Copenhagen Institute - Atomkraft

Atomkraft - ja tak!

31. maj 2006
Af Kim Eskildsen, Copenhagen Institute

Den vestlige verden vil opleve lavere vækst som følge af Kyoto-kravene og derved færre investeringer i fremtidens renere energikilder. De fossile brændstoffer vil blive udfaset langsommere, da a-kraft og andre løsninger på kortere sigt ikke bliver indraget.

En af årsagerne til, at Kyoto-ambitionerne gang på gang lider en krank skæbne er, at der en nærmest total mangel på sammenhæng mellem ambitionsniveau og valg af metoder. Lidt firkantet sat op kan det forklares således; Kyoto’isterne (overbeviste tilhængere af, ideen om, at lav vækst kan forhindre jordens undergang) kan aldrig nå deres mål fordi de sætter sig over alt for mange stole på engang og samtidig blander alt for mange mål sammen - uden at turde gøre op med fortidens fejltagelser.

Den første fejl er, at man i Kyoto fritager de ulande, der buldrer der ud af og fordobler deres energi forbrug på få årtier, med Indien og Kina, som de mest fremtrædende eksempler. Det er et godt eksempel på, at kyoto’isterne vil blæse og have mel i munden på samme tid.

Dernæst er der en nærmest puritansk indstilling til at nå Kyoto-målene, som kort fortalt går ud på at spare sig ud af problemerne. Det er yderst defensivt. Og selvom, der altid vil være mulighed for at mindske et givent energiforbrug i et givent område over en given periode, vil det også være forbundet med en omkostning. Den marginale besparelse på (blot) at spare på energien kan blive så høj, at det bliver en ekstrem velfærdsnedgang et land må indstille sig på, for at spare relativt lidt på energien.

Kyoto’isterne virker meget lidt teknologi-orienterede. De agerer ofte som maskinstormere, der ser teknologien som roden til alt ondt, i stedet for at se ny teknologi, som den eneste reelle mulighed for en løsning. Det er angiveligt kun et spørgsmål om tid inden der opfindes en energiform, der er ganske lidt forurenende og nem at producere. Det føler kyoto’isterne sig langt fra overbevist om, men synes i stedet at have stoppet deres ambitionsniveau ved vindmøllens.

Desværre fik vindmøllen sin udbredelse samtidig med, at par grimme uheld i kernekraftsektoren på det nærmeste tog livet af denne effektive og relativt rene energiform, som a-kraft vitterligt er.
A-kraft er en oplagt mulighed i en overgangsfase hvor de fossile brændstoffer langsomt udfases via energibesparelser (den defensive-) og investeringer i og udvikling af fremtidens renere energi (den offensive løsning).

Det er desværre symptomatisk og yderst mærkværdigt, at den mest oplagte løsning over de næste årtier, hvor oliepriserne både pga. af den stigende efterspørgsel og fraværet af en oplagt efterfølger til de fossile brændstoffer – det vil sige a-kraft slet ikke er en del af debatten om Kyoto.

A-kraft er blevet tabuiseret og i stedet får diverse økologer og andre miljøfokuserede interessegrupper nærmest uhindret lov at vedtage den ene skat og afgift efter den anden på miljøområdet uden synderlig modstand.

Men i såvel Tyskland, Frankrig som i Sverige har man i årtier produceret energi via a-kraft uden nævneværdige problemer eller episoder.

Men kyoto’isterne nægter at tænke i kompromisser. Det er enten tilbage til naturen eller ingenting. Dommedagsprofetier sælger nu engang bedst, når de beskrives i kontraster. Kyotoist’erne vil givetvis påpege, at a-kraft ikke er en helt ren energikilde. Der er problemer med affald i forbindelse med produktion af kernekraft energi, der er yderst vanskeligt at nedbryde og opbevare.

Dette bringer os tilbage til kyoto’isternes fundamentale paradoks. De accepterer ikke forurening, spildprodukter eller det ikke-perfekte.

Den indbyggede kompromisløshed blandt kyoto’isterne blokerer for realistiske løsninger, der tager højde for, at langt de fleste mennesker ønsker at beholde og aller helst udbygge den velstand de har også selvom det betyder, at der kommer flere storme, at et par Stillehavsøer må evakueres eller, at der skal bygges højere diger i Nederlandene.

Kyoto ophøjes på det nærmeste til noget guddommeligt, når det gøres til et spørgsmål om planetens overlevelse at reducere forbruget af fossile brændstoffer drastisk på ganske kort tid, uden for alvor at inddrage brugen af yderst brugbare alternativer som a-kraft som et godt kompromis, og i stedet kalkulere med ustabile og dyre energiformer som vindkraft, der ingen problemer vil løse.

Resultatet af kyto’isternes manglende pragmatisme og insisteren på en defensiv strategi bygget på en pessimistisk forudsætning om, at de nuværende ulande forbliver energipolitisk uudviklede gør, at den helt forudsigelige konsekvens af Kyoto-protokollerne bliver yderst negativ. Den vestlige verden vil opleve lavere vækst som følge af Kyoto-kravene og derved også færre investeringer i fremtidens rene energikilde. De fossile brændstoffer vil blive udfaset langsommere, da a-kraft og andre løsninger på kortere sigt slet ikke vil blive inddraget.

Geopolitisk vil der som følge af Kyoto-protokollerne ske en magtpolitisk forskydning fra det miljøbevidste Vesten over mod det udviklingsorienterede Indien og Kina.

Taberne bliver alle os, der ikke får del i administrationsprovenuet fra Kyoto-reguleringerne – og miljøet naturligvis.

.........

Flere artikler om miljø og teknologi på Copenhagen Institutes BLOG

Hvis du kan lide denne side - så støt Copenhagen Instiute

Som støttemedlem af Copenhagen Institute er du bidrager på en meget konkret og direkte måde til, at Danmark udvikler sig til et af de mest innovative og dynamiske vækstsamfund i verden – et samfund hvor det enkelte menneske har ansvar under frihed.

Copenhagen Institute er afhængig af støtte fra private og virksomheder, som deler vores vision om et frit og dynamisk samfund!

Klik her og tegn et støttemedlemskab af Copenhagen Institute.

Menu

Værktøjer

Miljø & teknologi, Seneste 10 artikler: