Kyoto Kritik

Økologismen er en autoritær ideologi

8. maj 2008
Af Steen Steensen, forfatter, cand. pæd. i historie

Fiskeriet var før i tiden Danmarks frieste erhverv. Det fik aldrig en herrestand på nakken. Andre næringer kendte i høj grad til undertrykkelse og udbytning, bønderne for eksempel. Fiskerne derimod arbejdede det ene århundrede efter det andet i fred. Alt ændrede sig med de intellektuelles magtovertagelse efter 1968.

Miljøkatastrofer er et 68-fænomen. Før 1968 kendte den danske befolkning ikke noget til forurening. I hvert fald ikke som et samfundsmæssigt problem.

Hverken Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks Radio eller folketingets partier anede uråd om økologiske trusler. Ikke ét parti havde forureningsbekæmpelse på programmet. Studenteroprørerne importerede imidlertid miljødebatten fra USA. På de amerikanske universiteter havde den raset siden begyndelsen af 1960'erne.

Økologismen fængede øjeblikkelig blandt intellektuelle. Allerede i 1971 var et miljøministerium stablet på benene. Det kom til at gå hårdt ud over landets producenter. Med en uimodståelig kraft buldrede miljøvæsnet over landet. Den boglige klasse tog ikke bare fat om virksomhederne, men snart erobrede miljøbevægelsen også herredømmet over natur og landskaber. Kapitalismens epoke randt ud.

Om følgerne af miljøpolitikken ved de fleste læsere meget lidt. Journalisterne driver ikke konsekvensjournalistik på området. Miljøforskerne heller ikke. Den ukendte problemstilling lyder sådan: Hvilken smerte forvoldte miljøpolitikken i næringslivet? Hvordan vendte økologismen op og ned på tilværelsen for de mennesker, som skabte samfundets materielle værdier?

Miljøbevægelsen angriber producenterne over en bred linje. Værst går det ud over familiebrugene. Mand og kone virksomheder er nemme at ordne for miljøvæsnet. Miljøkommissærerne har fra begyndelsen ikke lagt fingrene imellem over for kabelafbrændere, muslingefiskere, dambrugere, småbønder, gartnere, vognmænd og selvejende fabrikanter.

Miljøaktivisterne tog fat om næringslivet fra den lette ende. Ved en kommandoraid mod en kabelafbrænder i Vesthimmerland stod det offentlige apparat, pressen og lokale miljøfolk over for en isoleret og fuldstændig forsvarsløs familie, der blot ønskede at arbejde i fred med deres eget. Men nej, miljøbevægelsen havde forsket sig frem til, at kabelafbrænding udgjorde en grænseoverskridende fare for menneskeheden. Miljøministeren udstedte i den opgejlede atmosfære et forbud mod udøvelse af nævnte næring.

Muslingefiskerne i Limfjorden udgør også en svag gruppe, som miljøbevægelsen formår at tumle. Muslingefiskere er ikke svage mennesker, men de er uden politisk og organisatorisk støtte. Fiskeri-inspektionen lægger ikke fingrene imellem, når den i ly af mørket for fuld speed foretager et overfald på et muslingefartøj. Beretninger herom er utrolige. Som pirater med bådshager entrer statens drabanter skibet og gennemroder last og papirer. Med de utallige forbud og bestemmelser i erhvervet er det let at finde overtrædelser. Båden slæbes til kaj. Forude venter retssager og kæmpebøder.

Undertegnede holdt for år tilbage et foredrag for dødsdømte dambrugere ved Limfjorden. Dødsdømte, okay, dommen var vel ikke i alle tilfælde afsagt, men desperationen i det fyldte forsamlingshus svarede dertil. Mit indlæg på en time handlede om den forureningshistoriske udvikling, altså forløbet fra det uhumske samfund i fortiden til det grønne og sunde i nutiden. Miljøbevægelsens løgnagtighed sattes på den måde i relief. Samtidig blev folkets ret til oprør understreget.

Opmuntret over denne tale tog en dambruger efter kaffen ordet: Ja, jeg vil også til at protestere mod de urimelige krav og overvågningen. Nej, det vil du ikke, sagde konen stilfærdig. Manden tav. Rugende stilhed i salen. Det føltes, som tiden et øjeblik standsede. Hvad var der også at sige? Konen havde ret. Hver og en i forsamlingen vidste det. Dambrugeren skulle nok vare sig for at bruge ytringsfriheden. Danmarks Radio og Folketinget havde kriminaliseret erhvervet. Miljøkommissærerne kunne til enhver tid nedlægge dambrugene, lukke og slukke for et halvt eller et helt livs arbejde.

Omsider fik jeg udtrykt den mening, at situationen ikke var til individuelle protester. Den offentlige magt knuser uden betænkning den oprører, der står alene. Ikke mindst til skræk og advarsel for andre næringsdrivende. Politi og tv og lokale miljøaktivister er på pletten. Nej, miljøoprør bør udelukkende finde sted i en kollektiv sammenhæng. Dette møde er for evigt brændt ind i hukommelsen. Andre mand og kone virksomheder arbejder under tilsvarende vilkår. Ikke én politiker ved Limfjorden har på noget tidspunkt løftet en finger til forsvar for miljøbevægelsens ofre.

I Folketinget konkurrerer partierne om at være mest miljøvenlig. Venligheden udtrykkes i hårdhed. Jo skrappere forslag, der stilles om indgreb, bøder, restriktioner og forbud, des mere miljøvenlig fremtræder et parti. Hårdhed er venlighed. Dette paradoks i sprogbruget burde få selv byfolk til at studse.

