Copenhagen Institute - Behovet for en ny individualisme

Behovet for en ny individualisme

23. maj 2006
Af Edward L. Hudgins, the Atlas Society, Honorary Fellow

Vor tids formynderisme er ikke mindst farlig af den grund, at statslige ydelser er blevet uddelt gradvis og skridt for skridt er øget; hvilket har trukket individer længere og længere ud på afhængighedens dybe vand.

USA har været individualisternes hjemland. Og de fleste amerikanere har opfattet sig som individualister. Vi taler stadigvæk godt om de individuelle rettigheder, den enkeltes initiativ, den enkeltes ansvar, den enkeltes muligheder - og om enkeltstående bedrifter.

Den amerikanske individualisme er imidlertid ved at forsvinde. Med individualismen forsvinder samtidig også de moralske forudsætninger for vores samfund. Årsagen er, at individualismens økonomiske og politiske manifestationer, det vil sige frihed og kapitalisme, de ikke kan stå alene: Forudsætningen for deres eksistens er således solide moralske ideer, hvad angår rationel egeninteresse; der lader sig komme til udtryk i en grundfæstet moralsk karakter. Det er disse moralske ideer, der retfærdiggør vores frihed. Og den moralske karakter behøver støtten fra den kultur og de institutioner, der er baseret på sådanne ideer.

I dag behandler en række formynderiske økonomiske samt politiske tiltag voksne som om de var børn, der ikke kunne tage vare på sig selv uden statens hjælp. De politikker og den moral, som disse tiltag baserer sig på, frister mange uafhængige og handlekraftige individer. Og de forvandler dem lidt efter lidt til svage, klynkende og underdanige personer, der er helt afhængige af at lefle for de herskende eliter.

Hvis fremtiden skal blive mere lys – og dermed mere passende for mennesker at leve i – så vil stolte amerikanere have brug for en anden mere eksplicit, og ikke-undskyldende form for individualisme, der vil kunne genopbygge de politiske friheder, og dermed skabe en kultur, der er værd at bevare.

USA’s individualistiske tradition

USA er det ærketypiske individualistiske land. Forfatningsfædrene mente således, at formålet med regeringsførelse var at beskytte liv, frihed og ejendom for ethvert individ, - og så i øvrigt lade os være i fred. I vores histories første hundrede og halvtreds år forblev den føderale regering relativt lille; og de statslige og lokale regeringer tilbød kun basale ydelser: det vil sige primært politibeskyttelse og domstole.

USA’s historie har handlet om de millioner af immigranter, der er ankommet til vort lands kyster. Hvad var det, der drog dem hertil? Immigranterne søgte at undslippe deres hjemlandes tyranni; at forbedre deres egen økonomiske situation; at stifte familie; etablere sig i forretningslivet; dyrke deres egen jord; leve i overensstemmelse med deres egen religion eller andre overbevisninger; og for at kunne værdsætte deres eget liv.

De indvandrere der kom til USA afspejlede dermed de moralske kendetegn for alle virkelige individualister. Vore forfædre havde som mål, at opnå det bedste for dem selv. De tog selv initiativ til at gøre det, der var nødvendigt for at nå deres egne mål. De havde indset, at intet i livet kan gives som et løfte; og at de for at realisere deres mål derfor ville være nødt til at tage chancer i et nyt land. Disse indvandrere forstod behovet for at tænke, for at bruge deres egen fornuft og - deres senere berømte amerikanske – yankee – opfindsomhed. Alexis de Tocqueville anerkendte i 1830’erne den amerikanske evne til uafhængig tænkning. Han bemærkede at ”i de fleste former for tankevirksomhed, da påberåber hver enkelt amerikaner sig kun den individuelle indsats, der kommer fra hans egen forståelse”. Med andre ord: vi tænker for os selv.

Tocqueville beskrev den enestående amerikaner i det nye frie land som værende ”beruset med deres nyfundne styrke. De besidder en anmassende tillid til egne evner.” Disse hårdføre individualister sørgede dermed først og fremmest for sig selv. De kunne dog på ingen måde siges at være menneskefjendske, blot fordi de selv valgte, hvem de ville omgås. Som Tocqueville udtrykker det: ”Individualisme… disponerer det enkelte menneske i samfundet til at løsrive sig fra menneske-massen, og skille sig ud sammen med sin familie og sine venner; sådan at når han på denne måde har formet en mindre kreds bestående af sin egen slags, godvilligt lader samfundet i bredere forstand være i fred”. Selv når de bistår deres naboer, holder amerikanere af at ”forklare snart sagt enhver gerning med det princip, der handler om den vel forståede egeninteresse. De demonstrerer med velbehag, hvordan en oplyst hensyntagen til dem selv, konstant giver dem anledning til at være til hjælp for andre”.

Individualismens ånd gav amerikanere mulighed for at gå foran indenfor områder som videnskab og teknologi - Benjamin Franklin og Thomas Jefferson var således videnskabsmænd og opfindere – samt indenfor industri, underholdning, og indenfor et hvert andet område, der bidrager til liv og velstand. Den amerikanske nationale virksomhed var i sandhed en virksomhed der bestod af millioner af individer, der levede deres egne liv og som forfulgte deres egne målsætninger i livet. Alt hvad der er stort og storslået ved USA stammer således fra friheden og værdigheden, der er ethvert individ til del.

Den amerikanske forvirring

Ovenstående beskriver ikke nutidens USA. Det tidlige 21. århundredes USA er såvel politisk som moralsk set et forvirrende sted. Det republikanske parti, der traditionelt set står for begrænset regeringsførelse, har været den stærke part, eftersom såvel Ronald Reagan og republikanerne under George W. Bush har kontrolleret begge kamre. Ikke desto mindre er hverken størrelsen eller byrderne forbundet med statsmagten blevet reduceret. Rent faktisk er det statslige ansvarsområder mange steder blevet udvidet. Mens præsident Reagan talte om at nedlægge det forbundsstatslige undervisningsministerium, har Bush aggressivt anvendt ministeriet til at påtvinge bestemte politikker ned til det lokale niveau. Og et samlet overblik over de første tre års præsidentskab for hver præsident siden Lyndon B. Johnson, viser en samlet stigning i det statslige forbrug under Bush på 23,4 pct., der netop kun kan sammenlignes med Johnsons 24,8 pct.; og som står sig umådeligt ringe med reduktionen i forbruget under Ronald Reagan.

En del kommentatorer ser en polarisering af samfundet mellem de republikanske ”røde” og de demokratiske ”blå” stater, der bestemmes af underliggende forskelle på værdier. I de røde stater er vælgerne bekymrede for, at friheden kommer under pres i takt med at samfundet mister det moralske kompas, der traditionelt set har eksisteret i kraft af religion og langvarige skikke; - og at samfundet dermed ledes i retning af moralsk relativisme. De giver endvidere denne relativisme skylden for sociale patologier, som kriminalitet, ungdomsvold, familiers opløsning, og spredningen af seksuelt overførte sygdomme; hvilket atter fører til en stigning i flere statslige støtteprogrammer - ledsaget af stigende skatter. Disse vælgere støtter ofte politikker, der handler om censur eller om en statslig regulering af moralen, ud fra den noget underligt lydende præmis: at friheden må begrænses for at den kan bevares.

Sådanne borgere investerer - måske som en følge af en frustration over de kræfter, de ser underminere den offentlige orden - ganske mange følelser og energi i en række symbolske kampe, ført om værdier. De ønsker blandt andet at bevare ”under Gud” i faneeden; selv om der ikke er meget, der tyder på at børn, der reciterer disse ord hver eneste dag, skulle gøre skoler mindre voldelige, eller for den sags skyld, at de gør børn bedre i stand til at lære. De fortrækker på samme tilstedeværelsen af De Ti Bud ved indgangen til retslokalet; vel at mærke selv om der ikke er tegn på, at dette gør hverken dommere eller advokater mere tilbøjelige til at respektere de forfatningsprincipper, som de så ofte ignorerer.

Vælgere i de blå stater frygter, at mange af de traditionelle former for moral og religiøse dogmer således vil føre til intolerance og undertrykkelse. De ser sociale patologier opstå som følge af materielle afsavn og uligheder. Et individs økonomiske status bestemmer, efter deres mening, den pågældendes moral og adfærd. De der deler dette synspunkt, er som oftest fortalere for statsligt påtvungne økonomiske reguleringer, velfærdsprogrammer, og overførselsindkomster. Dette skønt denne tilgang historisk set har spillet fallit, og rent faktisk har bidraget til de selv samme patologier, ved at belønne moralsk uansvarlighed. Derudover indebærer tilgangen, at friheden begrænses for netop de entreprenører, der skaber velstanden i første omgang. Tilgangen fører samtidig til konfiskation - og ikke beskyttelse - af borgernes ejendom.

Vor tids politiske og moralske forvirring, der begrænser friheden er til dels resultatet af den forsvinden fra den offentlige dialog og bevidsthed – og således også fra alt for mange individers bevidsthed – af det begreb, vi stadigvæk kender som individualisme.

Det tyvende århundredes udfordringer

Frihedens tilsanding, og eroderingen af frihedens moralske fundament, er for en stor dels vedkommende et resultat af de ideer i det tyvende århundrede, der udfordrede den fremherskende individualisme. Det har især været tilfældet i tider præget af sociale kriser og større forandringer. Derudover var den amerikanske individualisme ikke, førend et godt stykke ind i det tyvende århundrede, noget man forsvarede filosofisk. Rent faktisk kan følgende konstatering fra Tocqueville’s side om USA i 1830’erne siges at være gældende næsten helt til 1930’erne: ”I intet land i den civiliserede del af verden kan der siges at blive viet mindre opmærksomhed til filosofien, end det er tilfældet i USA. Amerikanerne har ingen filosofisk skole, de kan kalde deres egen, og de går kun i ringe grad op i de mange skoler, som Europa kan opdeles i”.

I det tyvende århundrede så vi ikke desto mindre udfordringer imod individualismen fra fascismen, der satte racen, den etniske gruppe, eller staten over individet; og fra kommunismens side, der satte den økonomiske klasse som det primære og advokerede for proletariatets overherredømme eller ”arbejder” klassen. Disse systemer var nødvendigvis diktatoriske. De ofrede og trælbandt millioner af individer. I sidste instans var det dermed let for amerikanere at afvise sådanne udfordringer. Det er endog vanskeligt for mange yngre i dag at sætte sig ind i, at sådanne udfordringer nogen sinde blev taget alvorligt.

Men i det tyvende århundrede kunne man imidlertid også opleve mindre grove og dermed mere forførende udfordringer mod individualismen fra det socialistiske og velfærdsstatslige formynderi, der baserer sig på den moralske præmis, at vi alle vores broders vogter. I USA så vi under den ”progressive” periode, New Deal og ”the Great Society”, hvordan det nu blev overladt til regeringen at rette det, man opfattede som iboende fejl ved det frie marked og de frie institutioner; og hvordan man mere konkret overlod det til regeringen at varetage individers materielle behov for fødevarer, uddannelse, job, sundhedsydelser, pensioner og lignende; alt sammen under parolen om et bedre samfund, men også under et banner, der proklamerede en anderledes og mere relevant form for individualisme.

Som en reaktion på denne udfordring forklarede tænkere som Ludwig von Mises og F.A. Hayek, hvorfor, og hvordan, statens økonomiske planer nødvendigvis vil fejle. Public Choice-skolen, der forbindes med Jamens Buchanan og Gordon Tulluck demonstrerede, hvorfor de statslige filosof-konger ikke kunne være upartiske eller hævet over institutionelle interesser, alt imens de udarbejdede og administrerede angivelige løsninger på sociale problemer. Disse typer af forsvar ignorerede imidlertid, som vi skal se senere, de moralske argumenter for individualismen; sådan som de rent faktisk blev fremlagt af Ayn Rand - startende med navnlig hendes roman fra 1943: The Fountainhead (Kun den stærke er fri). Men dette essentielle forsvar blev ignoreret indtil årtier senere.

Vor tids politiske og sociale landskab må beskrives som formynderismens eller ”kollektivisme light”-udfordringen mod individualismen.

Det nuværende politiske landskab

I efterkrigstidens USA bevarede det politiske højre individualismens begrebsverden. Barry Goldwaters bog fra 1960, ”The Conscience of a Conservative”, tjente formål som det manifest, der løftede ham op i de politiske rækker, og gjorde ham til det republikanske bud på en præsident i 1964. Hvad angår Konservatismen fastholdt Goldwater at ”det primære han havde lært om mennesket er, at ethvert medlem af arten, er et enestående væsen. Menneskets allermest ukrænkelige besiddelse er hans individuelle sjæl”. For det andet var ”de økonomiske og åndelige aspekter ved menneskets natur uløseligt forbundet. Han kan ikke være økonomisk fri… hvis han er politisk trælbundet. Omvendt er menneskets politiske frihed en illusion, hvis han hvad angår sine økonomiske behov, er afhængig af staten”. Og endelig er ”menneskets udvikling, når det gælder såvel de materielle som åndelig aspekter, ikke noget der kan styres af ydre kræfter. Ethvert menneske er, for sin egen skyld og for samfundets, ansvarlig for sin egen udvikling. De valg, der vil præge hans liv, er nogle valg han selv må træffe; de kan ikke træffes af noget andet menneske, eller af et menneskeligt kollektivt”.

Denne filosofi influerede en stor del af den moderne konservative bevægelse, omfattende ikke mindst den mand der søsatte sin egen politiske karriere med sin vægtige tale til fordel for Goldwaters nominering: Ronald Reagan benyttede en tilsvarende retorik i hans succesfulde stræben frem mod præsidentembedet.

I årerne efter Reagan, har Sovjetkommunismens sammenbrud givet oprejsning til økonomiske tænkere som Mises og Hayek. Imidlertid står virkelighedens individualisme svagere, hvilket blandt andet skyldes, at de politiske og økonomiske argumenter for frihed ikke var baseret på et solidt moralsk fundament. En oversigt over vor egen tids politiske landskab viser individualismens status.

Libertarianere. De fleste libertarianere er i økonomisk og politisk henseende konsistente advokater for individuel frihed; og de er de sande arvtagere til USA’s individualistiske politiske tradition. Tænketanke som the Cato Institute og Reason Foundation producerer benhård kritik af de mange fejlslagne regeringsprogrammer, der på samme tid begrænser friheden, navnlig indenfor det økonomiske område; og når det gælder svækkelsen af retssamfundet ved den arbitrære brug af statsmagten.

Skønt mange tager deres afsæt i forfatningsfædrenes ”natural-law” og ”natural-rights” traditioner, tager andre deres afsæt i et mere afgrænset, ofte økonomisk, og utilitaristiske perspektiv. Deres syn på det frie marked som et system, forudsætter eksempelvis med Mises ord at ”mennesker fortrækker liv frem for død, sundhed frem for sygdom, næring frem for sult, sætter overflod over fattigdom. Den [økonomien, og kendskabet til de økonomiske sammenhænge, Red.] lærer mennesket at handle i overensstemmelse med disse værdidomme”. Skønt ovenstående må siges at være en rammende generalisering, tages der imidlertid ikke højde for det faktum, at mange mennesker rent faktisk ikke træffer sådanne valg. Islamister vælger således at spænde sprængstoffer om livet på dem selv, eller deres børn - for at slå andre børn ihjel. Mindre dramatiske eksempler er individer, der vil acceptere mindre overflod i en ”social retfærdigheds” navn; et udgangspunkt der er baseret på misundelse. Winston Churchill sagde engang at ”socialisme er den ligelige fordeling af elendighed”, og han havde ret i, at mange modstandere af frihed ikke blot er uvidende om de økonomiske konsekvenser af deres politik – men rettere at de ønsker at trække dem ned, der klarer sig godt - frem for at løfte dem op, der reelt er betrængte.

Så selv om libertarianere alt overvejende er konsistente forsvarere af økonomisk individualisme, og begrænset statsmagt, ignorerer de samtidigt ofte den moralske retfærdiggørelse af den selv samme frihed. Her til skal tilføres, at mens deres indflydelse er voksende, er den stadigvæk mindre end de traditionelle konservative og de neo-konservatives.

Traditionelle konservative. Trods det forhold at traditionelle konservative er tilbøjelige til at anerkende individets betydning – ofte ud fra en religiøs forståelse af hvert menneskes enestående værdi, frygter de samtidig det ikke-tøjlede sind. Og de ser på denne måde Hitler og Stalins magtmisbrug, og den morderiske hob i gaderne under den franske revolution, som udtryk for den selv samme ondskab. Sådanne konservative ser vigtigheden i religion, skikke og traditioner samt private institutioner som familien, broderskabs-organisationer og kirker i netop disses evne til at tøjle egoet, samt i deres evne til at danne rammer for et miljø, hvorunder individer kan udvikle deres gode sider, og leve et produktivt liv. Konservative foretrækker dermed begrænset, og forfatningssikret statsmagt, med balancerede og gensidigt kontrollerede institutioner.

Alt for ofte sker det ikke desto mindre, at konservative bruger statsmagten til at støtte overbevisninger og institutioner, som de ser som centrale for at tøjle egoet. De har derudover en tendens til at se disse institutioner som mål i sig selv; og dermed samtidig en tendens til at ofre individet og friheden - til fordel helheden og samfundet. Sådanne institutioner og overbevisninger, om ikke de mange love, der skal holde dem i live, kan ende med helt at kvæle den individuelle kreativitet.

Derudover føler mange konservative, som en følge af deres religiøse afsæt, et ubehag ved at hævde den rationelle og individuelle egeninteresse. De føler således, at de har et behov for at fremmane et eller andet kollektivt gode – for at kunne forsvare individets frihed. Eksempelvis vil de typisk argumentere for at skattelettelser, som deres kritikere hævder, gavner de rige, på samme tid bidrager til at skabe flere jobmuligheder, og vil føre til lavere priser for de fattigste. Selv om dette ganske vist er korrekt; må den centrale retfærdiggørelse for økonomisk frihed imidlertid være, at det er individets rettighed, og ikke et eller andet givent kollektivt gode.

Endvidere vil en retfærdiggørelse af individuel frihed baseret på religiøse overbevisninger eller simpelthen ved at henvise til tradition ikke være i stand til at påvirke dem, der ikke deler den samme religion; eller for de, hvem traditioner ikke betyder lige så meget.

Medfølende og neo-konservative. Neo-konservative er ofte tidligere venstreorienterede, der er blevet opmærksomme på såvel de økonomiske problemer som de sociale patologier, der er opstået som følge af traditionel venstrefløjspolitik. De er tilbøjelige til at bakke op om mange elementerne, af de politiske visioner, der kommer fra traditionelle konservative. I modsætning til traditionelle konservative har de imidlertid ikke nogen generel frygt for en stærk stat. Irving Kristol, der kan beskrives som bevægelsens God-father siger om de neo-konservative ”De reagerer utålmodigt på den hayek’ske idé om at vi er på ”trældommens vej”. De neo-konservative føler ingen uro eller angst i forbindelse med statens vækst i det forgangne århundrede, men opfatter udviklingen som naturlig – endog ønskværdig…Folk har altid foretrukket en stærk stat frem for en svag… Neo-konservative føler sig på denne måde mere hjemme i dagens USA, i et omfang, der ikke gør sig gældende for de traditionelle konservative”. Og dette er årsagen til at man i det neo-konservative mindetempel politisk har valgt at ”overse Barry Goldwater”.

Neo-konservative kan rent faktisk siges at være højrefløjens svar på [venstrefløjens] sociale ingeniører. Trods det forhold, at visse af deres fortrukne politikker, muligvis er mere pro-individualistiske end nogle af dem, der kommer fra venstrefløjen, er det neo-konservative syn på regeringsførelse grundlæggende anti-indvidualistisk.

Hvad er individualisme?

Som følge af de problemer og begrænsninger fra den del af højrefløjen, der forsvarer friheden - på en eller anden måde, er det nødvendigt mere præcist at definere individualismens eksakte natur. Det er især nødvendigt, at sætte sig ind i de faktorer og ideer, der nødvendiggør og giver den moralske begrundelse for individers økonomiske og politiske frihed.

Ayn Rand tilbød den mest konsistente og integrerede forståelse for individualismen. Hun tog sit udgangspunkt i det forhold, at det fundamentale alternativ for et levende væsen er skillelinien mellem liv og død. Men mennesker er i denne henseende enestående. Vi er i besiddelse af en fri vilje og har en rationel fakultet. Den egenskab der handler om at træffe valg, der vedrører værdier er rent faktisk kun mulig for de væsener, der er i stand til at forstå, at alternativer og valgmuligheder findes; hvilket netop gælder for levende mennesker. Målestokken, og udgangspunktet, for alle følgende værdier er således menneskets liv, og målet der handler om overlevelse sikres ved anvendelse af fornuften, ved at finde ud af hvad der er i vores egen interesse. Men eftersom vi netop er mennesker, og i besiddelse af mange fantastiske egenskaber, kan den rene fysiske overlevelse ikke være målet; men rettere et lykkeligt, glædesfyldt, bekræftende og indholdsrigt liv.

Derudover eksisterer vi grundlæggende som individer. Vi overlever dermed fysisk som individer, selv om andre skulle dø, og vi dør som individer, selv om andre fortsætter med at leve. Vore legemer er således sunde eller syge, som individers er det. Og mere vigtigt end alt, vi tænker og har en vilje, sådan som individer har det. Vi må som følge heraf være frie til at bruge vores egen bevidstheds dømmekraft, hvis ikke vores overlevelse skal ende med at blive mere og mere usikker samt afhængig af andre.

Ved hjælp af disse indsigter kan vi identificere de grundlæggende elementer forbundet med virkelig individualisme.

For det første vil virkelige individualister forstå, og fornemme, at deres eget liv er den største værdi de besidder; at det at være i live, er at være velsignet med et potentiale for glæde; at de burde behandle deres eget liv med respekt, samt at de med velbehag burde kæmpe for det bedst tænkelige i dem selv. De ville derimod være bemærkelsesværdigt, hvis et menneske, der troede på den enkeltes værdi og værdighed, samtidig mente at han eller hun personligt blot var en aktør, der skulle leve for at tjene andre, uden nogen særlig hensyntagen til hans eget eller hendes eget liv, egne drømme og personlige lykke.

For det andet vil sande individualister forstå, at hvis de ønsker at kæmpe for det bedste inde i dem selv, må de samtidig også sætte fornuften som den højeste værdi, eftersom det er denne menneskelige egenskab, der vil gøre dem i stand til at reflektere over dem selv; over hvad der i grunden er deres egen moralske natur, og som dermed er forudsætningen for, at de kan opdage midlerne til egen overlevelse samt til en livsbekræftende personlig vækst. Det var dermed ikke et tilfælde, at der ud af oplysningstiden og fornuftens tidsalder fremtrådte en John Locke, en Thomas Jefferson, en Benjamin Franklin og en række andre giganter, der alle stillede op i kampen for frihed.

Ethvert individs overlevelse og velbefindende forudsætter selv-styret handling hen imod sådanne mål. Det udelukker samtidig den falske subjektivistiske form for individualisme, hvorunder det proklameres: ”gør hvad der føles godt”, ud fra antagelsen af det ikke er nødvendigt at tænke sig om. Den virkelige individualisme udelukker det nietzcheanske viljesønske, om at udleve en eller anden overherrementalitet, som oftest en kamp for magt, som værende et mål i sig selv. Den vej fører en væk fra at opnå det største indhold i livet, og leder som oftest i retning hen imod elendighed. De sande rationelle individualister er tværtimod ikke slaver af deres drifter; de forholder sig til tilskyndelserne i nuet, og udsætter disse for kritisk stillingtagen.

Lad os tage et ekstremt eksempel som bevidsthedsforandrende narkotika. Selv om mange libertarianere med rette er modstandere af krigen mod narkotika som såvel ineffektiv og som ledende mod en begrænsning af friheden, må man imidlertid huske på, at afhængighed af sådanne substanser – og af mange andre ting – er destruktivt for den enestående og definerende egenskab ved individer: Den rationelle bevidsthed og den frie vilje. Ville et rationelt individ med en dyb fornemmelse af selvværd og værdighed forgifte sin egen hjerne? Vil man nogensinde kunne anse en narkoman for at være en sand individualist?

”Fornuft” betyder imidlertid ikke overfladiske bedømmelse eller arrogante rationaliseringer. Og her kan konservative pege på en alt for åbenlys fare, der står i kontrast til et virkeligt liv styret af tænkning. Hayek afviste således ganske korrekt den falske individualisme, der kom fra de mennesker, der mente de kunne bruge fornuften til at opbygge et rigt og fredeligt samfund gennem socialistisk planlægning - på den samme måde som ingeniører bruger deres fornuft til at bygge maskiner.

Fornuft indebærer, at man benytter sig at ærlighedens dyd, og at man altid spørger sig selv: ”Forsøger jeg at forstå virkelighedens realiteter, er jeg oprigtig, og er jeg for alvor villig til at fokusere min bevidsthed og ikke at undvige?”

For det tredje vil virkelige individualister vide, at de er ansvarlige for deres eget liv, egne handlinger, egen fremgang og deres egen lykke. Rand sagde: ”På samme måde som mennesket er et væsen, der skaber sin egen velstand, er han et menneske, der skaber sin egen sjæl”. Det ikke blot vores genetiske koder, økonomiske klasse, vort miljø eller andre tilfældige faktorer, der bestemmer vores karakter eller overbevisninger. Det gør vi, hver især, som individer. Selv under de værst tænkelige forhold kan individer gøre sig til herre over deres egen sjæl. I sin bog ”Man’s search for Meaning”, beskriver Victor Frankel hvordan han opdagede den personlige frihed i en koncentrationslejr – en viljes og tankens frihed, som selv nazi-bødlerne ikke kunne fratage ham. Så selv om individualister vil anerkende, at de bestemt kan have gavn af gode forældre, venner og undervisere, er vi hver især nødt til at indse, vi i sidste instans er ansvarlige for vore egne karaktertræk og vores egne handlinger.

Endvidere må vi, i modsætning til de laverestående dyr, skabe de materielle redskaber for at kunne overleve og trives. Vi må opdage, hvordan vi frembringer føde, husly, beklædning, medicin, trykkerier, elektricitet, biler, flyvemaskiner, rumskibe, computere, og alle de andre ting, der gør såvel overlevelse som trivsel mulig. Den sande individualist er et skabende menneske..

For det fjerde er de sande individualister stolte over deres bedrifter. Sådanne individer byder ansvaret for deres eget liv velkomment, eftersom de som voksne mennesker ved at ansvarlighed giver muligheden for - og vejen til - glæden ved at skabe. Bedrifter er beviserne for deres egne dyder og korrekte handlinger. De kunne eksempelvis dreje sig om at opfinde et nyt videnskabeligt apparatur eller begå en ny videnskabelig opdagelse; designe et hus eller lægge murstenene der bliver til et hus; skrive et digt eller udforme en forretningsplan; rejse en statue eller en designe en sattelit; gøre en ny virksomhed profitabel - eller opdrage børn til at blive selvstændige voksne. Selv om vi som individer kan påskønne hvad andre hjælper os med, er det i sidste instans, det som vi selv skaber, der vil kunne gøre os stolte. Hvis vi således vinder i lotteriet kan vi ganske vist blive glædeligt overraskede. Men vi kan ikke blive stolte, eftersom det var et lykketræf og ikke vores egen bevidsthed eller velovervejede handlinger, der sikrede gevinst. Og selv om vi på samme vis kan give vejledning og hjælp til dem vi holder af, vil individualister samtidig vide, at forudsætningen for at man kan opnå den højeste form for selvværd og selvrealisering, kun kan ske, hvis man påtager sig ansvaret for sit eget liv. Det er trods alt forældres mål, at deres børn vejledes til at blive selvstændige voksne, og ikke et mål at fastholde dem i rollen som børn.

Den sande stolthed, den som Aristoteles kaldte for ”kronen over alle dyder”, er hverken pralende og søger samtidig ikke andres accept. Den er først og fremmest karakteriseret ved selvindsigt. Og stolte individer vil afvise at samtykke i moralsk underkastelse, eller at acceptere skyld for deres dyder og deres moralske viden.

For det femte vil ægte individualister holde på retten til at leve deres eget liv. De har ikke behov for at stå til regnskab for en konge, en stat, deres naboer, eller samfundet. De kan forfølge deres egne drømme, sådan som de mener tjener dem selv bedst. De vil samtidig, indse at deres eget liv ikke kan gøres til et middel for nogle andres mål. Det betyder, at vi hver især må være frie til at leve i overensstemmelse med vores egen vurdering af hvad, der er i vores egen bedste interesse. Det skyldes at vores egen individuelle selvstændighed defineres af vores egen bevidsthed. Og hvis vi ikke har retten til at bruge vores egen dømmekraft, så ødelægges selvstændigheden.

For det sjette vil virkelige individualister tilsvarende respektere andres rettigheder. Hvis vor egen sjæl skal have en stærk, indædt sans for retfærdighed, vil vi aldrig samtidig kunne ønske det ufortjente for andre. De virkelige individualisters moral udelukker på forhånd, at man med magt eller bedrag tager enten materielle goder, eller at man tager ansvaret for handlinger eller bedrifter, der ikke er ens egne. Sådanne handlinger ville underminere vores egen stolthed over os selv. Og hvis vi derudover værdsætter fornuft, produktivitet, ærlighed, samt tilsvarende dyder; vil vi på samme tid værdsætte de dyder hos andre, og vi vil dermed ikke ønske at være blandt dem, der ødelægger sådanne dyder. Og dette er årsagen til at vi ikke ønsker at initiere magt eller bedrag imod andre, eftersom vi i givet fald ville skade os selv – ved at skade de værdier vi sætter højt. Vores relationer med andre må med andre ord være baseret på gensidigt samtykke.

For det syvende vil sande individualister ønske en regering, der begrænser sig til at forsvare liv, frihed og alle individers ejendom – og som ikke forsøger at leve vores liv, eller behandler os på formynderisk vis. Individualister vil ikke anse staten som en aktør, der på nogen måde har til formål at ”afhjælpe” dem med ansvaret for deres eget liv, eller fratage naboens velstand og frihed; men derimod vil de se statsapparatet som et redskab til at beskytte dem fra initieringen af magt, og til at etablere de almene regler, der skal gøre relationerne mellem andre baseret på gensidigt samtykke, mulige.

For det ottende vil sande individualister ønske at leve i et samfund bestående af andre individualister. De vil drage nytte af at udveksle goder og serviceydelser med andre. De vil kunne lade sig blive uddannet, underholdt, oplyst, og inspireret af andres bedrifter – af de skuespil, film, den musik, de videnskabelige opdagelser, de ingeniørmæssige fremskridt, samt alle de andre former for menneskelig bedrift, som de virkelige individualister vil højtideligholde.

I ”The Fountainhead” [Kun den stærke er fri] siger en af Ayn Rands hovedpersoner således spøgefuldt: ”Arbejd ikke for min lykke, mine brødre, vis mig jeres bedrifter – og den viden vil give mig styrken til at begå mine egne”. Dette udtrykker de virkelige individualisters tanker og følelser. De ville elske at leve i sådan et samfund på grund af de individer, der ville udgøre dette; og de ville slås for at forsvare det samfund mod en hvilken som helst trussel, på samme måde som de ville kæmpe for at forsvare et hvilket som helst anslag mod deres egen personlige frihed.

For det niende vil sande individualister udøve den dyd, der handler om at gøre det gode. De vil vide, at de gennem deres handlinger, og deres behandling af andre, viser vejen til det samfund der giver dem selv midlerne til at opnå materiel velfærd og åndelig tilfredsstillelse.

Denne gennemgang af elementer ved individualismen viser således at den politiske frihed, derfor ikke er udgangspunktet, men derimod slutresultatet, der baserer sig på individets natur, og på hvad der er i hver enkelt individs rationelle egeninteresse. Oversigten implicerer også, at vores behov for frihed opstår som følge af vores natur, og de moralske princippers natur; og at de principper samtidig må være fremtrædende i individers karakteregenskaber, hvis borgere i et samfund skal være i stand til at respektere hinandens rettigheder, og være i stand til at insistere på den politiske frihed.

Oversigten antyder tilsvarende, at hvor disse ideer er fraværende i bestemte individers bevidsthed, og hvor de moralske principper ikke er at finde i disse individers sjæl og karakteregenskaber, ja i sådanne samfund vil friheden samtidig langsomt forsvinde. Individualismens elementer har således i dag en tendens til at glimre ved deres fravær eller stå svagt i de fleste af nutidens ideologier der ellers hævder at forsvare friheden; og det er forklaringen på at den politiske frihed alligevel står svækket.

Den formynderiske trussel

Disse indsigter antyder, at den største trussel imod individualismen i dag kommer fra hvad der kan karakteriseres som det politiske og moralske formynderi; først og fremmest fra den politiske venstrefløj, men bistået af moderate og ”god regeringsførelse”-politikere fra alle sider af det politiske spektrum. Formynderne er de aspirerende eliter, der hvis de får lov til det, vil behandle voksne som børn, der ikke er i stand til at leve deres eget liv. Disse eliter bedyrer, at de ønsker at tage vare på sådanne afhængige, sørge for deres materielle velbefindende, og regulere deres liv, til deres – de afhængiges – eget bedste.

Tidligere tiders kollektivistiske udfordringer imod individualisme – herunder kommunisme og fascisme – var ikke bare formynderiske, men samtidigt også ekstremt brutale, og dermed på sin vis lette med bare et gran af fornuft og moralske principper at afvise. Velfærdsstaten og socialismen kan i denne sammenhæng ses som en mildere og venligere form for formynderskab, der dermed er mere subtil, og mindre indlysende fjender af individualismen; men som på samme tid kan siges at være farligere, eftersom de netop ikke opfattes som store trusler. Truslen fra deres side stikker imidlertid langt dybere end blot at begrænse den økonomiske frihed.

På overfladen kan det derfor se ud som om formynderne blot ønsker at hjælpe andre med problemer såsom arbejdsløshed, adgang til uddannelse og praktik, med sundhedsydelser og pensionsomkostninger med mere. Hvad de fleste formynder-eliter imidlertid samtidig søger er prestige; hvilket i realiteten er en falsk form for selvværd: magt og høje indtægter, – og disse forudsætter grupper i nød. For at opnå deres eksistensberettigelse må formynderne netop begrænse individers frihed, afvikle individers økonomiske uafhængighed – samt underminere den individualistiske ånd. Formyndernes problem er, at individer i et frit samfund, der ønsker at have fremgang har muligheden for at gøre en indsats, forbedre deres viden og evner, og dermed hæve deres egen placering i tilværelse, sådan som vores indvandrende forfædre, og så mange amerikanere hver eneste dag på dramatisk vis dokumenterer.

Formynderismens økonomiske tilgang skaber derimod økonomisk afhængighed ved at bevirke at økonomien ikke fungerer optimalt. De umiddelbare ofre ved omfordeling og regulering vil være dem, der får deres penge konfiskeret og deres frihed begrænset. Men efterdønningerne af disse politikker vil føre til at andre frarøves deres muligheder. Eksempelvis vil en højere minimumsløn føre til, at forretninger vil reducere deres arbejdstider og dermed beskæftigelsesmulighederne for marginalt ansatte. Sideeffekterne ved sådanne indgreb vil dermed skabe en illusion af ”markedsfejl”, og en mængde af afhængige, og dermed indtrykket af behovet for øget statslig intervention. Masser af individer, der iagttager systemet udefra, men ikke forstår at ansvaret skal placeres hos formynderne, vil stå tilbage med den fejlagtige opfattelse, at man indenfor den økonomiske sfære ikke er i stand til at tage vare på sit eget liv.

Formynderne kan på tilsvarende vis udvide mængden af den afhængige klasse ved at tilbyde programmer, der som udgangspunkt har til formål ”at hjælpe de allerfattigste”, det vil sige gratis skolemad, ”et socialt sikkerhedsnet”, studielån – for så senere at udvide disse programmer til individer med højere indtægter for at sikre den politiske opbakning.

Med andre ord, så er formynderen ligesom den kvaksalver, der brækker patientens ben for at sikre sig patienter; og som ikke redder benet, men blot kræver en høj pris for smertestillende medicin.

Underminering af individualistiske ideer og karaktertræk

Fastholdelsen af en afhængig klasse betinger imidlertid mere end blot svækkelsen af evnen til økonomisk uafhængighed. Formyndere må samtidig korrumpere de moralske ideer og den moralske karakter hos individer, det vil sige at underminere de elementer i individualisme, der fører frem mod politisk og økonomisk frihed.

Formynderne føler eksempelvis, og ønsker samtidig at deres afhængige skal føle, at det på en eller anden måde er ”uretfærdigt”; at nogle individer har fremgang, selv i kraft af deres egen indsats – så længe det ikke gælder andre – også selv om det skyldes egne fejl og mangler. De opstiller dermed en række rettigheder for alle individer til en række bestemte goder, såsom sundhedsydelser, pensionsydelser, praktikpladser – og i et vist omfang retten til visse økonomiske indtægter, det vil sige med det formål ikke at have for mange rige eller fattige individer. De søger med andre ord, at bilde individer ind, at det at have brug for noget, kan sættes lig med det at have ret til det. Og denne falske ide underminerer samtidig den individualistiske overbevisning om, at vi i et samfund har retten til vores eget liv. Det er den samme korrumperede tankegang, der fortæller os at ”Ja, du har bestemte rettigheder, men du har også pligter overfor andre, udover pligten til at respektere andres ligeværdige ret til frihed”. Individer, der accepterer denne korrupte tankegang, vil samtidig have svært ved at tale imod stadigt nye anslag imod deres friheder. Denne moralske forvirring betyder at de føler en skyld forbundet med at handle fuldt og helt i overensstemmelse med deres rationelle egen interesse, og ofte ikke vil have viljen eller den følelsesmæssige ballast til at kæmpe imod sådanne anslag.

Centralt for bevarelsen af et formynderisk system er en underminering af bevidsthedens moral, hvilket er et grundlæggende aspekt ved individualistens moralitet. Formyndere ønsker, at individer først og fremmest skal tackle moralske spørgsmål – ikke ved tankens kraft – men ved hjælp af følelser, der vel at mærke ikke underkastes en rationel prøvelse. Demagoger har på denne måde været en vigtig bestanddel af politik lige siden de første demokratiske styreformer i Grækenland. Det særligt besnærende ved formyndernes budskaber i dag, er kombinationen af rethaveri, misundelse og indignation; der netop har til formål at sætte en stopper for tankeprocesser, og dermed kortslutte moralen.

Når det gælder det formynderiske system, må rethaveriskheden sidestilles med barnets. Et barn føler, det tænker ikke, men føler at ”Jeg har nogle behov, og nogen må opfylde dem”. Færdigudviklede voksne er derimod nået frem til en erkendelse af, at de selv er de primære aktører, der er ansvarlige for at opfylde deres egne behov; og de er samtidig i stand til at stille spørgsmål ved, om sådanne umiddelbare ønsker i det hele taget kan siges at være i deres egen interesse.

Misundelse betoner sædvanligvis følelsen af, at nogen på en eller anden måde skylder at afgive noget, som den misundelige ønsker sig, ofte ledsaget af følelsen af at den nuværende ejer på en eller anden måde ikke har fortjent, det han har. Misundelse handler dermed typisk om ønsket om, at trække andre ned på et andet niveau, frem for at løfte sig selv – eller andre - op. I den mere ondartede form, er misundelse den følelse og det moralske valg, for de der implicit eller eksplicit ved, at deres problemer skyldes dem selv, og at andres fremgang og lykke nu engang tilhører disse andre. Sådanne misundelige individer ønsker dermed at ødelægge det, de opfatter som en bebrejdelse imod dem, og en påmindelse om deres egen mangel på succes. Som Ayn Rand forklarer det er misundelse ”had mod de gode for at være gode”.

For at kunne trives må formynderne fremme misundelsen i samfundet. I det omfang, at de afhængige går ind på formyndernes umoralske præmisser, og giver luft for deres misundelse, vil de samtidig reagere med moralsk indignation overfor dem, der tøver med at anerkende deres ret til skatteyderkroner, men også til de afhængiges krav på at få status som ofre, og i deres egne øjne, dermed som værende moralsk overlegne. Iagttag blot en demonstration af skrigende, og hujende fattigdomsaktivister, der føler at de er blevet forbigået, og at deres ydelser er for små. Deres følelser er netop betingelsen for at tænkeevnen hos dem kortsluttes. (Det var på samme måde meningen med ”De to minutters had” i George Orwells roman 1984).

Derudover må formynderen fremme skyldfølelsen hos de individer, der misundes; hvilket vil forhindre dem i at afvise de misundelige individers følelser, og samtidig i en fornuftig tilgang til de bagvedliggende moralske principper.

De fleste middelklasse-amerikanere er rent faktisk hårdtarbejdende, samvittighedsfulde, tager sig af deres familie og lignende; og er den henseende medlemmer af den produktive og ansvarlige klasse, der i det store hele lever ved deres egen indsats – og de hører dermed ikke til de ekstremt hadske overfor fremgang og succes. For at kunne bevare kontrollen har formynderne imidlertid behov for at kunne styre også disse individer. De gør det ved at give dem en række små ydelser, der lidt efter lidt tillades at vokse sig større. De vil tilbyde deres børn gratis skolemad. De vil tilbyde den virksomhed, de arbejder i statstilskud, protektionistiske tiltag og tilsvarende hjælp. Og hvis sådanne mennesker mister deres job vil formynderne tilbyde dem statslige former for arbejdsløshedsunderstøttelse; og når de trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet vil formynderne tilbyde dem bistand og sygesikring – alt sammen betalt ved at gøre det vanskeligt for disse individer at have råd til at betale for sådanne ting selv. Disse borgere vil muligvis føle, at de rettelig har betalt goderne gennem fradrag fra deres egen indkomst. Men flere og flere tilføjelser, sådan som det nye tilskud til ordineret medicin, viser imidlertid at der tilsammen er tale om en decideret velfærdspolitik.

Sådanne individer vil herefter befinde sig i en tilstand af etisk usikkerhed, og uden nogle ideer og en indsigt, til at stå imod med. De ønsker ikke at se sig selv som hverken snyltere eller ofre; eftersom de stadigvæk er i stand til at bevare en fornemmelse af personlig handleevne; i det mindste indenfor visse områder af deres liv. De vil muligvis se til nogle af de mere uhyrlige tilfælde af uansvarlige individer, der afspejler de værste snyltere – som eksempelvis fede velfærdskvinder med et utal af børn bragt i verden af et utal af mænd, og som bruger velfærdsydelserne til at købe alkohol og tipskuponer.

Men de samme individer vil typisk også kunne blive meget harmfulde, når talen falder på deres behov for hjælp til sundhedsregninger eller med undervisning til deres børn på universitetet. De har imidlertid ingen interesse i at overveje, om de regninger nu engang er blevet så høje netop på grund af statslige programmer og politikker. Og uanset hvad: - Hvad kan de gøre for at forandre situationen? De er jo blot systemets ofre. På denne måde ses det, hvordan formynderiet underminerer individualismen.

Hvordan genskabes individualismen?

Genskabelsen af individets frihed og forkastelsen af formynderiet og dets etik forudsætter kamp på flere fronter. Selve den intellektuelle kamp for politisk og økonomisk frihed er allerede vundet. Sammenbruddet af sovjetlignende kommunisme viste, at Mises og Hayek havde sandheden på deres side. Teorier der hævder at kunne vise hvordan politiske eliter med succes kan administrere økonomier – som dem indenfor keyensianske skoler – er kommet i unåde. Såvel erfaringen som akademisk arbejde dokumenterer de negative virkninger ved regulering indenfor en række industrier og sektorer; såvel som for fleksibiliteten og dynamikken indenfor markedets institutioner.
Selv om der stadigvæk er behov for at få denne information ind i skoler og universiteter, og længere frem i bevidstheden for politikere, journalister, lokale meningsdannere og toneangivende skribenter, - så er den intellektuelle argumentation for disse skadevirkninger nu ikke længere et emne, der kan seriøst diskuteres.

Den politiske kamp har derimod været hårdere. En af årsagerne til dette er, at diverse interessegrupperinger, formynderiske beskyttere og deres klienter, modsætter sig at opgive deres hævdvundne privilegier. Men kampen for frihed her forudsætter også, at de moralske ideer, der udgør individualismens fundament bliver mere tydeligt artikulerede og brugt til at gøre op med formynderismens antagelser. Disse ideer vil herefter stå op imod de moralske fornemmelser og følelser, der står i modsætning til individualistiske principper. Kreative argumentationsformer og appeller til, hvad der måtte være tilbage af sunde moralske principper i menneskers bevidsthed og i deres væsens vaner, vil være nødvendige. Det vil yderligere være nødvendigt at imødegå de formynderiske antagelser, der manifesterer sig vores kultur, og sætte dem overfor de individualistiske visioner om, hvad kultur kunne - og burde - være.

Vigtigheden af at forsvare egeninteressen. På det filosofiske niveau, men med argumenter der finder klangbund i aktuelle politiske og sociale konflikter, vil det være nødvendigt at forstærke opfattelsen af, at vi hver især som enkeltstående individer har en uomtvistelig ret til vores eget liv, og at vi derfor er frie til at handle i vores egen rationelle egen interesse uden at føle skyld. De fleste amerikanere er som udgangspunkt på hjemmebane, når det gælder den økonomiske egeninteresse. Vi forsøger således at opnå den højeste løn i den beskæftige vi vælger. Vi går efter de laveste priser for de goder og ydelser vi efterstræber. Adam Smith udtrykte den økonomiske egeninteresses maksime, da han skrev at ”det ikke er via slagterens, bryggerens, eller bagerens godgørenhed, at vi forventer vores middag; men ud fra deres hensyn til deres egen interesse. Vi appellerer således ikke til deres humanisme, men til deres kærlighed til dem selv; og taler derfor ikke til dem om vores egne nødvendigheder, men til de fordele har ud af at handle med os”. Imidlertid bør dette ikke blot være gældende i de økonomiske aspekter af vores tilværelse, men i alle henseender.

For at kunne stå op imod formynderiet, er det afgørende at gå i rette med de ideer og følelser som individer sædvanligvis har om deres forpligtigelser over for andre. Selv om individer ikke føler skyld forbundet med at leve deres liv, som de selv ønsker at leve det, og selv om de ved at mange individer er dårligt stillede som følge af deres egen adfærd, karaktertræk eller handlinger, så føler de – måske på belastende vis – at de har en pligt til at hjælpe sådanne individer ud af deres ringe situation.

Når der er tale om familiemedlemmer eller værdsatte venner, så ville sådan en hjælp åbenlyst være en god investering; eftersom vi ville redde nogle mennesker, vi holder af. Men en individualist ville imidlertid vide, at samtidig med, at ethvert menneske i sidste instans må tage ansvaret for sit eget liv; så har formynderiet i samfundet skabt en kultur og en etik, der har gjort det vanskeligere for individer at værdsætte behovet for at løfte sig selv op, og få styr på deres liv. Formynderne har som bekendt behov for en afhængig klasse.

Det er også nyttigt at pege på, at vi i et samfund bestående af virkelige individualister, ville have langt færre sociale patologier – eftersom individer ville have en sådan grad af selvrespekt, at de ville søge at leve op til deres største potentiale, og ikke tillade sig selv at havne i sådanne situationer. Et sådant samfund ville være et, der for alvor var værd at leve i, og som samtidig virkelig ville være i vores egen interesse, eftersom vi ville kunne lade os uddanne, underholde, inspirere og blive oplyst af vores medmenneskers bedrifter.

Stolthed overfor formynderismens bestikkelse. En anden måde at imødegå formynderismens bestikkelsespolitik er klart at identificere dets moralske forudsætninger, dem der handler om at opfatte voksne som om de var børn, og imødegå dette med en appel til borgernes stolthed. De fleste politikere angler til borgere og økonomiske støtter med en nærmest uendelig mængde af løfter om goder og gaver. ”Hvis jeg bliver valgt, vil jeg sikre at enhver amerikaner har…” fuldend selv resten af sætningen med et hvilken som helst materielt gode eller program. Der er dermed intet færdigt endemål for formynderne, eftersom der ikke er en ende på den liste af ønsker, som de bestikkende politikere kan finde på.

Eftersom mange borgere er meget sammensatte i moralske spørgsmål, kan appeller til henholdsvis stolthed og skam blive et vigtigt våben imod formyndernes strategi. Vi kan eksempelvis pege på hvordan borgerne bliver behandlet som børn: Formynderen siger således: ”Så, så små piger og drenge; vi ved I ikke er parate til den belastning, det er at opdrage jeres egen børn, tjene tilstrækkeligt til at uddanne dem, forsikre jer selv mod sygdom og arbejdsløshed, spare op til egen alderdom, binde jeres egen snørebånd, eller tørre jeres næser uden vores hjælp. Men fortvivl ikke for vi vil give jer alt, det i har behov for.” Stolte individer ville opfatte sådan en formynderisk behandling som en personlig fornærmelse.

Formynderisme er ikke mindst farlig, fordi statslige ydelser er blevet uddelt gradvis og skridt for skridt er øget, hvilket har trukket individer længere og længere ud på afhængighedens dybe vand. Mange amerikanere giver efter, når det gælder forsvaret for friheden, og trøster derefter dem selv ved at angle om blot nogle af deres egne penge i form af statslige ydelser. Som ansvarlige individer burde vi føle vrede og forurettelse overfor de politikere, der har skabt og bevaret et system, der på denne måde forvandler os til tiggere. Når sådanne politikere tilbyder os flere ydelser, burde vi reagere på samme måde, som hvis de tilbød os heroin. Vi burde opfatte politikere som pushere, der vil gøre os afhængige af staten. De ødelægger vores økonomiske selvstændighed, på samme måde som de værste narkomisbrugere ødelægger evnen til at tænke for dem selv. Og hvor mange borgere ønsker i grunden at se sig selv som patetiske og moralske krøblinge skabt for at tjene formyndernes behov?

De kulturelle kampe. En anden vigtig kampplads, når det gælder om at genskabe opbakningen til individets frihed er kulturen. Hvad angår de individer, der ikke er professionelle filosoffer eller tænkere, så kommunikeres og forstærkes værdier via kulturen. Der er dermed tale om et område som frihedens venner må give øget opmærksomhed. Vi må derfor se på hvilke værdier, det er, der hyldes i kunst, film, tv-serier; hvad det er individer værdsættes for; og hvilke bedrifter der fremhæves i medier, i prædikener, af kolleger, og blandt venner og familie.

Kultur er imidlertid ikke en arena, hvori man kan kæmpe på samme måde som man kan gøre når det gælder konkrete politikker, der vedrører en lovgivende forsamling. Men overvej imidlertid følgende eksempel på, hvordan sådan en kamp kunne kæmpes. Statuer har til formål at præsentere offentligheden for helte, det vil sige dem, vi burde ære for store bedrifter. Sædvanligvis forestiller de politikere eller militære ledere. Af og til fremstilles kunstnere, komponister eller store forfattere såsom Michelangelo, Beethoven eller Shakespeare. Vi har i stedet brug for flere statuer af ledende forretningsfolk eller entreprenører, der på denne måde kunne formidle vigtige værdier, hvad angår mennesket som skaber. Eksempelvis er den farmaceutiske industri for tiden under angreb for problemer forbundet med en række af industriens produkter. Her er ikke desto mindre tale om en industri, der mere end måske nogen anden, har reddet liv, afskaffet lidelse, og forbedret livskvaliteten. Borgere, der ønsker at kæmpe for en mere individualistisk kultur, kunne således rejser statuer, der hyldede de mænd og kvinder, der har gjort store opdagelser indenfor medicinens område.

Nogle af de bedste eksempler på kulturel og intellektuel fremme af individualisme findes i Ayn Rands romaner. Ved at præsentere sine temaer i en romantisk form gjorde hun den individualistiske moral langt mere vedkommende, end det ville have været tilfældet i en faglitterær filosofisk tekstbogsform. I dag kan vi se nogle af de individualistiske temaer blive rejst på filmisk vis som i ”De Utrolige”, der afspejler dygtighedens dyd, og ”The Aviator”, der viser kærligheden til en profession. For individualister er kunsten dermed en kampplads, de må bevæge sig ind på.

Konklusion

Individualisme har såvel politiske, etiske som kulturelle implikationer. Politisk står individualisme for individets frihed, og ideen om at vi hver især har friheden til at leve vores liv, som vi selv bedømmer til at være den bedste måde, så længe vi respekterer andres tilsvarende ret. Etisk betyder det at værdsætte os selv; at tage ansvaret for at skabe vores egen lykke; at stræbe for det bedste inde i os selv; at være stolte over egne bedrifter; samt aldrig at acceptere skyld for vore dyder. Kulturelt set handler det om fremme, forstærke og fejre individualisternes grundlæggende elementer.

Nutidens libertarianere præsenterer os for gyldige økonomiske og politiske argumenter for friheden, men ignorerer ofte ovenstående. Konservative forstår behovet for en moralsk funderet frihed, men de fortrækker som oftest at henvise til religion og tradition; faktorer der hvis de ikke blot er lidet overbevisende for mange, oven i købet er forfejlede. En ny individualisme ville give den moralske base, der kunne værne om friheden; og dermed fremme et samfund af stolte skabende individer, der ikke ville tolerer begrænsninger på deres retmæssige frihed.

Politisk frihed kan ikke bevares uden individualistiske ideer samt en frihedsorientere moral i såvel hjerne som hjerte hos et tilstrækkeligt antal mennesker i samfundet. Når vi kæmper for frihed i dette land, må vi derfor kæmpe for en ny individualisme, der vil tjene som frihedens fundament.

............

Ed Hudgins er ledende direktør af the Objetivist Center

Hvis du kan lide denne side - så støt Copenhagen Instiute

Som støttemedlem af Copenhagen Institute er du bidrager på en meget konkret og direkte måde til, at Danmark udvikler sig til et af de mest innovative og dynamiske vækstsamfund i verden – et samfund hvor det enkelte menneske har ansvar under frihed.

Copenhagen Institute er afhængig af støtte fra private og virksomheder, som deler vores vision om et frit og dynamisk samfund!

Klik her og tegn et støttemedlemskab af Copenhagen Institute.

Menu

Værktøjer

Skat & velfærd, Seneste 10 artikler: