satse på ”videnstunge” virksomheder, fremfor f.eks. manuel fremstillingsvirksomhed. Men heller ikke vi i den rige del af verden får noget foræret. Den skærpede konkurrence betyder, at også vi skal være beredte på omstillinger og åbne over ny udvikling.

Nej. Siden 1990 har globalisering gjort forskellene mellem rige og fattige mindre - ikke større. Mange traditionelt fattige lande, som Kina, Indien, Malaysia og Taiwan, har haft en økonomisk fremgang, der langt overgår den, vi er vant til i Danmark og Europa. Og dette gør forskellene mellem rige og fattige lande mindre.
Samtidig har langt den overvejende del af verdens befolkning opnået længere levetid, bedre uddannelse, bedre sundhedsforhold og højere indtægter.
Derfor er der ingen grund til at tro dem, der påstår, at globaliseringen forværrer livsbetingelserne for verdens befolkning. Det passer ikke. Globalisering gør de rige rigere - og de fattige rigere.
Rigtigt er det derimod, at alt for mange mennesker stadig lever i fattigdom. Især i Afrika, hvor krige, svage regeringer og manglende stabilitet har ødelagt det lokale erhvervsliv, og skræmt internationale investorer væk.
Afrikas problem er imidlertid ikke "globalisering" - men snarere "mangel på globalisering". Afrikas lande har kun en ringe samhandel med andre lande, og er næsten ikke integrerede i verdensøkonomien: Afrikanske lande importerer og eksporterer forholdsvist lidt, og de modtager meget få udenlandske investeringer. Afrika skal derfor ikke beskyttes mod globaliseringens konsekvenser, men snarere lære at udnytte dens fordele.

Et ord om ulighed: Langt de fleste mennesker mener, at der er for mange fattige i verden. Vi kan derfor enes om, at udryddelsen af fattigdom er tidens måske største opgave.
Men udryddelse af fattigdom er ikke det samme som at fjerne ulighed. Lighed er ikke noget mål i sig selv. Tværtimod vil de fleste mennesker nok ikke ønske sig at leve i Mao-tidens Kina, hvor der var tvang og fattigdom overalt, men hvor den økonomiske lighed var næsten fuldkommen.
Det kan af mange forskellige årsager være interessant at undersøge indkomstfordelingen for verdens mennesker for at se, hvorvidt vi går i retning af større eller mindre ulighed. Men målet bør være at fjerne fattigdom og at skabe rigdom. Hvis dette sker, er det af mindre betydning, hvordan det går med lighed og ulighed.

Links om ulighed i verden. Bemærk at ulighedsdiskussionen kan være temmelig svær at forstå - selv for økonomer :-)

Xavier Sala-i-Martin, Columbia University: The Disturbing "Rise" of Global Income Inequality.
http://www.columbia.edu/~xs23/papers/GlobalIncomeInequality.htm
Sala-i-Martin kritiserer eksisterende udregningsmetoder og viser, at uligheden er faldet, når man medregner den rigtige spredning af indtægter indenfor de enkelte lande.

Robert Wade, London School of Economics: The Rising Inequality of World Income Distribution.
http://www.mtholyoke.edu/acad/intrel/ipe/inequality.htm
Wade mener, at uligheden i verden er steget.

Arne Melchior m.fl., Norges Udenrigsministerium: Globalization and Inequality. Rapporten viser, at uligheden i verden er reduceret, når man i sin udregning kompenserer for valutaernes forskellige købekraft.
http://www.odin.dep.no/archive/udvedlegg/01/01/rev__016.pdf

Det vil være forkert at forsøge at forklare u-landenes problemer med en enkel simpel sætning såsom "for stor befolkningstilvækst" eller "vestlig imperialisme". Problemerne er komplekse, hvilket også fremgår af at verdens ledende økonomer bestandigt strides om, hvilke udviklingsstrategier, der egner sig bedst for u-landene. Set fra mod-ATTACs synspunkt kan u-landenes problemer dog sammenfattes til visse hovedområder:

• Dårlig regeringsførelse. Mange u-lande har svage, ringe og i visse tilfælde direkte kriminelle regeringer. En svag regering vil have svært ved at gennemføre nødvendige økonomiske reformer, og en svag regering vil ikke kunne etablere velfungerende institutioner, som retsvæsen, banksektor, skatteinddrivelse o.lign.
• Manglende markedsadgang. U-landes industri og landbrug er ofte ineffektive og gammeldags. Men da produktionsomkostningerne er lave, kan u-lande alligevel godt producere visse typer varer så billigt, at de vil kunne konkurrere på eksportmarkederne. Det gælder for eksempel landbrugsprodukter, tekstiler og forarbejdede råvarer. Desværre har u-landene langt fra fuld adgang til de rige landes markeder. EUs ydre toldmur beskatter import af varer fra u-landene, hvilket selvsagt gør dem sværere at sælge. Toldsatser og vestlig protektionisme er et enormt problem for u-landene.
• Vestlig landbrugsstøtte. EU, USA og Japan beskytter egne landbrug med årlige tilskud i milliarddollar-klassen. Særlig EUs støtteordninger er skadelige for u-landene, fordi EUs landbrugsstøtte delvist gives som såkaldte eksportsubsidier, altså kunstige tilskud, når produkterne sælges på eksportmarkederne. Disse kunstigt lave priser vil i mange tilfælde effektivt ødelægge u-landenes egen landbrugssektor, og forhindre dem i at opbygge egen industri. Herudover er EUs ordninger såkaldt "koblet støtte", hvilket betyder, at man kan få mere i støtte, jo mere man producerer. EU har på denne måde sikret, at skadevirkningerne for u-landene bliver så store som muligt.
• Manglende udenlandske investeringer. Man kan diskutere, om de manglende udenlandske investering er årsag til eller symptom på fattigdom. Men i hvert fald gælder det, at når multinationale selskaber foretrækker at investere i rige fremfor i fattige lande, så går u-lande glip af både de penge og den videns- og kompetenceoverførsel, som udenlandske investeringer medfører.

Der er imidlertid også en række forkerte forklaringer på Afrikas problemer. Manglende familieplanlægning (dvs. ”for mange børn”) anføres ofte som et problem. Fakta er imidlertid, at Afrika rigeligt kunne brødføde en langt større befolkning, hvis blot landenes økonomier fungerede bedre.

Ligeledes cirkulerer der en mængde forklaringer, der alle sammen tager udgangspunkt i, at Afrikas problemer skyldes en eller anden form for vestlig udnyttelse, ”neo-imperialisme” eller lignende. Det er et faktum, at næsten alle afrikanske lande har været vestlige kolonier på et eller andet tidspunkt. Men idag er situationen den, at der simpelthen ikke er særlig stor handel mellem Afrika og resten af verden – desværre. Problemet er således ikke, at Vesten udnytter Afrika, men snarere at Vesten ignorerer Afrika.

Hvis man læser de globaliserings-kritiske synspunkter fra f.eks. Attac eller Globale Rødder, får man indtryk af, at u-landenes elendighed skyldes, at landene udnyttes, udsuges eller direkte snydes af multinationale selskaber.

"Transnationale selskaber [vil kun] indskyde penge i underprivilegerede lande så længe politikken i disse lande forsat tillader dem at udnytte elendigheden og desperationen i befolkningen."
Globale Rødders "Peoples' Global Action Manifest" fra www.ulydighed.dk.

"Den gamle børnelærdom var, at en virksomhed skulle rette sig efter et lands love. I den nye virkelighed er der byttet om på rollerne. I de enkelte lande retter man nu lovene ind efter de store firmaers krav."
Knud Vilby i sin bog "Kampen mod de fattige".

Synspunktet om, at multinationale selskabers interesse er uforenelig med u-landendes interesser, er imidlertid ikke blot forkert. Det er helt forkert. Hvis et land blev fattigt eller ødelagt af at have multinationale selskaber tilstede, så burde det jo være sådan, at de lande, der fik flest fremmede investeringer var de mest ødelagte. Sandheden er stort set den modsatte: De lande, der kan tiltrække sig de største udenlandske investeringer, er også de rigeste. De lande, der ikke kan tiltrække investeringer fra multinationale selskaber, er typisk fattige og tilbagestående. Afrikas problem er derfor mangel på multinationale firmaer, ikke det modsatte

Ingen har interesse i, at fattige lande er fattige. Fattige lande producerer meget lidt, og de køber endnu mindre. Prøv at stille dig selv dette spørgsmål: Bliver det fattige Tanzania udnyttet af det store softwarefirma Microsoft? Microsoft hverken sælger eller køber særligt meget i dette land. Der udveksles næsten intet mellem Tanzania og Microsoft. I et land som Irland bliver der derimod købt meget Microsoft-software, og Microsoft driver forretning og køber ydelser hos irske virksomheder. Microsoft har med andre ord stor gavn af det rige land Irland - men næsten ingen gavn af det fattige Tanzania.
Der er derfor ikke tale om, at Microsoft udnytter Tanzania. Tværtimod holder firmaet sig stort set væk. Men problemet er netop at Microsoft og andre firmaer holder sig væk fra fattige lande, og foretrækker at investere i den rige del af verden. For det betyder, at de fordele som udenlandske investeringer medfører, kun kommer rige lande tilgode.
Hvis ATTAC, Knud Vilby m.fl. får deres vilje, vil det blive endnu sværere for multinationale selskaber at investere i fattige lande, da både ATTAC og Knud Vilby ønsker selskaberne underlagt flere regler og flere skatter. Resultatet bliver endnu færre investeringer i u-landene - nøjagtigt det modsatte af, hvad u-landene har brug for. Hvis man skal hjælpe u-lande, skal man derfor gøre det modsatte, nemlig sørge for, at det bliver mere attraktivt at investere i u-landene.

Hvorfor gavner udenlandske investeringer u-landene? Det skyldes, at disse investeringer overfører ressourcer fra rige til fattige. På kort sigt overføres penge og arbejdspladser - og på længere sigt viden og kompetencer fra rige til fattige lande. Herudover vil udenlandske investeringer ofte have en afsmittende effekt på det lokale erhvervsliv. Hvis IBM opfører en fabrik i Indien, bliver den ofte bygget og vedligeholdt af indiske firmaer, maden bliver leveret af lokale leverandører, lokale vognmænd transporterer varer ud og ind, o.s.v.
Disse fordele er næsten alle verdens regeringer fuldt klar over. Det er derfor ikke så mærkeligt, at stort set alle verdens regeringer, rige som fattige, aktivt forsøger at tiltrække udenlandske investeringer og dermed multinationale selskaber.
Betydet det, at multinationale selskaber er en slags godgørende foreninger, der flytter fabrikker til u-landene for at hjælpe den fattige befolkning? Svaret er nej. Virksomhedernes formål er at tjene penge, ikke at udøve filantropi. Og de investerer i fattige lande i håb om at kunne producere til lavere omkostninger. Man kan finde masser af eksempler på virksomheder, der behandler deres ansatte i u-landene elendigt, og som udsætter mennesker for opslidende eller direkte sundhedsskadeligt arbejde. Løsningen på dette problem er imidlertid ikke at forhindre selskaberne i at investere eller drive virksomhed i u-landene - som før nævnt skaber dette jo netop økonomisk fremgang. Løsningen er at fjerne den fattigdom, der er årsag til, at folk vælger at tage dårligt og sundhedsskadeligt arbejde.
Man kan også illustrere problemet ved at sammenligne med Danmark: I Danmark har vi gennemgået en industrialiseringsproces, der betød at mennesker i mange årtier måtte arbejde og leve under virkelig dårlige forhold. Målet er, at u-landene kan gennemgå den samme industrialiseringsproces, som vi har været igennem - men helst meget hurtigere, end vi gjorde det.

I mod-ATTAC er vi tilhængere af at eftergive u-landes gæld. Men kun på visse, klare betingelser. Vi er for eksempel modstandere af at eftergive den burmesiske stats gæld til Danmark, da en sådan gældseftergivelse kun vil gøre livet lettere for Burmas militærjunta.
Mod-ATTAC støtter det såkaldte HIPC-initiativ, under hvilket u-landene kan få lettet deres gældsbyrde, såfremt de efterlever et sæt simple regler om økonomisk administration. HIPC er betalt af IMF og Verdensbanken (se nedenfor). Det betyder, at de 26 lande, der nu pr. marts 2003 er omfattet af programmet, allerede nu er blevet lettet for årlige renteudgifter på omkring 10 milliarder kroner, svarende til en foreløbig lettelse på omkring en trediedel af renteudgifter før HIPC (http://www.worldbank.org/hipc/hipc-review/Fact_Sheet_mar03_.pdf). Når programmet for de 26 lande er fuldt gennemført, vil de være blevet lettet for gældsbyrder svarende til mere end 40 milliarder US$.

HIPC fact sheet: http://www.imf.org/external/np/exr/facts/hipc.htm

U-landene har alt at vinde på frihandel. De rige landes toldbarrierer koster hvert år u-landene massive 100 milliarder dollars eller det dobbelte af, hvad de modtager i ulandshjælp. Herudover taber u-landene også på vestlige landes støtteordninger til landbruget. (Se f.eks. britiske Oxfams kampagne "Make Trade Fair").
De enorme tal skal også ses i forhold til u-landenes lave indtægter, samt det forhold, at liberaliseringer også er til fordel for den rige del af verden. Der gælder simpelthen ingen undskyldning for ikke at sikre u-landene fri handel.

Oxfams Fair Trade rapport:
http://www.maketradefair.com

I mod-ATTAC mener vi, at det er et hvert lands ret at vælge egen udviklingsstrategi. Og sådan er det heldigvis også idag: Ethvert land har i teori såvel som i praksis muligheden for selv at bestemme egen politik.
Men det betyder ikke, at det er lige meget, hvilken strategi et land vælger. En stor del af verdens befolkning levede indtil for kort tid siden under kommunistiske regeringer, hvilket stort set ødelagde de pågældende lande. Kun to lande – Cuba og Nordkorea – har stadig sådanne systemer.
Alle erfaringer viser, at demokratisk valgte regeringer altid vælger en eller anden variation af kapitalisme eller markedsøkonomi. Men en regering kan altså godt vælge en socialistisk eller en stærkt lukket samfundsmodel. Udover at ingen lande nogensinde har fået en sådan model til at fungere, giver den andre, oplagte problemer: Private udenlandske investorer vil holde sig væk, og landet vil sandsynligvis afskære sig selv fra anden økonomisk hjælp end den rent humanitære. Med andre ord: En regering kan godt vælge at satse på socialisme, lukkethed og planøkonomi. Men kan altså ikke regne med, at resten af verden vil være med til at finansiere et sådant eksperiment.

En mere relevant problemstilling er spørgsmålet om graden af åbenhed i forhold til andre lande. Som før nævnt må ethvert land bestemme over egen strategi. Men i mod-ATTAC er vi generelt tilhængere af åbne økonomier. Vi er på linie med de økonomer, der mener, at et land er bedst tjent med en åben økonomi. For dermed at have de bedste muligheder for at udveksle varer, tjenesteydelser, penge, kapital, kultur, ideer og arbejdskraft med andre.

Alternativet til åbne økonomier er lukkede eller protektionistiske økonomier. I en protektionistisk økonomi forsøger man at eksportere varer til andre lande samtidig med, at man forsøger at undgå import. I mod-ATTAC er vi imod lukkethed og protektionisme, og det er vi især af disse årsager:
• Lukkede økonomier risikerer at miste konkurrencekraft. Hvis et lokalt firma producerer varer til et kunstigt beskyttet hjemmemarked, så vil det i det fleste tilfælde ende med at blive ineffektivt og med at producere dyre og dårlige produkter.
• Lukkede og protektionistiske økonomier kan have svært ved at tiltrække sig udenlandske investeringer og vil dermed afskære sig fra de fordele, der følger med disse.
• Protektionisme rammer også handel u-landene imellem. Hvis et uland lukker egen økonomi af, vil det ikke blot reducere samhandelen med den rige del af verden, men også med nabolande og andre oplagte handelspartnere.
• Import er ikke et nationaløkonomisk problem for et land. Tværtimod: Billige importvarer gavner forbrugerne og lokale virksomheder har lettere ved at konkurrere, når de kan købe varer til forarbejdning billigst muligt.
• Et lands eksport er et andet lands import. Hvis ingen importerer, kan ingen eksportere, og lande vil derfor blive tvunget tilbage til selvforsyning. Selvforsyning – hvor et enkelt land producerer stort set alt til eget forbrug – er et meget dårligt økonomisk system, da det tvinger et land til at producere noget, det ikke egner sig til.

Yderligere info om dette emne:
Verdensbankens rapport Globalization, Growth and Poverty dokumenterer sammenhæng åbne økonomier og økonomisk fremgang.
http://publications.worldbank.org/ecommerce/catalog/product?item_id=370788

Nej. Frihandel giver arbejde, specielt til et lille land som Danmark, der er ganske afhængigt af at kunne eksportere sine varer til et stort, udenlandsk marked. En tommelfingerregel siger, at eksport på en milliard dollars giver 20.000 nye jobs. Hvis man ser på den danske erhvervsstruktur, står det også klart, at vi er afhængige af at have købedygtige eksportmarkeder. Vi producerer langt flere Lego-klodser, Grundfos-pumper og B&O-stereoanlæg, end vi selv kan købe.
Det betyder imidlertid ikke, at import skaber arbejdsløshed. Billige og gode importvarer forøger købekraften af ens løn og skaber bedre konkurrencevilkår for de firmaer, der lever af at forarbejde varer. Fri handel er derfor ikke blot en fordel, men slet og ret en livsnødvendighed for Danmark.
Rigtigt er det imidlertid også, at fri handel og globalisering kræver, at vi er beredte på at omstille os. Der er masser af eksempler på danske virksomheder, der flytter manuel produktion til lande, hvor arbejdskraften er billigere. Den udvikling viser, hvor vigtigt det er, at vi uddanner og dygtiggør os for at skabe nye jobs i stedet for de, som naturligt vil gå til lande med lavere omkostninger.

I globaliserings-debatten er der med god grund meget fokus på fattige lande. Men globaliseringen giver også rige lande både fordele og ulemper. Hvis rige lande fortsat skal have gavn af globaliseringen, skal rige lande sørge for fortsat at være konkurrencedygtige. Det giver nogle særlige problemer i Danmark og Europa, hvor en stor generation af mennesker nu er ved at blive ældre. Gennemsnitsalderen i Europa er ved at blive temmelig høj, hvilket betyder, at vi på et tidspunkt vil have forholdsvis mange pensionister og forholdsvis få erhvervsaktive. Dette problem kræver store og muligvis smertefulde reformer. Alternativet er derimod at resten af verden - især USA og Asien - løber med arbejdspladserne og investeringerne, og det kan Europa selvsagt ikke være tjent med.
Europa bliver også nødt til at finde en model, indenfor hvilken vi kan optage en vis indvandring, da alle prognoser peger på et fremtidigt behov for arbejdskraft.

Mere konkret efterlyser mod-ATTAC, at Europa og verdens rige lande tager skridt til at åbne deres økonomier yderligere:
• Verdenshandelsen skal liberaliseres. Eksisterende handelsbarrierer skal brydes ned, og rige såvel som fattige lande skal kunne sælge deres produkter frit.
• Landbrugsstøtteordninger skal afskaffes.

I danske og internationale medier vækker beretninger om børnearbejde naturligt nok både bekymring og forargelse. UNICEF anslår, at omkring en kvart milliard børn under 14 år har hårdt eller skadeligt fuldtidsarbejde.

I år 2000 opdagede McDonalds at æskerne til de såkaldte Happy Meals var produceret af kinesiske børnearbejdere. Af frygt for forbrugernes reaktion stoppede virksomheden omgående denne produktion. Desværre betød det, at mange børn faktisk fik en endnu ringere tilværelse. Nogle lande er så fattige, at familierne simpelthen har brug for børnenes lønindtægt, hvor ringe den end måtte være, for bare at overleve. Og for en del af de børn, der arbejder i fabrikkerne, er alternativet til børnearbejde ikke skolegang, men kriminalitet og prostitution.

Red Barnet skriver på hjemmesiden www.boernearbejde.dk, at "fra vores arbejde i u-landene ved vi, at børn først og fremmest arbejder for at tjene penge til mad, så de kan overleve. Vi mener derfor ikke, at man kan afskaffe børnearbejde ved at boykotte varer produceret af børn eller forbyde alt børnearbejde fra den ene dag til den anden. […] Red Barnet håber på, at vi kan medvirke til at afskaffe børnearbejde på langt sigt ved at bekæmpe fattigdom, ændre forældres, arbejdsgiveres og politikeres holdninger og sørge for skolegang og bedre arbejdsforhold til de børn, som i dag desværre er tvunget til at arbejde."

Nej, tværtimod. Gennem frihandel skaber globaliseringen øget vækst og velstand for de lande, som åbner op. Den velstand gør landene i stand til at tage bedre hånd om miljøet end i lande, hvor ressourcerne er mere knappe. Dermed betyder globaliseringen, at vi kan sikre, at miljøvenlig teknologi spredes til så mange lande som mulig.
Konkret betyder globaliseringen, at USA i dag er i stand til at købe vindmøller i Danmark, mens danskerne kan købe miljøvenlige biler i Tyskland, og tyskerne kan købe blyfri benzin i Norge. De muligheder har de mindre velstående lande i Østeuropa eller i Afrika ikke. De er tvunget til at køre i gamle forurenende biler og fyre med miljøskadelige brændstoffer.

Hele pointen er, at "rig er ren". De miljømæssige problemer i den tredje verden er et direkte resultat af landenes begrænsede økonomiske udvikling. De har simpelthen ikke produceret den nødvendige teknologi til at beskytte deres miljø - endsige skabt en velstand, som gør dem i stand til at købe teknologien i andre lande. Herudover spiller almindelige politiske prioriteringer også ind: Hvis man er bekymret over, at landets borgere er ved at dø af sult, så prioriterer man arbejdspladser og mad højere end hensynet til pesticidrester i grundvandet.
Den bedste og eneste vej, som verdens fattige lande kan tage hen imod en løsning på deres store miljøproblemer, er derfor at blive rigere. Det kræver en industrialiseringsproces, som kan skabe økonomisk vækst - paradoksalt nok præcist det, som globaliseringsmodstanderne synes mest kritiske overfor.

Nej. Menneskets opfindsomhed betyder, at vi kan bruge verdens ressourcer bedre samtidig med, at vi finder flere og flere.
Der har altid været mennesker, som råber ulven kommer i forbindelse med forudsigelser om jordens undergang og manglende ressourcer. Men der er ingen grund til at tage dem alvorligt. I 1960erne fik vi at vide, at befolkningsvæksten ville betyde et sammenbrud i vores civilisation. Det skete ikke. Og i dag lever selv mennesker i den 3. verden længere og sundere end nogensinde før. I 1970erne sagde dommedagsprofeterne, at vi ville løbe tør for olie og andre værdifulde naturressourcer inden år 2000. Det skete heller aldrig. Og i dag er naturressourcer som olie billigere og tilgængelige i større mængder end nogensinde før.

Det kan synes begrænset, hvor mange ressourcer, der findes i verden i dag. Men hvis prisen på de ressourcer, vi bruger, stiger, vil det øge incitamentet til at finde flere depoter, alternative ressourcer og udvikle bedre teknikker til at udvinde de ressourcer, der findes. Dermed vil en prisstigning reelt udvide vores samlede ressourcer, og prisen vil ofte falde igen.

Bjørn Lomborg har formuleret det således: "Faktisk er det teoretisk muligt aldrig at løbe tør. Forestil dig et råstof med 100 års forbrug tilbage, en årlig stigning i efterspørgselen med en procent og i effektiviteten med to procent. Uden nogen sinde at finde flere ressourcer vil man aldrig løbe tør, fordi effektivitetsstigningen - vores opfindsomhed - kompenserer for både forbrug og stigning i forbrug.

I virkeligheden balancerer spørgsmålet om, hvorvidt råstoffer bliver mere knappe eller mere rigelige, imellem disse to positioner: Dommedagsprofeterne, der understreger, at der bliver mindre og mindre af alle råstoffer, og optimisterne, der understreger menneskets opfindsomhed."
("Aldrig mangel på råstoffer", Politiken, 19. januar, 1998)

Det korte af det lange er, at hver gang man hører forudsigelserne om verdens undergang, skal man blot tænke på, at aldrig har vi haft det bedre her på kloden - vi lever længere, sundere, er bedre uddannede og får mere at spise end nogensinde før i verdenshistorien. Og det bliver bedre hele tiden.

Hvad er drivhuseffekten?
Atmosfæren indeholder naturligt en række drivhusgasser, hvoraf de vigtigste er vanddamp, CO2 og metan. Disse gasser forhindrer noget af solens varme i at blive reflekteret tilbage til verdensrummet. Uden den naturlige drivhuseffekt ville klodens middeltemperatur være under frysepunktet.

Den menneskeskabte drivhuseffekt (nedenfor omtalt som drivhuseffekten) skyldes, at menneskelig aktivitet øger atmosfærens koncentration af visse drivhusgasser, især CO2 gennem afbrænding af fossile brændsler (kul, olie og gas). Dette vil alt andet lige få den globale middeltemperatur til at stige.

Hvor meget vil temperaturen stige i løbet af det 21. århundrede?
Vi kender ikke svaret på dette spørgsmål. Vi ved ikke, hvor meget CO2, vi vil lede ud i atmosfæren, og vi ved ikke, hvor følsomt klimasystemet er overfor øget CO2. Meget tyder på, at det er mindre følsomt, end IPCCs klimamodeller antager. I givet fald vil temperaturen ikke stige ret meget. Det mest sandsynlige er nok en temperaturstigning på 1-2 grader.

Er drivhuseffekten et problem?
Det afhænger af, hvor meget temperaturen stiger. Stigninger på over 3-4 grader vil sandsynligvis være en lille ulempe for menneskeheden. Stigninger på 1-2 grader, derimod, vil sandsynligvis være en lille fordel. Alt i alt er drivhuseffekten ikke en særligt vigtig global problemstilling sammenlignet med for eksempel malaria, aids eller mangel på kloakering.

Hvad skal vi gøre ved problemet?
De fleste industrialiserede lande har underskrevet Kyoto-protokollen, som forpligter deltager-landene til at formindske udslippet af CO2 gennem indførelse af kvoter for hvert enkelt land. Kyoto træder i kraft i efteråret 2003, hvis Rusland beslutter sig for at underskrive protokollen.

Kyoto er en forkert tilgang til klimaproblematikken. Den første forpligtelsesperiode frem til 2012 vil koste milliarder men vil ingen målbar effekt have på klimaet. Den rigtige strategi er ikke kvoter her og nu men en langsigtet satsning på udvikling af nye energiformer. Det er sandsynligt, at billige alternativer til fossile brændsler vil være en realitet senest omkring midten af det 21. århundrede. Det er tids nok til at begynde en gradvis udfasning af fossile brændsler.

Endvidere skal global frihandel være med til at sikre et velstandsløft i den tredje verden, således at disse lande bliver bedre i stand til at tilpasse sig de klimaændringer, som under alle omstændigheder kan forventes – hvad enten disse er menneskeskabte eller ej.

Links:
IPCCs seneste rapport: http://www.grida.no/climate/ipcc_tar/index.htm
John L. Dalys drivhusteori-skeptiske side: http://www.john-daly.com/

Nej. Ifølge de seneste prognoser fra FN vil befolkningstallet stagnere på under 10 milliarder mennesker. Med stærkere økonomier og bedre fødevareteknologi er rigeligt indenfor, hvad jorden kan brødføde.

Mere info:
Prognose over verdens befolkningstilvækst fra Danidas udviklingstal.dk
http://www.udviklingstal.dk/1-1.htm

Nej.
I en verden, hvor mennesker frit kan vælge mellem forskellige kulturtilbud, vil de gøre netop det: Vælge frit. Og en masse mennesker, i Danmark og i resten af verden, vælger at benytte sig af amerikanske tilbud. Amerikanske film, musik, mad og sprog. Ikke alle kan forene sig med, at mennesker vælger således.

"Få bryder sig om at se det i øjnene, men jeg mener, at der i disse år foregår en morderisk krig på liv og død mellem USA og Europa. Det er en fundamental, kulturel magtkamp, den vigtigste konflikt, der overhovedet findes i verden i dag".
Susan George, fransk Attac, Dagbladet Information 22. januar 2001.

"Det er ikke for ingenting, at USA, verdens førende imperialistmagt med interesser over hele kloden, i den grad bombarderer folkene og især de opvoksende generationer, børnene og de unge, med film en masse. For imperialismen handler det om at beherske menneskenes bevidsthed. Det handler om at pumpe alt muligt skidt og ragelse ind i ungdommen, så den ikke rejser sig for at gøre en ende på imperialismens forbrydelser, så ungdommen ikke virkeliggør et jordisk paradis, men blot nøjes med Hollywoods billige illusioner."
Arbejderpartiet Kommunisternes netavis, januar 2000.

I sin bog "Hurra for Globaliseringen" beskriver Kristian Jensen hvorledes der ganske rigtigt er mange McDonalds restauranter i København. Men at et hurtigt opslag på www.aok.dk afslører, at der er over 100 asiatiske restauranter i København, mens du kun kan få McDonalds 27 steder. Som Kristian Jensen siger: Hvis den danske madkultur er truet, så er det mere fra ristafler og spisepinde, end fra Big Mac og french fries.
Og fakta er da også, at globaliseringens simpelthen giver flere kulturtilbud. Ikke bare flere amerikanske tilbud, men flere i det hele taget.

For mange mennesker i verden er globaliseringens kulturtilbud faktisk en frigørelsesproces. Mange mennesker har aldrig haft adgang til amerikanske og vestlige film eller produkter. Enten fordi de har boet i lande, hvor den slags var forbudt, eller fordi de af økonomiske eller teknologiske årsager har været afskårede.
Da Rumænien blev frit i 1989 opstod der øjeblikkeligt enorm efterspørgsel på vestlige forbrugsgoder, heriblandt absolut livs-unødvendige produkter som makeup og parfume. Hvorfor? Fordi vi mennesker har brug for andet, end blot at få tag over hovedet og maven fyldt op. Vi vil have det sjovt. Vi vil glæde os, vi vil holde fest, vi vil føle os attraktive, og vi vil engang imellem føle os som stjerner, også selvom vi ved, at det kun varer i de 90 minutter en biograffilm tager. Den amerikanske underholdningsindustri har bedre end nogen anden forstået dette. Og mange mennesker vil nødigt leve uden. Og hvorfor skulle de egentlig også det?

IMF er en international samarbejdsorganisation, der i dag har 184 medlemslande. IMF er under tiden blevet beskrevet som en blanding af en bank og et forsikringsselskab.

IMFs opgave er at vedligeholde de internationale finansielle markeder og sikre, at de er stabile. Landene trækker typisk på hjælp fra IMF hvis de havner i kortvarige finansielle kriser, hvis de står overfor en truende statsbankerot eller et kollaps i landets valuta. Herudover yder IMF lån til fattige lande i forskellige sammenhænge. En del af pengene til gældslettelsesinitiativet HIPC kommer således fra IMF.
Selvom IMF har særlige programmer for fattige lande, er IMF ikke en bistandsorganisation som f.eks. Verdensbanken. Således har to forholdsvist velstående lande, nemlig Korea og Tyrkiet, modtaget hjælp fra IMF indenfor de senere år.
Hvem bestemmer i IMF? IMF ledelse minder om et aktieselskab i den forstand, at det enkelte land har indflydelse i forhold til, hvor mange penge det land betaler til de fælles formål. De, der betaler mest, bestemmer mest.

World Trade Organisation, Verdenshandelsorganisationen, er den mellem-statslige forsamling, som tager sig af reglerne for den internationale handel. WTO består nu af 146 medlemmer og har 500 ansatte med hovedsæde i Geneve. WTOs mål er at få den internationale handel til at forløbe så gnidningsløst som muligt, og derfor har man tre, grundlæggende opgaver: At forsøge at fremme en friere verdenshandel gennem forhandlinger mellem medlemslandene, at skabe et sæt regler for handel, og at tilvejebringe nogle mekanismer og institutioner, der kan løse handelskonflikter upartisk og objektivt.
WTOs centrale princip er ikke-diskriminering. Det indebærer dels at landene skal betragte andre WTO-lande som "mest begunstigede nationer", dvs. at de handelsfordele man giver til nogle lande skal gives til alle. Dels indebærer det, at de varer, som et land importerer fra et andet WTO land, efter toldbehandling skal behandles på samme måde som, hvis varerne var produceret i landet selv. På samme måde som EU forsøger WTO altså at forhindre protektionisme mellem landene, men WTOs medlemskreds er langt bredere end EUs.
Det enkelte land må selv afgøre om det vil være medlem af WTO, og en del lande er ikke medlem. Store lande som Kina og Rusland er først for nyligt blevet medlemmer.

Hvem bestemmer i WTO? Handelsaftaler afgøres ved enighed, hvilket i princippet betyder, at alle lande har vetoret. WTO er set fra den synsvinkel mere demokratisk end FN, hvor en særlig gruppe på kun fem store lande har vetoret i sikkerhedsrådet.
WTO kan ikke bestemme over nationalstaters parlamenter. WTO kan således ikke pålægge et land at indgå en aftale. Men har et land besluttet at indgå en aftale, kan WTO pålægge et land sanktioner såfremt det ikke lever op til den indgåede aftale. EU er før blevet dømt for ikke-overholdelse af en handelsaftale (den såkaldte "hormonkøds-sag"), og USA kan meget vel blive dømt på grund af den særtold landet pålagde udenlandsk stål-import i 2002.

Verdensbanken er en international bistandsorganisation med projekter i over 100 lande, og med et årligt hjælpebudget på op mod 20 milliarder US$. Verdensbanken laver traditionelle bistandsprojekter og bidrager med lån og økonomisk hjælp indenfor områder som grundlæggende sundhed, vandforsyning, elforsyning og bekæmpelse af AIDS.
Verdensbanken har en stor research-afdeling og laver statistik og rapporter om en lang række globaliserings-relevante emner.
Hvem bestemmer i Verdensbanken: Verdensbanken er oprettet som en særlig afdeling under FN. Overordnede beslutninger træffes af et Board of Governors med repræsentanter fra alle Verdensbankens medlemslande.

Hvis man lytter til de globaliseringskritiske bevægelser, vil man bemærke, at en stor del af kritikken retter sig mod WTO, Verdensbanken og IMF. Som internationale samarbejdsorganisationer, der netop arbejder med globaliseringsrelevante problemstillinger om u-lande, udvikling, fattigdom, ulighed o.s.v.. er disse organisationer ofte i skudlinien, som det fremgår af disse hurtigt plukkede citater fra globaliseringskritiske mennesker og organisationer:

"WTO, IMF og Verdensbanken har global indflydelse, men varetager primært de rige landes interesser."
Kunster Jens Galschiøt, ATTAC

"Og ved trofast hjælp fra sine respektive 'moderstater' anvendes alle midler for at sikre de multi-nationales økonomiske interesser. IMF, Verdensbanken og EU, baner vejen for økonomisk udbytning af fattige lande og af arbejderklassen"
Internationale Socialisters Ungdom,
http://www.socialister.dk/avisen/viewarticle.asp?ArticleID=213

"For WTO det drejer det sig kun om handel. Det er handel uber alles. Handelshensyn over miljøhensyn. Handelshensyn over menneskerettigheds-hensyn. Handelshensyn over hensynet til landes nationale sikkerhed. Det er en trussel mod landenes suverænitet."
Tidl. amerikansk præsidentkandidat Pat Buchanan.
http://www.issues2000.org/Celeb/Pat_Buchanan_Free_Trade.htm

"Verdenshandelsorganisationen WTO, der er skabt som et redskab til at fjerne alle hindringer for fri handel, er til fare for miljø, etik og fair handel med u-lande"
Enhedslistens politiske program. http://www.enhedslisten.dk/detmenervi.asp?ib=17

Kritikken kommer i alle afskygninger. Lige fra præcis og veldokumenteret kritik af et IMF-initiativ i en bestemt sag til mere forsimplet kritik, ifølge hvilken de tre organisationer nærmest betragtes som en del af en hemmelig, international sammensværgelse, hvis mål det alene er at skabe så meget ulykke, nød og menneskelig lidelse som muligt.

Blandt de seriøse kritikere er tidl. cheføkonom i Verdensbanken Joseph Stiglitz, der i sin bog "Globalization and its Discontents" retter et sviende angreb mod IMF, som han anklager for at være styret af dogmatiske og til tider inkompetente økonomer og ledere.

Mere generelt drejer den seriøse kritik sig om, hvilke krav IMF og Verdensbanken kan stille som betingelse for at yde hjælp. Kritikerne af WTO anklager organisationen til at tvinge lande til at liberalisere deres markeder.

Vi vil gerne knytte et par kommentarer til kritikken:

Hvorfor eksisterer IMF, Verdensbanken og WTO overhovedet?
Her på kloden har vi mange nationale regeringer, men ikke en verdensregering. Imidlertid har vi en række problemer, der angår os alle: Økonomisk ustabilitet, fattigdom, samt det fælles ønske om at fremme velstands-skabende handel. De tre samarbejdsorganisationer er grundlæggende oprettet, fordi verdens lande har et fælles ønske om at løse disse påtrængende problemer, og fordi lande er bedste tjent med at samarbejde fremfor at lade den stærkes ret råde.
Vi kunne godt lade være at gøre noget. Vi kunne lade svage økonomier gå fallit, med kaos, arbejdsløshed og social uro til følge. Vi kunne lade u-landene gå tiggergang fra iland til iland, i stedet for at tilbyde dem fælles hjælp. Og vi kunne lade alle lande beskytte sig bag egne toldmure og få en international krise som i 1930erne, hvor alle landene forsøgte at eksportere deres arbejdsløshed til nabolandene.
Men IMF, Verdensbanken og WTO eksisterer netop, fordi verdens lande har indset, at samarbejde og fælles forpligtende aftaler er bedre end junglelov og laizzes-faire. Og at problemer løses bedst på baggrund af et klart aftalegrundlag, der er godkendt og vedtaget af de enkelte landes regeringer.

IMF hjælper de lande, der ikke kan få lån på almindelige markedsvilkår. Verdensbanken tilbyder mere generel hjælp til fattige lande. Og WTO laver fælles handelsaftaler, for alle de lande, der ønsker at handle mere med andre.
Ingen tvinger et land til at modtage assistance af IMF eller til at lade sig hjælpe af Verdensbanken. Og hvis man ikke kan lide WTO, kan man - som en del lande har gjort - undlade at melde sig ind. Ethvert land har sin suveræne ret til at afgøre, om man vil deltage i det internationale samarbejde med de fordele og ulemper, det giver. Men erfaringen indtil nu viser, at langt den største del af verdens regeringer gerne vil være med.

Hvilke krav bør Verdensbanken og IMF stille som betingelse for økonomisk hjælp? Kun de færreste mennesker vil i ramme alvor foreslå, at international hjælp, herunder gældslettelse, skal ydes uden betingelser. Det vil jo betyde, at præsident Robert Mugabe - der i skrivende stund er ved at ødelægge Zimbabwe - skulle have lige så let ved at få penge som regeringen i Uganda, hvor der gøres en stor og oprigtig indsats for at få grundfæstet et demokrati. Så selvfølgelig bør der stilles krav, startende med det helt grundlæggende krav om, at hjælpen bruges til det, den er bevilget til.

Som udgangspunkt mener mod-ATTAC, at det er både naturligt og fornuftigt, at der stilles visse basale typer krav til et modtagerland:
• Der skal være gennemskuelighed (transparency) i den statslige administration. Regeringens og nationalbankens regnskaber skal være åbne og revideres efter internationale standarder. Man skal simpelthen kunne se, hvad pengene bruges til, og hvem der bruger dem.
• Unødvendige militære udgifter skal reduceres
• Der skal gøres oprigtige forsøg på at bekæmpe korruption

Men som betingelse for lån og hjælp stiller Verdensbanken eller IMF typisk også nogle mere vidtgående krav til modtagerlandes økonomier. Eksempler på sådanne krav kunne være opløsning af ineffektive og tabsgivende statsmonopoler, krav om begrænsning af underskud på statens budget, krav om bekæmpelse af inflation eller krav om initiativer for at tiltrække udenlandske investeringer. Ofte skaber sådanne krav ikke ligefrem begejstring i modtagerlandet. Nogle af kravene kan medføre nedgang i levestandarden for visse grupper, andre kan medføre et opgør med etablerede privilegier, for eksempel hvis en beskyttet hjemme-industri nu skal til at konkurrere med udenlandske firmaer. Andre krav kan være kilde til uenighed, simpelthen fordi økonomer ofte er uenige om, hvad den bedste strategi for et land er.

I mod-ATTAC mener vi
• At Verdensbanken og IMF fortsat skal kunne stille vidtgående krav som betingelser for lån og assistance. Mange landes problemer skyldes, at de pågældende lande rent faktisk gør noget forkert, og sådanne problemer skal selvfølgelig løses.
• At Verdensbanken og IMF kan medvirke til at skabe nødvendige samfundsreformer, som en svag lokal regeringen ikke selv kan gennemføre. En regering kan lettere gennemføre en ubehagelig reform, hvis man kan "skyde skylden" på IMF.

Vi mener også
• At Verdensbanken og IMF ledes af mennesker, og at mennesker kan tage fejl. Verdensbankens og IMFs hjælpeprogrammer skal evalueres, og hvis en bestemt låne- eller hjælpepraksis ikke virker, skal den laves om.
• At selvom mod-ATTAC generelt støtter åbenhed og konkurrence, skal kravene stilles med respekt for landenes forskelligheder. Den medicin, der virker i Tanzania, virker ikke nødvendigvis i Vietnam.

Ja og nej. Vi har mere frihandel, end vi længe har haft. Gennem multilaterale forhandlinger i efterkrigstiden er de gennemsnitlige toldsatser på ikke-landbrugsvarer mindsket betydeligt, fra 40 til ca. 4%, hvilket har ført til stærkt forøget handel og velstand. Der findes imidlertid stadig mange eksempler på toldsatser, der forhindrer eller reducerer handel, for eksempel EUs ydre toldmur.

Det er der hidtil intet, der tyder på. Når et land begynder at klare sig bedre i konkurrencen, betyder det, at der skaffes penge til investeringer i nye maskiner, uddannelse af medarbejderne, o.s.v.. Det gør medarbejderne mere produktive, og det smitter af på lønningerne.
Erfaringerne viser, at solid økonomisk vækst i et lands bruttonationalprodukt også medfører stigninger i det gennemsnitlige løn- og levestandards-niveau. Dette kan en opgørelse fra Verdensbanken, bragt i ugemagasinet The Economist, illustrere. Den viser, at når der er generel vækst i et land, smitter det omgående af også på landets fattigste mennesker. Erfaringerne viser endvidere, at multinationale selskaber almindeligvis betaler arbejdskraften bedre, end lokale virksomheder gør.

(Kilde: Grinding the Poor, The Economist, 29/9 2001).

Frihandel betyder, at mennesker og virksomheder kan udveksle varer og tjenesteydelser, som det passer dem på tværs af landegrænser. Frihandel ("free trade") har været målet for de liberaliseringer af verdenshandelen, vi har set gennem de seneste årtier.

Men frihandel er ikke altid populært. Nogle føler, at de bliver tabere. Man er jo nødt til at konkurrere med virksomheder i udlandet - og føler måske ikke, at det sker "på lige vilkår". I andre lande gælder der jo anderledes miljø- eller arbejdsmiljøregler, andre skattesystemer o.s.v. Modstanderne af frihandel taler derfor nu om "fair trade" - såkaldt retfærdig handel. Det går ud på, at man kun må udveksle varer og tjenesteydelser, hvis det sker på vilkår, som er fastlagt af aftaler mellem staterne. Fortalerne for "fair trade" vil f.eks. sige, at man ikke må købe fodbolde fra Pakistan, fordi de er syet af børnearbejdere. Nogle danske landmænd vil ikke konkurrere med u-landenes landbrug, fordi de synes det er "unfair", at u-landene har lavere omkostninger. Og den tidl. amerikanske præsidentkandidat Pat Buchanan har formuleret det således:

"Jeg er imod frihandelsorganisationen NAFTA. Amerikanere, der tjener 10 dollars i times kan ikke konkurrere med mexikanere, der tjener en dollar i timen".
http://www.issues2000.org/Celeb/Pat_Buchanan_Free_Trade.htm

Problemet med "fair trade" tanken er, at den er med til at bremse handel. Man kan nemlig altid finde eksempler på, at noget er "unfair" i et andet land. Faktisk vil det være umuligt at finde bare to lande, der har 100% ens konkurrence- og produktionsforhold.
Det skal vi imidlertid ikke være kede af. Netop det at landene er forskellige, gør det til en stor fordel, at vi handler med hinanden.
Og hvis "fair handel" ender med, at en eller anden organisation skal sidde og bestemme, hvem der må handle med hvem, så bliver resultatet selvsagt mindre handel, end hvis ikke der var nogen restriktioner. Herudover kan man roligt regne med, at forskellige særinteresser i de rige lande bruger en sådan organisation til at beskytte sig mod konkurrence fra u-landene. Den bedste garanti for at u-landene får fordel af handel, er derfor slet og ret fri - ikke "fair" - handel.

Nej.
"Sociale klausuler" er ideen om, at vi som betingelse for at handle med u-landene stiller krav om overholdelse af visse minimumsregler indenfor f.eks. miljø eller arbejdsmiljø. Denne diskussion er derfor også en del af "fair trade" diskussionen (se ovenfor).

I WTO-forhandlingerne er u-landene ganske entydigt modstandere af sådanne sociale klausuler, og u-landene ligger derfor tættere på USAs end på EUs forhandlingsposition. Som illustration af dette forhold, se rapporten "Where Do Developing Countries Go After Doha" fra det danske Fødevareøkonomisk Institut.

Som en slags social klausul tilbyder EU et nedslag i toldsatser under det såkaldte GSP - the Generalised System of Preferences - på 3.5-5 % til lande, der overholder et sæt af grundlæggende arbejdstagerrettigheder. Samme nedslag bliver tilbudt lande, der overholder et sæt miljøstandarder. Ingen lande har indtil nu ønsket at kvalificere sig til nedslaget på miljø-grundlaget, og kun et enkelt land, nemlig Moldava, er med i aftalen om arbejdstagerettigheder.

I mod-ATTAC er vores holdning klar: U-landenes miljø- og socialpolitik skal bestemmes af u-landene. De rige lande har ingen moralsk eller formel adkomst til at bestemme over u-landenes lovgivning af den simple grund, at det ikke er os, der skal leve med konsekvenserne.

Vi håber meget, at u-landene vil være istand til at forbedre både miljø- og sociale standarder. Og vi ved, at kun økonomisk vækst vil gøre dette muligt. Men det er til syvende og sidst u-landene selv, der skal bestemme, om de vil prioritere vækst og arbejdspladser, eller miljø og sociale standarder. Og hvis vi kræver, at u-landene overholder samme standarder som os, vil vi reelt udelukke dem fra verdenshandelen.

Helt forbløffende bliver det, når vestlige ulandsorganisationer i tilsyneladende ramme alvor foreslår, at u-lande skal straffes, hvis ikke de overholder visse miljøkonventioner og arbejdsmiljøstandarder. 13 danske ulandsorganisationers oplæg til WTO-forhandlingerne i '99 endte med oplægget "The Coming WTO Negotiations", hvori organisationerne foreslår handelssanktioner overfor lande, der ikke overholder internationale miljøkonventioner (afsnit 1.1), samt sanktioner overfor de lande, der ikke overholder såkaldte grundlæggende arbejdstagerrettigheder ("basic workers rights", afsnit 3.1). Ifølge dokumentet overtrædes disse grundlæggende rettigheder i et stigende antal exportfrizoner. Exportfrizoner benyttes typisk af fattige lande som Pakistan, Filippinerne og Cambodia, og hvis det står til disse danske ulandsorganisationer, skal vi - verdens rigeste lande med verdens rigeste befolkninger - altså lave straffe-sanktioner mod lande, hvis synd alene består i, at de er fattige og derfor nødt til at lade deres befolkninger arbejde under elendige forhold. Selvsagt vil sådanne sanktioner gøre de fattige lande endnu fattige.

Links:

Valutahandel er nødvendigt for at kunne betale varer, man køber i et andet land. Hvis man vil købe amerikanske computere, må man betale med amerikanske dollars. Valutahandel hænger derfor sammen med al handel i øvrigt.
Samtidig er valuta i sig selv en handelsvare. Banker og andre køber og sælger valutaer ud fra en vurdering af, om kursen er fordelagtig eller ej. Derfor er handelen med valuta en måde at "tage temperaturen" på det enkelte lands økonomi. På den måde sender valutahandlerne signaler til resten af markedet, om et lands økonomi udvikler sig godt eller skidt.

Valutahandel kaldes også valutaspekulation - for at få det til at lyde ondt. Medierne taler meget om, at valutaspekulanter kan vælte et lands økonomi. Men valutaspekulation er ikke i sig selv årsag til kriser. Det er symptom på, at der underliggende i økonomien er problemer.

Den asiatiske krise i 1997-98 blev præget af valutaspekulation med en række landes valutaer. Det skyldtes, at lande som Thailand kunstigt forsøgte at fastholde deres valutakurs i forhold til dollar, selvom deres økonomi ikke kunne følge med.

Den fransk inspirerede græsrodsbevægelse Attac repræsenterer sammen med organisationer som Globale Rødder, Rød Ungdom o.s.v. den såkaldt globaliserings-kritiske bevægelse, der ofte demonstrerer og protesterer ved internationale topmøder verden over.
Du kan finde dansk Attacs politiske grundlag på www.attac.dk. I analysen af verdens udvikling og globaliseringens konsekvenser ligger Attac meget på linie med det danske parti Enhedslisten i den forstand, at verdens problemer primært tilskrives multinationale selskaber, såsom "kapitalens fuldstændige bevægelsesfrihed [og] jagten på hurtig profit" (http://www.attac.dk/dokumenter/politisk_platform.htm). I praksis er Attacs arbejde koncentreret omkring modstand mod de tre internationale samarbejdsorganer IMF, Verdensbanken og WTO, som Attac ser som instrumenter for den internationale kapitalisme.

På trods af den ætsende kritik mod verdens indretning anviser dansk Attac ikke mange konkrete løsninger, hvis man altså ser bort fra helt overordnede hensigtserklæringer såsom "generobring af det offentlige rum". Imidlertid har Attac opstillet fire konkrete punkter, der foreløbig må gøre det ud for bevægelsens mest præcise bud på en anderledes verden. De fire punkter er:

• Indførelse af en såkaldt Tobin-skat på valutatransaktioner
• Ophævelse af skatteparadiser
• Eftergivelse af u-landenes gæld
• Pensionsfonde skal investere "etisk forsvarligt".

Som man kan se, vil selv en fuld gennemførsel af disse punkter kun ændre verden i et ganske begrænset omfang. Imidlertid viser erfaringerne med Attacs arbejde i Danmark indtil nu, at bevægelsen også baserer sig på en række andre synspunkter

• Modstand mod internationale handelsaftaler som NAFTA, WTO-aftalerne, GATS
• Modstand mod USAs krig i Irak.
• Modstand mod amerikansk "kultur-dominans"
• Modstand mod udliciteringer og privatiseringer

Næsten alle verdens ledende økonomer er enige om, at handel er en fordel for u-landene. Selv blandt globaliseringens kritikere som økonomen Joseph Stiglitz og den britiske hjælpeorganisation Oxfam er der enighed om, at handel er en fordel for u-landene. Økonomen James Tobin - ophavsmanden til Attacs "Tobin-skat" - sagde iflg. Berlingske Tidende 3. september 2001 at

"Jeg er økonom og som de fleste økonomer en stærk tilhænger af frihandel. Jeg går ind for den Internationale Valutafond, for Verdensbanken og for den Internationale Verdenshandelsorganisation, WTO – alt hvad globaliseringsmodstanderne angriber."

Står det til Attac vil u-landene gå glip af alle fordelene ved handel. Attac har indtil nu markeret sig som modstandere af enhver etableret handelsaftale og ethvert internationalt handelssamarbejde. Og de mange lande, der gerne vil handle med hinanden, og som derfor tilslutter sig handelssamarbejde som WTO og det amerikanske NAFTA-samarbejde gør det således på trods af Attacs advarsler.
Attacs løsninger vil yderligere isolere u-landene fra resten af verden - og dermed fastholde dem i deres nuværende fattigdom.

Hvis Attac får sin vilje, vil verdens fattige blive fattigere.
Hvis Attac får sin vilje, vil verdens rige blive fattigere.
Derfor duer Attacs løsninger ikke.

Attacs analyse af verdens problemer er grundlæggende forkert. Verdens problemer skyldes ikke multinationale selskaber eller den internationale finansverden. Tværtimod, multinationale selskaber skaber vækst og fremgang, og de fattigste lande i verden er netop de, der ikke har særligt mange multinationale investeringer. Derfor gør verdens regeringer da også det modsatte af, hvad Attac anviser: De forsøger nemlig alle at tiltrække så mange udenlandske investeringer - og dermed så mange multinationale selskaber - som muligt.

Attacs modstand mod internationale samarbejdsorganisationer som IMF, Verdensbanken og WTO er både skadelig og direkte selvmodsigende. Attac efterlyser selv mere demokrati og mindre virksomheds-dominans - så hvad er der så i vejen med WTO? Denne organisation forsøger netop at lave et sæt fælles spilleregler for handel og investeringer, fremfor blot at lade anarki og jungleloven råde. Måske skyldes Attacs WTO-modstand snarere, at bevægelsen ærgrer sig over at WTOs medlemslande gerne vil noget, som Attac ikke vil - nemlig at fremme handel mellem lande?

Attacs fire punkter svinger mellem det harmløse, det skadelige og det selvmodsigende.
En Tobin-skat vil på ingen måde stabilisere valutamarkederne - og i særdeleshed ikke den aggressive spekulation mod et svagt lands valuta. Hvis et lands valuta står over for et fald på 10-20%, så vil en Tobin-skat på 0,1% næppe forhindre folk i at sælge valutaen hurtigst muligt.
Attacs krav om et stop for skatteparadiser er i modstrid med et andet Attac krav, nemlig kravet om respekten for landenes suverænitet. Attac mener åbenbart, at vi i vesten skal kunne bestemme andre landes skattepolitik. Vil Attac også lade EU eller WTO bestemme over Danmarks skattetryk?
Attac ønsker eftergivelse af u-landenes gæld. Det gør IMF og Verdensbanken også. Og det er de - under Attacs råbende og skrigende protester - faktisk i gang med, medens du læser dette.

U-landenes reelle problemer er, som vi har set, dårlig regeringsførsel, vestlig landbrugsstøtte og manglende adgang til rige landes eksportmarkeder. Faktisk er det svært at finde et uland, der ikke benytter enhver lejlighed til at protestere mod den rige verdens toldsatser og landbrugsstøtte. Attac har imidlertid valgt i stedet at prioritere kampen mod multinationale selskaber. Og vi vil godt gætte på hvorfor. For fjernelse af handelsbarrierer og kunstige støtteordninger kaldes med et andet ord "liberaliseringer". Og det sidste Attac ønsker, er at indrømme, at verden og især u-landene har brug for liberaliseringer. Men det har de. Lukkethed og protektionisme vil fastcementere den fattigdom, u-landene er i nu, og hverken gode intentioner eller større ulandshjælp vil betyde meget, i forhold til store indtægter u-landene kunne få, hvis ellers de kunne købe, sælge og handle på et frit verdensmarked.

Så når ikke u-landene har brug for lukkethed og protektionisme, hvem har så? Svaret er: Det har de kræfter i den rige verden, der helst ser egne privilegier beskyttet. Det er de virksomheder, der helst ikke vil konkurrere med billige produkter fra u-landene. Det er de fagforeninger, hvis medlemmer helst ikke vil konkurrere med billig og hårdtarbejdende ulands-arbejdskraft.

Derfor ramte den svenske erhvervsleder Parcy Barnevik plet, da han i juli 2001 mødtes med gruppe ATTACere i Salzburg, og fortalte dem at

"I bliver udnyttet af de protektionister, der vil beskytte deres egne job og holde udviklingslandene i fattigdom med høje toldbarrierer."

Med eller uden ATTAC er tiden kommet til at bryde disse barrierer ned.

Hvis du kan lide denne side - så støt Copenhagen Instiute

Som støttemedlem af Copenhagen Institute er du bidrager på en meget konkret og direkte måde til, at Danmark udvikler sig til et af de mest innovative og dynamiske vækstsamfund i verden – et samfund hvor det enkelte menneske har ansvar under frihed.

Copenhagen Institute er afhængig af støtte fra private og virksomheder, som deler vores vision om et frit og dynamisk samfund!

Klik her og tegn et støttemedlemskab af Copenhagen Institute.