 |
|
|||||||||||||||||||||||||
| Den totalitære Kyoto-protokol |
 |
| 14. juni 2006
Af Kim Eskildsen, Copenhagen Institute |
| Eftersom Kyoto-diskursen er totalitær, foreslås der ingen bred folkelig debat om følgerne af implementeringen af Kyoto-protokollen. Ingen tør for alvor påpege, hvilke økonomiske ulykker det vil føre til - og ikke mindst hvem, der skal betale regningen. |
Kyoto-protokollerne bygger på en teori om, at udledningen af fossile brændstoffer vil lede til en uundgåelig overophedning. Denne teori bakkes op af mange klimaeksperter. Det kan man alt efter overbevisning lade sig imponere af. Meteorologer kan eksempelvis blot forudsige vejret med nogenlunde sikkerhed fem dage frem. Fem dage, ikke fem uger, slet ikke fem måneder og under ingen omstændigheder fem år ud i fremtiden. Ikke desto mindre er nutidens videnskabsmænd, eller en væsentlig del af klimaforskerne overbeviste om, at de ikke bare kan forudsige klimatiske forandringer langt ud i fremtiden, men vil såmænd også hævde, at de ved, at de vil forekomme. De selv samme klimaforskere er udmærket klar over, at klimaet altid har forandret sig og altid vil forandre sig - også over ganske få årtier. Alligevel træffes beslutningen om at iværksætte de yderst omkostningstunge tiltag, som er en følge af Kyoto-protokollerne, og som helt givet kun vil blive fulgt i nogle få europæiske socialistiske regimer, hvis befolkninger kan se frem til væsentligt formindsket velfærd som en følge deraf. Det er i virkeligheden tvivlsomt om reduktionen af CO2-udslip i nogle få europæiske lande, vil føre til andet end lavere vækst og dårligere konkurrenceevne i disse lande; eftersom stort set alle ikke-vestlige lande, ikke skal - eller blot vil undlade at - implementere Kyoto-protokollen. Med andre ord vil en massiv, men stadig yderst modepræget og populistisk bevægelse, der har slået rod i den selv samme intelligentsia og dens efterkommere, der faldt for marxismen i 70’erne, på baggrund af et yderst begrænset beslutningsgrundlag, og baseret på et givent teknologisk stades meget begrænsede erkendelsesniveau, gennemtvinge en for mange milliarder kroner nyttesløs plan. Det bør altid give stof til eftertanke, når beslutningstagere først omfavner tvivlsomme og ubeviselige teorier, og dernæst i hast udskriver regninger i milliardklassen på skatteydernes regning, - vel at mærke med indbygget sikkerhed for fast og velbetalt arbejde for dem selv i al fremtid. Alarmklokkerne burde yderligere lyde, når politikere efterfølgende vælger en løsning på problemet, der ikke blot er dyr og bagud skuende, baseret på et fuldstændigt fravær af tro på teknologiske fremskridt og øget indsigt, men derimod er dyr og modvirker realistiske løsninger. Kyoto-protokollerne er samtidig et enscenaries diktat. Det er en ’take it or take it solution, hvor de der anfægter såvel præmisserne for "problemet", og derfor også løsningen, udsættes for personhetz, og angribes på deres levebrød. Kyoto-diskursen levner ikke plads til alternative fortolkninger eller forslag. Klimamodeller, som er uendeligt usikre, og som umuligt kan tage højde for klimaets enorme kompleksitet ophøjes til lov, og tvivlerne og modstanderne gøres til kættere. Kyoto-protokollernes bærende ide har i virkeligheden mindre med klimaet at gøre, end med det faktum, at der trives en vanvittig ide om, at mennesket skal bringes tilbage til naturtilstanden. Bag ideen kunne man formode, der gemmer sig en irrationel frygt for, at mennesket udfordrer gud ved at gå denne i bedene via dets industrielle hovmod. For kun sådan kan man forklare en så arrogant og totalitær ide, som den om, at verden skal sættes i stå fordi, der er udviklet en ekstrem usikker teori, om at klimaet bliver varmere. Selv hvis teorien om, at klimaet bliver varmere, og at mennesket påvirker holder stik, vil det stadig være uhørt at nedsætte menneskets udvikling mærkbart for at udsætte affyringen af de sidste fossile brændstoffer med nogle få år. For det er det eneste Kyoto-protokollerne vil kunne føre til, altså bortset fra at skabe lavvækst, og derved forhindre teknologiske gennembrud. Men eftersom Kyoto-diskursen er totalitær foreslås der ingen bred folkelig debat om følgerne af implementeringen af Kyoto-protokollen. Ingen tør for alvor påpege, hvilke økonomiske ulykker det vil føre til og ikke mindst hvem, der skal betale regningen. Regningen lemper de totalitære post-marxitiske idémagere bag Kyoto-protokollerne tværtimod uset over på firmaer samt oveni de energiskatter, der i forvejen er præget af de totalitæres ideer. Desværre vil hverken firmaer, forbrugere eller klimaet have gavn af Kyoto-protokollerne. For alle parters vedkommende vil det nærmere forholde sig omvendt. Tilbage står en uhellig alliance af totalitære politikere og magtivrige embedsmænd, der har sikret sig selv mere magt og indflydelse via stadig flere regulativer, love og højere skatter, som følge af en tvivlsom teori, og som følge af en endnu mere tvivlsom løsning på denne. |
|
|
||
Seneste 10 besægtede artikler: |
||
Kyoto Kritik er en del af Copenhagen Institute