 |
|
|||||||||||||||||||||||||
| Hymne og menneskets omgivelser i fremtiden |
 |
| 30. september 2006
Af Simon Espersen, cand. scient. pol. |
| Fire skønlitterære bud på, hvad man kan frygte eller forvente fremover. |
Copenhagen Institute udgav den 4. september forfatter-filosoffen Ayn Rands korte roman Hymne fra 1938, der er en såkaldt ”dystopi”, der vil sige en dyster fremtidsutopi; hvor det dystre element således ophæver det utopiske. Der er samtidig ikke tale om genren Science Fiction, eftersom videnskaben er blevet knægtet i kraft af, at maskinstormere og kollektivister har taget magten. To romaner, der er nærliggende at sammenligne med, er de alment kendte romaner ”Fagre Nye Verden” af Aldous Huxley fra 1932 samt ”1984” af George Orwell fra 1949. Sidstnævnte er en åbenlys dystopi, men er samtidig ”hi-tech”. Huxleys fremtidsverden vil flere teknokrater muligvis kunne sympatisere med; og endnu flere vil på fatalistisk vis sandsynligvis mene at, scenariet i Fagre Nye Verden ligefrem er uundgåeligt: Det vil sige at mere teknologi uværgeligt vil være ledsaget af mere statskontrol og herunder statslig (fødsels)planlægning. Med Fagre Nye Verden er således tilsvarende tale om et kollektivistisk hi-tech-samfund, som i 1984, men hvor man på videnskabelig vis har kunnet fjerne menneskers frihedstrang, sådan at ingen er kede af, ikke at have friheden! Hovedpersonen i Fagre Nye Verden er imidlertid ”uheldig”, forstået på den måde, at en teknisk fejl (vistnok alkohol i reagensglasset) gør ham til en grænsesøgende og frihedsorienteret outsider. På den måde gør Huxley dermed individualisme til noget problematisk i et i øvrigt harmonisk kollektivistisk fremtidssamfund, hvor man fra genetisk side har sørget for, at alle er glade for den plads i samfundet, som de får tildelt fra oven på samme måde som man samme sted fra tildeles en vis mængde intelligens (Jævnfør borgeren, der i romanen udbryder – ”Jeg er glad, jeg er en gamma!). - Men hvad end man måtte mene om Huxley i denne henseende, viser han implicit også, at friheden må være noget flertallet i et samfund holder for at være værdifuldt, - ellers forsvinder den. Det frie og rige fremtidssamfund Men eftersom begrebet ”maskinstormere” indgår som et væsentligt element i karakteristikken af Ayn Rands roman fra 1938 skal her peges på en fjerde forfatter, der i en mere klassisk Science Fiction-roman har forbundet Hi-Tech med et samfund, med en udbredt grad af personlig frihed, det vil sige forfatteren Isaac Asimov, der aktuelt har fået flere af sine romaner filmatiseret af Hollywood). I bogen ”Stiftelsen” (Foundation), der senere blev til en længere serie, med historier der forgår såvel før som efter den oprindelige roman, præsenteres læseren for planten jorden som Asimov forestillede sig den ca. 10.000 år ude i fremtiden. Det sædvanlige for en SF-forfatter er typisk at fremskrive det, den pågældende mener, er de dominerende tendenser, der kan forbindes med menneskearten. I Asimovs roman (efter hukommelsen) er verdenssamfundet derfor langt rigere, end det er tilfældet i dag. Nu bor her ca. 40 mia. indbyggere, og klodens indbyggere har spredt sig til andre planeter. Og hvad så med vores omgivelser, også kaldet ”miljøet”. Ja, at vi omgiver os med bedre boliger, overlegen infrastruktur, hurtigere transport, mere effektiv kommunikation, har større adgang til flere kulinariske valgmuligheder og der er masser af parker. Og dette er selvsagt helt centrale elementer, der må indgå, når man beskriver nogens omgivelser. Det er blot ikke sådan, vi taler om miljø i dag, af den simple grund, at de der præger miljødagsordenen ikke har en interesse i, at vi ser på menneskets omgivelser, det vil sige miljøet på ovenstående måde. – Den skjulte præmis for den daglige miljødebat er i stedet miljø-som-værdi-i-sig-selv. Hvis ikke det var tilfældet kunne diverse medier ikke slippe at sted med at vise røgudledende fabrikker i en kontekst, der fremstiller dette som noget negativt; som om en fabrik ikke var en gave til menneskeheden, når man betænker, hvad der gik forud i form af feudalisme og generelt usle vilkår. Efter hukommelsen havde Asimov derudover også et bud på atmosfærens skæbne 10.000 år frem i tiden: Han forestillede sig således at den naturlige atmosfære var forsvundet, og erstattet af noget - i et eller andet omfang - giftigt for mennesker at indånde; men at man i overensstemmelse, med førstnævnte omgivelser vel at mærke ikke havde et behov for den naturlige atmosfære, men i stedet havde udviklet en kunstig og kontrollet version. Det vil sige, at hele det område, hvor mennesker havde interesse i at færdes, var tildækket, og at man her havde præcis den for mennesker optimale temperatur og det rette iltindhold, i kraft af en tildækket verden, med hvad der måtte være af skove og parker, og anden form for optimale elementer forbundet med et godt (inde)klima. Pointen med at fremhæve dette er naturligvis ikke at vi er på vej i netop den retning. Hvis man undersøger niveauet for CO2 vil man opdage at det har været mange gange højere i forhistorisk tid – hvilket peger i retning af et dynamisk og ikke statisk klima; og hvis man undersøger sammenhængen mellem CO2 og atmosfæren i almindelighed vil man endvidere opdage hvor lidt CO2, der i det hele taget er, også når det gælder talen om drivhusgasser. Det interessante er tværtimod Isaac Asimov forventning om, at vi, - når vi nu har været i stand til at opdage brugen af ilden, hjulet, bilen, hvordan man bygger en dæmning og så fremdeles, - så også må forventes at tage højde for det feedback, der bliver resultatet af vores påvirkning på klimaet – eksempelvis i en verden med 40 mia. indbyggere. Det er også værd at pege på det fornuftige i at, det at foretage konkrete handlinger ved eksempelvis at bygge et kraftværk eller en dæmning eller noget tilsvarende giver langt mere mening, end det at sætte sig for at regulere den gennemsnitlige globale temperatur. For hvordan skulle man nogensinde kunne blive enige om, hvad en sådan tilpas temperatur i så fald skulle være? (Jævnfør også det nuværende FN og de mange regimer, der har fået adgang hertil). Vil forudsætningen for et fremtidigt temperaturreguleringsprojekt (engang om tusindvis af år, når noget sådant realistisk set skulle kunne lade sig gøre) vel at mærke ikke netop være, at vi i vor tid søger at øge velstandsskabelsen i samfundet, ved at sikre den økonomiske og politiske frihed for resten af verden; - og ikke som i dag reducerer den økonomisk vækst via kvoteordninger? Asimovs historie er dermed et fjerde bud på hvordan fremtiden kunne se ud. En realisering af Asimovs scenarie må vel at mærke basere sig på følgende forudsætninger:
Live long and prosper ……………………………………………….. Henvisninger på gratisleksikonet Wikipedia Aldous Huxley – Fagre Nye Verden fra 1932 George Orwell – 1984 fra 1949 Isaac Asimovs Foundation-serie skrevet i perioden 1942-1982 Ayn Rand - Anthem fra 1938 Læs Anthem/Hymne på dansk. |
|
|
||
Seneste 10 besægtede artikler: |
||
Kyoto Kritik er en del af Copenhagen Institute