|
|
|
|
Flipponomi
|
 |
24. juni 2006
Af Jesper Ib, Copenhagen Institute
|
|
En håndfuld gode spørgsmål og et tilsvarende antal smarte svar giver ikke svar på altings skjulte sammenhæng - heldigvis kan man sige. Tilværelsen er lidt mere kompleks end som så.
|
Freakonomics er den længe ventede bog fra økonom Steven Levitt. Han har skrevet den sammen med journalist Stephen Dubner fra NY Times, og sammen har de sat sig for at påvise en række økonomiske og statistiske sammenhænge, der angiveligt skulle vise "altings skulte sammenhæng".
Det er et ambitiøst projekt. Og det bliver ikke mindre af bogens ubeskedne stil: Faktisk indledes hvert eneste kapitel med at journalist-Stephen roser økonom-Stephen, ofte i nogle vendinger der burde få dem begge til at rødme.
Jeg fik fat i mit eksemplar i en lufthavn, hvor den til min overraskelse toppede bestsellerlisten for faglitteratur.
Så hvad er Freakonomics? Tjah, selvom den indholder en del man har set før, er det svært at finde en hylde den kan passes ind på.
Måske er det i virkeligheden lettest at forklare hvad den ikke er: Det er ikke et politisk manifest ligesom Oprør fra Midten. Det er ikke en statistisk afdækning af et særligt problemkompleks som Verdens Sande Tilstand. Det er ikke en økonomisk analysemodel som Free to Choose. Faktisk handler Freakonomics trods titlen dårligt nok om økonomi. - Freakonomics er en kæde af skarpe og originale analyser, der dog mest har det til fælles at de er skarpe og originale. Har du ikke tid til at læse hele bogen kan du derfor nøjes med par kapitler - springer du noget over går du glip af interessant læsning, men du går ikke glip af nogen større sammenhæng.
For den leverer nemlig ikke helt hvad den lover. Steven og Steven afdækker narkobanders organisations-diagram, snyd i Sumobrydning og online-kontaktannoncer. De forklarer hvorfor ejendomsmæglere ikke er motiverede til at sælge dit hus for den højest opnåelige pris, og de har også fundet ud af hvad der gør almindelige forældre til gode forældre. Underholdende læsning og med et imponerende antal aha-oplevelser. Men altings skjulte sammenhæng? ... næppe. Emnevalget er bredt - ekstremt bredt faktisk - og netop evnen til at udtænke alle de frække spørgsmål er bogens mest oplagte styrke. Men en håndfuld gode spørgsmål og et tilsvarende antal smarte svar giver ikke svar på altings skjulte sammenhæng - heldigvis kan man sige. Tilværelsen er lidt mere kompleks end som så.
Bogens mest kontroversielle påstand er ideen om at den dramatisk faldende kriminalitet i USA er direkte forårsaget af at indførslen af fri abort tyve år forinden. Sammenhængen er oplagt når man tænker over det: En hel masse potentielle kriminelle er grundet den fri abort slet ikke blevet født, og antallet af mord og voldsforbrydelser er faldet tilsvarende i takt med at en halv generation af ufødte kriminelle ikke nåede den alder, hvor de hvis de ellers var blevet født skulle til at fylde op i kriminalitets-statistikkerne.
Det er en barsk, men statistisk overbevisende måde at forklare tingene på. Også selvom Levitt og Dubner er ikke ude i noget ideologisk ærinde. Faktisk tager bogen slet ikke stilling til abort, men konstaterer blot at fri abort har medført et stort fald i kriminaliteten. Det har ikke forhindret hende den skøre Ann Coulter i at anklage Levitt og Duber for at være typiske amerikanske liberals, noget der dog harmonerer dårligt med at Levitt og Dubner også tilskriver en (mindre) del af faldet med, at højrefløjen har haft success med en af sine mærkesager, nemlig flere fængsler.
Ligesom Naomi Klein og Bjørn Lomborg besidder Levitt og Dubner evnen til at præsentere svært tilgængeligt materiale på en eksplosivt spændende måde. Men efter at have læst den må jeg sige, at jeg mere følte mig underholdt end oplyst. Men hvad gør det? Personligt har jeg altid synes at folk, der søgte ind på statistik var kedelige. Men man må sige, at Levitt nærmest gør statistik sexet.
Læs om bogen her.
|
 |
|
|
|
|