Nye vinkler

Om de praktiske effekter og de økonomiske konsekvenser ved Kyoto-protokollen, samt om de grønne og industrisamfundet, klimahistorien samt indfaldsvinklen til naturhistorie i almindelighed.

Hvad er de afgørende emner i forbindelse miljø-, energi- og klimapolitikken?

Klimapolitikken og klimajournalistikken handler ofte om beskrivelse af scenarier, hvoraf nogle af disse er udviklet via klimamodeller. Den handler også om følelser, og om intentioner: Det vil sige hvad politikere, eller medlemmer af miljøbevægelsen, kunne tænke sig der sker, eller hvad man frygter. Klimapolitikken og debatten handler tilsvarende om "signaler" og "budskaber". Ganske ofte handler debatten ikke mindst om frygt for forandringer. - Og hvis og såfremt, der er grund til frygte noget bestemt, er det naturligvis meningsfuldt at frygte dette, og at handle sådan at årsagen til frygten forsvinder.

I modsætning til ovenstående er der vel at mærke tre centrale emner, der ofte ignoreres i miljø-, energi- og klimadebatten, men som ikke desto mindre burde stå helt central for enhver ansvarlig politiker, og for en hver almindelig borger, der beskæftiger sig med klima- og miljøpolitiske spørgsmål: Disse tre emner er:

  • De praktiske effekter af den førte politik: Det vil sige, hvor meget man forventer at påvirke klimaet med som følge af - eksempelvis - en gennemførelse af Kyoto-protokollen med de nuværende deltagerlande, eller i de usandsynlige tilfælde, hvor alle lande i verden skulle tilslutte sig i en nyere og mere omfattende og mere forpligtende aftale.

  • De økonomiske konsekvenser af den førte politik: Det vil sige, hvor høj en pris befolkningen i Danmark, Europa og resten af verden skal betale som følge af den nuværende miljø-, energi- og klimapolitik, eller som følge af de indgreb i økonomien som mange organisationer og klimapolitikere arbejder på yderligere at indføre.

  • Kyoto-tilhængeres syn på industrialisering, markedsøkonomi og på naturhistorie samt videnskab:


1) Industrialisering og markedsøkonomi: En meget stor del af Kyoto-tilhængere er kritiske overfor det industrisamfund og den markedsøkonomi, der har kendetegnet den vestlige verden de seneste to hundrede år, men som trods denne modstand har præsteret hidtil usete resultater i form af velstandsskabelse, materiel tryghed samt spredning af information og kulturelle manifestationer.

Man bør med andre ord være opmærksom på, at Kyoto-tilhængere ikke nødvendigvis bakker op om den dagsorden, der handler om at øge velfærden og velstanden: det vil eksempelvis sige, at skabe endnu bedre forudsætninger for udviklingen af billigere og bedre medicin, boliger, transportformer, fødevarer med meget mere.

Typisk vil Kyoto-tilhængere i stedet åbenlyst tale om at begrænse væksten og dermed om at reducere skabelsen af velstand. At Kyoto-tilhængeres politik direkte retter sig mod centrale områder for industrisamfundets infrastruktur: herunder transport- og energiområdet, betyder at konsekvenserne af deres politik vil have særdeles drastiske konsekvenser.

2) Naturhistorie og videnskab: Kyoto-tilhængere tager ofte afsæt i et postulat om før-menneskelig stabilitet, som værende karakteristisk for eksempelvis den gennemsnitlige globale temperatur; eller for klimaforandringer. At forsvare en ide om før-menneskelig stabilitet er så at sige en nødvendighed, hvis påstanden om farlige menneskeskabte klimaforandringer skal kunne "sælges" til offentligheden.

Derudover opereres der ofte med enten implicitte eller eksplicitte påstande om "harmoni" eller "balance" i en natur uden menneskelig tilstedeværelse, og hvor mennesket således fremstilles som en fredsforstyrrer i balancen. At sådanne ideer er udviklet af mennesker, der således også må se dem selv som "fredsforstyrrere" virker ikke desto mindre paradoksalt. - Og at ideerne om "verden i balance" (jf. en bog af præsidentkandidat Al Gore) som hovedregel udvikles, forsvares og promoveres af mennesker i moderne industrisamfund ved hjælp af de allernyeste kommunikationsredskaber og transportmidler, bringer yderligere vidnesbyrd om at man her har at gøre med hyklere, og ikke med politiske aktører, der har et reelt ønske om at gøre verden bedre for mennesker.

3) Kyoto-tilhængere henviser endvidere ofte til - angiveligt - videnskabelige rapporter herunder statistiske redegørelser. - Det er imidlertid yderst sjældent at disse rapporter forholder sig til effekter på de fremhævede problemer eller til hvilke økonomiske konsekvenser, der vil følge hvis problemerne ophæves til have status af politiske anliggender.

Den offentligt finansierede videnskab, hvor sådanne rapporter udgår fra, er - navnlig de seneste tre årtier - blevet mere løsrevet fra det, videnskaben tidligere beskæftigede sig med: det vil sige at øge velstanden for befolkningen ved at bidrage til effektiviseringer og med nyskabelser. En stadigt større del af videnskaben beskæftiger sig i stedet med eksempelvis fremskrivninger af tendenser. Hertil kommer at der i flere tilfælde er afsløret et åbenlyst selektivt datavalg - eksempelvis når det gælder oversigter over indholdet af CO2 i atmosfæren og så gennemsnitstemperaturer for nogle bestemte historiske perioder. Der tages med andre ord ikke afsæt i den samlede mængde data, der er til rådighed; og hvis man gjorde dette, når det gælder CO2 og gennemsnitstemperaturen ville man i stedet opdage at der ikke er nogen klar og entydig samvariation.

Værre er det måske at klimamodeller, der i forvejen baserer sig på et selektivt valg af data, og på fremskrivning af tendenser (og som i større eller mindre omfang ignorerer dynamiske effekter og i stedet tager afsæt i postulatet om før-menneskelig stabilitet og balance) bliver yderligere forsimplede undervejs i "mediemaskinen". Det har blandt andet været tilfældet med de uenigheder og diskussioner, der oprindelig har været i forbindelse med FN's klimainstiution IPCC, og så resultatet i form af de forsimplede budskaber, der er nået frem til politikere og befolkning i almindelighed.






Kyoto Kritik er en del af Copenhagen Institute