Grønne Skattelettelser
14. marts 2007
Af Kjeld Flarup, Civilingeniør
Et lille kig på den danske miljøpolitik - og dens reelle farve!
Ingeniøren kunne 9/3 berette om hvordan regeringen ikke tør satse på en skattemæssig favorisering af energiøkonomiske biler. Hvad ingeniøren så meget ikke fik med, er at dansk skattepolitik er et nulsumsspil. Der skal stadigt lige mange penge i kassen!

Derfor er det ikke muligt at omlægge indkomstskat til grønne afgifter. For hvad nu hvis borgerne rent faktisk agerede ud fra de nye grønne incitamenter. Ja så ville staten jo fattes penge, og det er jo ikke så godt, for Anders Fogh skal bruge mange offentlige kroner for at holde sig ved magten.

Hvad så hvis man blot omlagde bil afgifterne, så det var neutralt for bilisterne, når de havde rettet sig efter de grønne incitamenter. Ja, men så ville skatten jo stige i en periode, og så gør det alligevel ondt når den falder igen, fordi politikerne har brugt pengene til noget andet.

Det visionære svar på dette dilemma, hedder grønne skattelettelser. Regeringen har som bekendt et økonomisk råderum, som kan bruges til skattelettelser. Derfor kan man omlægge bilskatterne, så der kommer et kraftigt grønt incitament til at købe mere energiøkonomiske biler. Når så effekten indtræder, og der begynder at komme færre penge ind, så kan man garantere at hullet ikke udfyldes af nye skatter, men at man i stedet vil bruge råderummet til at fylde hullet.

Herved har man jo netop sat skattelettelserne i arbejde på en måde som giver dobbelt effekt. Man støtter til en politisk korrekt miljøadfærd, og man giver borgerne de skattelettelser som de tørster så meget efter. Og ikke mindst, flere vil se positivt på miljøpolitikken.

Skal jeg være rigtig fræk, så tager man pengene fra den kollektive trafik, og flytter dem over til grønne skattelettelser på biler. Hvis vi allesammen begynder at køre i 3 liter biler, så er det såmænd mere miljøvenligt end IC4 togene, og vores frihed 10 fold større.

Man kan også omlægge indkomstskatter til grønne afgifter, og lave grønne skattelettelser på alle mulige områder. Bare man holder løftet, at man ikke supplerer statens skatteprovenuetab med nye skatter, så det er reelle skattelettelser.

Miljøpolitikken i dag er jo som vandmeloner, de er grønne udenpå, men røde indeni. Hidtil har man brugt grønne afgifter til at få flere penge i den evigt tørstige statskasse. Men man kan altså også tænke nyt og gå den anden vej.






Værktøjer

A+
A-
PRINT
SEND TIL VEN

Seneste 10 besægtede artikler:

Et dansk marked for elbiler

Deliberately Making Americans Poorer

Introduktion til Steen Steensen

Kapitalismens helte

Jordskælv, deres konsekvenser og implikationer

Corrupting Expectations

Protectionism: An Economic Retardant

Rebranding A Crisis

More Tax Oppression

How UNCLOS Ratification Will Herald Europe's Precautionary Principle as U.S. Law

Mere --->


Kyoto Kritik er en del af Copenhagen Institute