|
|
|
|
Et dansk marked for elbiler
|
 |
8. september 2011
Af Simon Espersen, cand. scient. pol.
|
|
Elbilerne er på vej, hvis man ellers skal tro flere større producenters aktuelle bestræbelser på at lancere hver deres version af en elbil i Danmark.
|
For nogle uger siden lancerede Nissan Nordic elbilen LEAF i Danmark. LEAF er ifølge producenten verdens første masseproducerede nul-emissions elbil, og har vundet priserne ”European Car of the Year 2011” og ”World Car of the Year” (2011). Copenhagen Institute prøvede den prisvindende bil, og måtte konstatere at der var tale om en model, der langt overgik forventningerne til hvad, det vil sige at køre elbil anno 2011.
Bilen er praktisk talt lydløs. Så lydløs at man har ændret på vinduesviskerne i forhold til de traditionelle biler, så man ikke får oplevelsen af, at motoren til viskerne larmer. Bilen er manøvrevenlig, velafbalanceret og har en imponerende acceleration. LEAF'en havde samtidig alt det udstyr, man kan forvente til en nordisk familiebil, og så er den som nævnt emissionsfri, hvis det er noget man lægger vægt på.
Hvad man under alle omstændigheder bør lægge vægt på er, at elbilerne er ved at være realistiske alternativer til benzin- og dieselbilen. Flere af de største bilproducenter i verden står nu klar med hver deres bud på emissionsfri biler. I Danmark gælder det udover Nissan blandt andre Renault og Mitsubishi. Og hvorfor gør de så det?
Naturligvis fordi det efterhånden kan betale sig for det kritiske antal forbrugere at investere i en elbil. Det vil sige, fordi der allerede i dag er en realistisk - men stadig kun potentiel - efterspørgsel på elbiler, som man forventer vil føre til økonomisk gevinst.
Denne efterspørgsel fra kommende køberes side omfatter naturligvis også en interesse i at være ”miljørigtig”, lydløs, emissionsfri, ”moderne” med mere. Ingen tænker kun på økonomi. Eller rettere: Økonomi er ikke bare et spørgsmål om rentabilitet men også om oplevelse. Men når det gælder store forbrugsinvesteringer som bilkøb, så er det nu engang hvad der er rentabelt, der er styrende. Den største hindring er måske psykologisk – i hvert fald ifølge producenten. Mange tror således, at de har et reelt behov for en bil, der kan køre længere end hvad elbiler i dag kan tilbyde uden optankning. Men de fleste af vores kørselsbehov ligger nu engang langt under de 160-175 km som LEAF'en kan tilbyde på en optankning.
Netop i år kan man således se flere aktører herunder flere store bilproducenter gøre opmærksomme på deres svar på en elbil, og dermed tegn på at markedet for elbiler er på vej. I den forbindelse er det interessant at se to klassiske ”konspirations-teorier” blive gjort til skamme: den som handler om at olieindustrien med succes spænder ben for elbilen, og den som handler om at konkurrenter, der udbyder samme vare har en iboende interesse i at spænde ben for hinanden.
Tværtimod så er den langsigtede interesse for konkurrerende virksomheder som hovedregel fælles: Den handler om at skabe eller udvide markeder og øge mulighederne for profit ved at fokusere på egeninteressen og ikke på (som det primære) at blive dominerende. Under alle omstændigheder fokuserer den rationelle virksomhed på egen indtjening som det afgørende, og ikke på at ændre spillereglerne negativt for konkurrenten (Sådan som man desværre ser det ske via forskellige former for lobbyisme i EU og på statsniveau).
Det er netop interessant at se, hvordan de store producenter samarbejder en del mere effektivt end stater gør det, når man har en fælles interesse i at lancere et nyt produkt. Tænk hvis den frie verdens stater var lige så effektive til at samarbejde om at sprede politisk frihed, som virksomheder er det indenfor eksempelvis IT eller indenfor bilbranchen, når det gælder om at samarbejde for at opnå indtjening.
Læs mere: http://www.elbiler.dk
Om LEAF:
http://bilmagasinet.dk/article/71434-dansk-pris-pa-nissan-leaf
http://www.bt.dk/biler/nissan-leaf-slog-bmw-og-audi
http://www.cisionwire.dk/nissan-nordic-europe-oy/r/nissan-leaf-er-startskudet-til-en-nul-emissions-aera-i-danmark,c9146487
http://www.nissan.dk/DK/da/inside-nissan/corporate/News/leaf.html
Information (19/1/11): 399.730 elbiler fra målet
Mitsubishis iMiEV
Better place (Renault Fluence Z.E.)
|
 |
|
|
|
|