Fiskeriet var før i tiden Danmarks frieste erhverv. Det fik aldrig en herrestand på nakken. Andre næringer kendte i høj grad til undertrykkelse og udbytning, bønderne for eksempel. Fiskerne derimod arbejdede det ene århundrede efter det andet i fred.

Selvejet brillerede i fiskeriet. Takket være selvstændigheden blomstrede erhvervet. Danmark blev på fiskeriområdet en europæisk stormagt. Flådens brogede mangfoldighed gjorde den uhyre tilpasningsdygtig. Fiskerne rettede sig ind efter vejr og vind og havdyrenes vandringer, efterspørgslen og priserne. Vrede fiskere i nutidens betydning fandtes ikke. Hvem skulle de også udskælde? Ingen blandede sig i deres bestilling.

Alt ændrede sig med de intellektuelles magtovertagelse efter 1968. Miljøbevægelsen forvandlede den lykkelige tilstand til kaos og desperation. Ganske vist forurener fiskerne ikke natur og samfund. Men den boglige klasses opstand sigtede mod en nedkæmpelse af kapitalismen. Kun få steder i samfundet glimrede selvejet og selvvirksomheden i den grad som på havet. Fiskeriet udgjorde en kapitalistisk succes af de store.

Miljøbevægelsen slog til i slutningen af 1970'erne. På det tidspunkt svømmede hobe af fisk rundt i havene omkring Danmark. Forbrugerne fik rigelige tilførsler af farvandenes ressourcer til spisebordene. Fangsttallene er håndfaste beviser. I perioden fra 1959 til 1961 blev der totalt i de danske have fisket 1,8 millioner tons. Denne mængde var i tiden fra 1983 til 1985 vokset til 5,1 millioner tons.

Sådanne tal måtte udgøre uoverstigelige vanskeligheder for miljøbevægelsen og embedsjægerne, men nej, det var ikke tilfældet. Bøgernes herrer råbte: Der er tale om rovfiskeri! Bliver det ved på den måde, tømmes havene for fisk. Øjeblikkelig må der foranstaltes reguleringer og overvågning. Uret tikker.

De intellektuelle er stærke nok til at definere fremtiden. At fremtiden ikke lader sig åbenbare, før den indtræder, betyder ingenting. Det drejer sig udelukkende om at besidde magten over sproget. Samtidig bulldozede nyhedsmagerne frygten til spids. Angst er et uhyggeligt våben i kenderes hænder.

Resultaterne lod ikke vente på sig. Politikmagerne mistænkeliggjorde fiskerne, kriminaliserede erhvervet og satte biologerne til at forvalte havenes ressourcer. Den slags har boglæsere mere forstand på.

Et kvotesystem efter socialistisk mønster kom til. I kvoterne var der ikke fisk nok. Angriberne så heri beviset på rovfiskeriets dræbende konsekvenser. Hvor magten har ret, har retten ingen magt.

Snart flaksede kutterne rund i farvandene som jaget vildt. Fiskeridirektoratet fik beføjelse til uden retskendelse at borde fartøjer, rode i varebeholdninger og logbøger, snage i forretningspapirer og elektroniske regnskaber, udstede påbud om landingssteder og landingstider. Kontrollørerne forlanger tilmed at være til stede under losningen af fangsterne.

Den politiske vold kender tilsyneladende ingen grænser. Politiks ondskab kommer for en dag. Løbende bliver fiskerikontrollen udstyret med flere magtmidler, blandt andet med adgang til efterretninger fra satellitter.

Set fra miljøbevægelsens synspunkt viste opfindelsen af forureningen sig at være genial. Økologismen rummede et voldsomt krigerisk potentiale. Et vigtigt spørgsmål trænger sig på. Hvordan kunne det lade sig gøre i et fredeligt land som Danmark at omsætte forureningsideologien i politisk handling? Er det overhovedet muligt at forklare det hjerteløse felttog mod selvstændighedskulturen til bunds?

Boglig uddannelse gør ikke mennesker bedre. Det fortæller de umiddelbare kendsgerninger. Miljøbevægelsens ideologiske og bureaukratiske tyranni blev netop udøvet af veluddannede personer. Det kan godt være, at aggression og magtstræben mere eller mindre lurer i medfødte gener. Men i herværende tilfælde synes den hårde adfærd at skyldes ånden fra 1968. Ideologisk besatte mennesker bliver farlige for deres omgivelserne. Fyldt med galskab går de ophidsede i gang med at rense samfundet for urenheder.

Men også ærgerrighed i overstørrelse formår at skubbe samvittigheden i baggrunden. Næppe mange politikere tror på katastrofebudskaberne. For en stræbsom politikmager på fuldtid betyder tro heller ikke alverden. Efterhånden forsvinder evnen til at skelne mellem godt og ondt, ret og uret og sandhed og løgn. Hensigtsmæssigheden styrer bevidstheden. Miljøvenlighed er tidsåndens anbefaling. Og den er nådesløs.

Økologismen er en autoritær ideologi, der spreder frygt og nedbryder civilisation. Det er en tragedie. Familiebrugene har skabt noget af det fineste i vort lands historie.

Tidligere bragt som kronik i Jyllands-Posten

Læs mere om økologismen her.

Menu

Tema

Værktøjer

Seneste 10 besægtede artikler: