Skat & velfærd

Det høje danske skattetryk betyder, at den enkelte borger stilles ringere, når det gælder evnen til at træffe sine egne valg.

En konsekvens af mængden af forbud, beskatning, samt andre former for adfærdspåvirkning er imidlertid ikke bare borgernes tab af handlefrihed; men også en umyndiggørelse og tilsvarende ansvarsfraskrivelse fra borgernes side.

Jo flere problemstillinger der fra politisk side udråbes til at være nationale og fælles anliggender, og jo flere midler staten inddriver til at løse disse problemer, desto lavere ansvarsfølelse samt evne til at påtage sig et ansvar vil man finde hos den enkelte. I stedet er det blevet mere almindeligt at henvende sig til de politiske beslutningstagere med selv de mindste spørgsmål.

Kombinationen af ansvarsfrihed og følelsen af hjælpeløshed gør dermed også den enkelte mindre tilbøjelig til frivilligt og på eget initiativ, at hjælpe dem som reelt fortjener at få hjælp. Til gengæld høres oftere budskabet om at bestemte problemer er "samfundets", det vil sige statens ansvar.

Samtidig reducerer det høje skattetryk kombineret med størrelsen af overførselsindkomster encitamentet til at arbejde.

Derudover fører et system med mange forskellige typer af overførsler samt de høje målsætninger, når det gælder om at regulere på borgernes adfærd til et stadigt stigende behov for kontrol, for at undgå "misbrug" af systemet. I takt med stigningen i mængden af regler og omfordeling - desto større bliver behovet for statlig kontrol med borgernes private adfærd.

I Copenhagen Institute mener vi ikke at denne udvidelse af "velfærdsstaten"s opgaver finansieret gennem øget belastning af de produktive dele af befolkningen, samt øget kontrol og mistænkeliggørelse er nogen naturlig udvikling. Vi mener samtidig ikke, at der med denne udvikling har været tale om nogen form for velfærdsskabelse.